Er gyset at betragte som 'en etisk handling', som Peter Mouritzen synes at mene? Eller er gyset ren forretning, som dengang en spansk film tilbød sine kiggere en gratis begravelse bagefter, hvis de døde af skræk undervejs? Begge antagelser lægges frem til vurdering i Mathias F. Clasens meget anvendelige, dansksindede gyserguide 'Homo Timidus'. Forfatteren har tidligere udgivet 'Drager, damer og dæmoner', som er den hidtil eneste bog om Dennis Jürgensens forfatterskab. Clasen er ikke nogen sprudlende formidler, men han er god til at indsamle sine data med et tørt, muntert gys i øjet. I bogens første halvdel, hvor det drejer sig om genre og teori, føres læseren vidt omkring, og der citeres bredt fra mange kilder. Hvorfor gyser vi? Hvorfor er vi bange for slanger? Og hvad er begrebet væmmelse? Mathias F. Clasen nævner også den interessante chili-teori, hvorefter fascinationen af gys og gru er lig med at spise den brændende bønne. Danske gyserforfattere Forfatteren er ikke meget til Freud. En gang imellem er en økse bare et mordvåben, siger han. Mathias F. Clasen behandler dog Bjarne Dalsgaard Svendsen med stor forståelse, da talen falder på forfatterens seneste ungdomsbog, 'Khi-ritualet', hvor en spalte i klippen er mere end en spalte i klippen. Den anden halvdel af 'Homo Timidus' er beskrivelser af nyere dansk horror samt en grundig præsentation af fire udvalgte gyserforfattere. Det er: Peter Mouritzen, Hanna Lützen, Steen Langstrup og den ovenfor nævnte Dalsgaard Svendsen. Disse forfattere har alle et meget nuanceret syn på deres metier og opgave. Peter Mouritzen ser gyset som en renselse og hæfter sig ved, at det er 'fremmedsproget'. Han konkluderer interviewet: »Svaner og tyfus kommer samme sted fra!«. Det kan godt være, Kafka er stor, men det er King, der er kongen. Han regerer. Dennis Jürgensen kalder ham »vor tids Dickens« (dog ikke Kafka), og tillige med Poe og Lovecraft er han den store inspirator for alle formidlere af villavejenes og lillebyernes stille gru. Neandertalmanden havde ikke brug for horror, som Dennis bemærker, men det har vi. Dybt inde fra tryghedshulerne har vi et stærkt behov for at slippe skrækken (lidt) ind. Men ikke alle har det gen. Stephen King føler medlidenhed med dem, der aldrig lukker monstrene ind. Hos dem er »fantasiens muskler blevet for slappe«. 'Homo Timidus' er velkomponeret og nem at læse. Den kommer rundt om det hele, giver gode links og nævner alverdens litteratur. Det danske gys er godt, men sparsomt. Horror såvel som science fiction er aldrig rigtigt slået an her til lands, så måske er vi alligevel nærmere neandertalerne, end vi tror.