Den franske kvinde Jeanne Calment var åndsfrisk, da hun døde i 1997 i en alder af 122 år, og levede dermed ikke op til hypotesen om, at alle bliver demente, hvis de lever længe nok. »Eller også havde hun ikke levet længe nok«, foreslår lægen og forfatteren Henning Kirk i 'Hjernen bag erfaring'. Det er den slags små smil, der gør bogen let at læse. Man kan tage den fra ende til anden, eller man kan slå op her og der, for eksempel i kapitlet 'Kan krydsord styrke hjernen' (ja, som alle andre aktiviteter, der udvikler færdigheder, tænkning og kreativitet) eller 'At lære et nyt sprog' (børn under 12 år kan nemt tale to sprog uafhængigt af hinanden og uden accent, voksne og gamle har sværere ved indlæringen, men glemmer det ikke så hurtigt igen, som børnene gør, hvis sproget ikke holdes ved lige). Og hvad med kapitler med titlen 'Jeg ved det, men ...' og 'Det ansigt har jeg set før', med gode tricks til at lære at huske. Det handler om at være nysgerrig Det er bogens undertitel og gennemgående tema: 'Use it or lose it', brug det eller mist det. Hjernen fungerer bedst, hvis den bliver brugt - faktisk er den bedre stillet end kroppen, som man i bedste fald kan vedligeholde, men ikke udvikle yderligere efter en vis alder. Hjernen kan udvikles, den kan blive bedre, uanset om man er 50, 60 eller 100 år. Ikke at kroppen er uden betydning: Fysisk aktivitet holder også hjernen i form og forebygger for eksempel blodpropper, men først og sidst handler det om ikke at gå i stå, at forblive levende og nysgerrig og med i livet. Henning Kirk, som selv er en årgang 1947, fortæller i indledningen om sine overvejelser vedrørende bogens titel. »Havde jeg for eksempel blot kaldt den 'Hjernens aldring', var plusordet 'erfaring' ikke kommet med«, skriver han. Og plusord er vigtige på et område, der er præget af fordomme og ungdomsdyrkelse. Ingen kan ændre den kendsgerning, at hvis vi lever længe nok, bliver vi gamle, men det er godt at få fortalt, at alderdommen i sig selv ikke er nogen sygdom. Heller ikke på øverste etage.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























