I løbet af de næsten 1.000 sider, Bill Clintons allerede meget omtalte selvbiografi, 'My Life', strækker sig over, hobes der et utal af detaljer, datoer og facts op. Clinton er flere gange åbenlyst ved at miste grebet om de store linjer til fordel for en tendens til at opholde sig ved mylderet af dagbogslignende detaljer og notater. Men nu og da viser det sig alligevel, at denne indstilling kaster et interessant resultat af sig. Således allerede på den første side i det første kapitel, hvor Clinton indleder sin livshistorie med at berette om den trafikulykke, der kostede hans biologiske far, William Jefferson Blythe Jr., livet. Clinton noterer, at William Blythe var »et ud af ni børn af en fattig farmer fra Sherman, Texas, der døde, da min far var 17 år«. Clintons far dør ved en ulykke inden Bill bliver født Så er der selve ulykken. Den indtræffer sent om natten på Highway 60 uden for Sikeston, Missouri. Blythe er alene i bilen - en Buick fra 1942. Højre forhjul punkterer, Blythe mister kontrollen over bilen og slynges til sidst ud af den. Han lander i en grøft, hvor der står ca. en meter vand, og her i denne grøft drukner Clintons far. Men i sin beskrivelse af den tragiske hændelse undlader Clinton ikke at fremhæve dén dramatiske detalje, at William Blythe, da han et par timer senere bliver fundet, stadig har et fast tag i en gren oven for vandlinjen. Ham kæmpede for sit liv til det sidste. Da Blythe dør, er hans unge kone Virginia Dell gravid, og tre måneder senere føder hun deres søn, Bill Clinton. Det vil sige, Clinton bliver jo døbt William Jefferson Blythe III efter sin biologiske far. Først senere tager han navneforandring til Clinton - samme efternavn som hans stedfar Roger Clinton, hvis lunefulde væsen, alkoholiske levevis og voldelige tilbøjeligheder kaster en lang skygge over Bills barndom og opvækst. Voldelig stedfar Allerede hermed er den usikre og problemfyldte baggrund for Bill Clintons tilværelse effektivt skitseret. Og som læser glemmer man det ikke lige med det samme: hverken billedet af William Blythe, der klamrer sig til grenen for at overleve, eller den kendsgerning, at Bill Clinton senere vælger at overtage den delvis umedgørlige stedfars efternavn. Selvfølgelig er det umuligt at se bort fra, at disse oplysninger nu lægges frem i selvbiografen for at turnere visse pointer, for at fremmane et ganske bestemt, meget velovervejet selvportræt. Sådan er det med betydningsfulde personers selvbiografier. De er naturligvis ofte skrevet for at påvirke den helt store historiebog og klargøre et favorabelt og letforståeligt eftermæle. Og i tilfældet Bill Clinton er denne sammenhæng ekstra indlysende. For næppe nogen tidligere amerikansk præsident og/eller toppolitiker i løbet af sin karriere er blevet udæsket og angrebet så kraftigt på spørgsmål om karakter og personlighed. Og hvad er det egentlig med denne Bill Clinton? Har han rent mel i posen bag sin smilende og afslappede, sympatiske og charmerende facade? Hans politiske modstandere lod aldrig tvivlen komme ham til gode, og de syntes endvidere at fremture med en energi, der gør tilfældet Clinton enestående. Frisindet har sejret I 'My Life' er hovedpersonen flere gange inde på en del af forklaringen, nemlig den mere samfundspolitiske. Det er ifølge denne tankegang Vietnamkrigen og 1960'ernes diffuse ungdomsoprør - specielt optøjerne i Chicago i 1968 - der stadig spiller en afgørende rolle i 1990'ernes politiske liv og Clintons præsidentperioder. Som ung var Bill Clinton krigsmodstander, og denne holdning forfølger ham op gennem årtierne på den politiske scene og får ham i visse indflydelsesrige kredse konstant til at fremstå som en suspekt og angribelig person, der svigtede sit land for ansvarsløse sværmerier. Eller som han klarsynet og lakonisk formulerer det: »De dybt rodfæstede mareridt fra 1968 skabte den kampplads, på hvilken jeg og alle andre progressive politikere blev nødt til at kæmpe i hele vores karriere«. Det er en væsentlig forklaring på, at modstanden mod Bill Clinton er så uforsonlig. Accepterer man hans lederskab, accepterer man samtidig, at slaget fra 1968 er endegyldigt tabt, og at de frisindede og progressive har sejret i det amerikanske samfund. Men samtidig er dette i det store perspektiv Clintons mest frydefulde triumf: Med ham som præsident har USA som samfund endegyldigt lagt Vietnamperiodens traumer bag sig. Og derfor kan han i sin sidste State Of The Union-tale, i år 2000 (og et års tid før terrorangrebene på USA), erklære, at dét amerikanske samfund, han nu efterlader, er det mest behagelige og harmoniske siden Vietnamkrigen og mordene på John og Robert Kennedy og Martin Luther King. Her et sted fornemmer man i 'My Life', at Bill Clintons store politiske vision ligger: at forene nationen hen over midten frem for - som hans konservative eller reaktionære modstandere - at slå på forskellene, uenigheden og tvisten. Eller som han formulerer det i sin såkaldte New Covenant-tale i 1992: »I alt for lang tid har politikere fortalt de fleste af os, der klarer sig fint, at det, der i virkeligheden er galt med USA, er resten af os. Dem. Dem, minoriteterne. Dem, de liberale. Dem, de fattige, dem, de hjemløse, dem, de handicappede. Dem, bøsserne. Vi er kommet til et punkt, hvor vi næsten har dem'et os selv til døde. Dem og dem og dem. Men dette er USA. Der er ingen dem; der er kun os«. Det ser flot ud på papiret, men man skal så heller ikke glemme, at der til en vis grad var konkrete politiske initiativer bag retorikken. Et af de første og største stridspunkter i Clintons første præsidentperiode var således spørgsmålet om homoseksuelles ret til at gøre militærtjeneste, ligesom han - og Hillary Rodham Clinton - førte en hård, men forgæves kamp for etableringen af en national sygesikringsordning. Som en ål i mudder Men er dette nogle af de ydre politiske linjer i Clintons løbebane, så er der stadig en væsentlig og fascinerende kerne af karakterspørgsmålet tilbage, og det er her, der er udløbere til Whitewater-undersøgelserne og, selvfølgelig, affæren med Monica Lewinsky. Det er her, Bill Clintons ubestridte charme og karisma - man forstår soleklart, hvorfor en dansk politiker som Svend Auken er så stor en Clinton-beundrer - synes at glide over i en glathed og opportunisme, der er svær at have med at gøre. Det er den Clinton, der nok har røget marihuana, men aldrig inhaleret, og som i de groteske afhøringer i Lewinsky-sagen ikke blot havde et vist held med, men oven i købet så ud til at nyde at sno sig som en ål i mudder. Ved man, hvor man har ham? Ved man så også, hvor man har ræven bag hans øre? En smule klogere på svarene bliver man vel af at læse 'My Life', selv om man selvfølgelig skal tage højde for bogens funktion som forsvarsskrift. Den er skrevet i denne letløbende, afspændte, men også noget ensformige stil, der synes at afspejle en del af Bill Clintons væsen. Hans umiddelbare, ukomplicerede livsglæde, hans store lyst til og talent for at få kontakt med andre mennesker, hans veloplagte fornøjelse ved det politiske spil. Hans alsidige begavelse og dannelse - han er optaget af film med bibelske temaer, har styr på både Shakespeare og Ray Charles, har læst Kant, Kierkegaard, Nietzsche, Dylan Thomas, William Faulkner og Gabriel Garcia Marques. Han er religiøs og nævner, at især pinsebevægelsen har beriget og forandret hans liv. Kampen mod Kenneth Starr Og så er der alligevel også disse karakterspørgsmål, disse dæmoner fra fortiden. I 'My Life' er det tydeligvis Clintons dagsorden, at den årelange, udmattende og absurde kamp mod Kenneth Starrs undersøgelser i Whitewater-sagen - Clintons advokat Dale Bumpers udtaler, at »Javerts forfølgelse af Jean Valjean i 'De elendige' blegner ved sammenligning« - er del af et større, samfundsnødvendigt opgør med det ultrakonservative USA. Bill Clinton vandt måske nok slaget, men siden syntes krigen alligevel at være tabt til George W. Bush. Ligesom Clinton i det lange løb aldrig vil få rystet antydningerne om visse karakterbrist af sig. Han ved det godt selv, fornemmer man ved læsning af 'My Life', men bliver så straks i tvivl om, hvorvidt der er tale om en respektindgydende indsigt eller en omkostningsfri indrømmelse. Mest oplagt i hans forsøg på en forklaring af fejltrinnene i Lewinskyaffæren, som Clinton analyserer ud fra en opfattelse af, at hans urolige og vanskelige barndom har medført, at han siden har levet »parallelle liv«: »Den nuværende strid (Lewinsky-affæren, red.) var det sidste offer i mit livslange forsøg på at leve parallelle liv, at indemure min vrede og sorg og komme videre med mit ydre liv, som jeg elskede og levede godt. Under regeringskriserne var jeg involveret i to gigantiske kampe: en offentlig med Kongressen om vort lands fremtid og en privat om at holde dæmonerne på afstand. Jeg havde vundet den offentlige kamp og tabt den private. (...) Der var ingen undskyldning for det, jeg gjorde, men ved at komme ind på livet af årsagen til det fik jeg i det mindste til sidst en chance for at forene mine parallelle liv«.