Nordens Athen ligger i Vimmerby i Sverige. Hér går Pippi Langstrømpe rundt på torvet og ved ingenting. Hun bringer sæderne i forfald og ungdommen i fordærv. Pippi er ikke langt fra giftbægeret (= børneværnet), men Astrid Lindgren redder hende som bekendt. En dag kommer Sokrates forbi Villa Villekulla, og de to har meget at snakke om. Jørgen Gaare og Øystein Sjaastad fortæller historien. Med hjælp fra antikke personer og sørøverkaptajn Langstrømpes hærdede mandskab. Bogen hedder 'Pippi og Sokrates', og efter dette veloplagte ræs gennem alting, kunne man foruden Sokrates også have tilføjet (bl.a.): Dante, Augustin, Kant, Hamsun, Rousseau og - Überraschung! - Nietzsche. Vupti! Så har d'herrer Gaare og Sjaastad fundet et link. Det er som om hele tænkningens historie har ventet på netop hende. Den slagfærdige lille Pippi Langstrømpe! Fulusufi Det er de norske filosoffer, som rykker! Lige fra Jon Gisles bedagede 'Andelogien' over Jostein Gaarders 'Sofies verden', Helene Uris bøger om sproget og frem til Lars Fr. H. Svendsen om bl.a. ondskaben. Også bogen om Pippi er formidling af højeste klasse. Hun vil være stolt af den, selv om hun nok vil kalde resultatet 'fulusufi'. Kapitel for kapitel, sag for sag, dokumenterer forfatterne, at Astrid Lindgren - ubevidst naturligvis! - er påvirket af de bøger, hun vitterlig har læst. Det virker overbevisende, hvor Gaare og Sjaastad finder påfaldende ligheder i billeddannelsen og de faktuelle forhold imellem f.eks. Dantes helvede eller Platons dialog 'Theiatetos'. Omkring det bekendte ord 'spunk' når analysen uanede højder. Forfatterne spinder en ende, der ville gøre Freud bleg af misundelse. De sætter trumf på med at afkode ordets oprindelige betydning 'sæd'. Det passer helt fint med den opgave, som både Sokrates (bevidst) og Pippi (ubevidst) har i verden - det blandede virke som jordemoder og sædekorn. Pipi er århundredets vigtigste figur Lyder det forrykt? Fortænkt? Det er det ikke. 'Pippi og Sokrates' er hamrende morsom, fræk, vovet og lysende klog. Det skyldes naturligvis ikke mindst Astrid Lindgren, der citeres flittigt og fremstår i et mere afklaret lys, efter at disse lystlæsende tornadoer har været igennem hendes værk. Forfatterne koncentrerer sig dog om Pippi, der ses som århundredets vigtigste figur. (Det er en holdning jeg deler, hvis man tilføjer Anders And!) Pippi er den store nedbryder. Efter Pippi er det svært at bevare alvoren i skolen (= disciplineringen) og svare på, hvornår Karl den Tolvte døde: 'Åh, er han nu også død!' råbte Pippi. 'Jamen, det er dog forfærdeligt, så mange mennesker der går bort i denne tid'. Pippi og skolen er en sag, som lå Astrid Lindgren meget på sinde. Hun ønskede ikke at hænge lærerstanden ud - hun gjorde det delvist i ur-Pippi-manuskriptet - men hun ønskede at vise afretningens stupiditet. Astrid Lindgren var optaget af Neills 'Summerhill' og Bertrand Russells tanker om opdragelse. Gaare og Sjaastad søger også efter Pippis Xantippe, men de finder hende ikke. Det skyldes naturligvis, at Pippi er et barn og derfor rummer både drengen og pigen bag det fregnede ydre. Da Astrid Lindgren sendte ur-Pippi til Bonniers brugte hun selv udtrykket 'Übermensch' i følgebrevet om sin lille hovedperson, derfra ved vi, at hun turde tænke i de baner i 1945. Det er lidt tragisk, at en pige på ni år kan sætte hele Vimmerby til vægs og pille alle fornuftige, svenske argumenter fra hinanden. For hun kan ikke give nogen anvisninger. Ikke andet end at vi skal forblive børn. Der er ingen vej til Pippi. Pippi er vejen!