Livet var barsk ved H.C. Branner. Eftertiden har været endnu barskere. Branner debuterede sent, som 33-årig, med den allegoriske tidsroman 'Legetøj' i 1936, og fra slutningen af 1930'erne fandt han mange læsere med sine psykologiske romaner og noveller. Han fik succes også efter besættelsen, især med romanen 'Rytteren' (1949) og skuespillene 'Søskende' (1952) og 'Thermopylæ' (1958). Men det blev stadig sværere for ham at forny sig og vriste bøgerne fra sin selvkritik. Oveni kom sygdom, misbrug og isolation, og da han døde i 1966, 62 år, var hans stjerne dalet. Det vidste han selv bedre end nogen. Stilhed omkring Branner Og eftermælet. Da Politiken i 1999 holdt læserafstemning om det 20. århundredes 50 danske klassikere, var Branner repræsenteret med sin vintagenovellekunst i 'To minutters stilhed' fra 1944. Men til 100-års dagen i fjor var der ikke bare to minutters, men total stilhed om den forhenværende klassiker. Ikke en genudgivelse, ikke en avisartikel. Måske var det prisen for overvurdering i samtiden? Men det var også en urimelighed i betragtning af den psykologiske indsigt og det karske sprog i hans bedste bøger. Den uretfærdighed søger cand.mag. Janne Jarlby at hjælpe på i sin lille bog om Branners hovedmotiver, bygget på et universitetsspeciale fra 1990. Branners litterære testamente Essensen af Branner finder hun i den sidste novellesamling 'Ariel' (1963) og især i slutnovellen 'Skrevet i vand', »hvor det litterære udtryk er drevet til eksistensens yderste grænser«, hvor alt er væk og nedskrevet til det tørre græs, døden og tålmodet. Hun ser det som hans litterære testamente og som et ærkemodernistisk forsøg på i oplevelsen af fundamental fremmedhed at frigøre sproget fra den ydre virkelighed. Ud fra dette basale splittelsesmotiv, som Branners sidste indsigt, spoler Janne Jarlby tilbage og følger ikke bare forfatterskabets kendte omdannelse fra psykoanalytisk inspireret socialpsykologi til individualpsykologi og etisk humanisme, men også dets indre kontinuitet som 'selverkendelsesværk'. Hendes længdesnit fremlæser de konstante størrelser 1936-66: de gennemgående og enhedsskabende symboler og kredsningen om de store grundspørgsmål: kærligheden og døden, opdelt i barnets og de voksnes møde med disse kræfter. 'Rytteren' og 'Ariel' Det er konsekvent og overbevisende gjort, med sans for klangen i Branners sprog. Omkostningen ved den tematiske enhedslæsning er, at digteren selv og hans livtag med samtiden fortåger sig i abstraktion. Janne Jarlby udnytter ikke den indsigt, der er kommet til efter hendes speciale, f.eks. i Jens Branners smukke bog om faderen, 'Opbrud' (1999), og i analyser af Branners forsøg på at manøvrere mellem den polariserede koldkrigstids fronter. Så central en tekst som manifestet 'Kunstens uafhængighed' fra Ungarnkrisen 1956 er ikke med. Janne Jarlby opvurderer novellerne 'Ariel', mens 'Rytteren' kaldes »for tidsbunden til, at den rigtig kan interessere læsere i dag«. Det tør kaldes en underdrivelse. Hun reflekterer ikke over, hvorfor dengang feterede værker som 'Rytteren' og 'Ingen kender natten' i dag virker så patetisk-klistrede, at man efter læsningen har ondt ved at rette de krummede tæer ud igen. Det problem må tages ved hornene, hvis det bedste af forfatterskabet skal genoplives. Tove Ditlevsens forfatterskab Tove Ditlevsen behøver ikke kunstigt åndedræt. Hendes bøger kan selv, både de tidlige sociale romaner som 'Barndommens gade' (1943), de sene fræsende (selv)portrætromaner 'Ansigterne' (1968) og 'Vilhelms værelse' (1975), digtene, novellerne og ikke mindst erindringsbøgerne, kulminerende i det barske bind om narkomanien og ægteskabet med den ildevarslende dobbelttitel 'Gift' (1971). Tove Ditlevsen havde samme rå holdning til sig selv og til verden. Hendes selvbiografi fra de første bind 'Barndom' og 'Ungdom' (1967) spiller også på, at hun tidligt var blevet en legende, længe før hun i 1976, 58 år, fik held med sit sidste selvmordsforsøg. 'Tove Ditlevsen som ung' er bind 2 i en serie, hvor cand.mag. Frank Egholm Andersen vil præsentere 'store danske forfattere' som unge og for unge. 1. bind var 'H.C. Andersen som ung', næste levende billede bliver 'Klaus Rifbjerg som ung'. Ideen er i al kommerciel enkelhed »at fokusere på forfatternes ungdom og sætte den i relation til unges virkelighed i dag«. De unge skal læse klassikere Tja. Initiativet vækker ambivalente følelser. På den ene side ligner det et skrabud for den ungdommelige selvspejling, der i forvejen har kronede dage overalt i samfundet og i skolesystemet. På den anden side er formålet jo ædelt: at lokke næste generation til at læse klassikerne, og hvis lidt kvik genfortælling kan udrette undere, så 'skam få den, der tænker ilde derom', som der står på den britiske hosebåndsorden. Frank Egholm Andersen gør det livligt og sobert. I 15 raske kapitler kommer vi fra den berømte barndom i Hedebygade, Kbh. V, forholdet til moderen, broderen, kammeraterne, skolen og kontorjobbene, via de litterære drømme, der realiseres i trampolinægteskabet med redaktør Viggo F. Møller, frem til de første bøger, tidsskriftet Vild Hvede og Unge Kunstneres Klub, nærmiljøet med venner, elskere & ægtemænd i Sydhavnen, frem til de etablerede år. Egholm Andersen har sans for Tove Ditlevsens temperament, hendes kreative overdrivelser og alle de mytologiseringer, hun selv »stillede sig til rådighed for«: »Den poetiske blomst fra stenbroen. Den beregnende 'gold-digger', der solgte sig selv for kunstens skyld. Vidunderbarnet fra Vesterbro. Den frække og rapkæftede rejekælling. Den medfølende og livskloge rådgiver. Den sindssyge narkoman og alkoholiker. En af de største sproglige og poetiske fornyere i nyere tid«. Den ægte Tove Ditlevsen Der øses af erindringsbøgerne, af brevene med forfatterveninden Ester Nagel og af Karen Sybergs, Jens Andersens og Sven Ove Gades bøger om hovedpersonerne. Der er kortbiografier om bipersoner - selv Jens Otto Krag er med, fordi han en tid »arbejdede sammen med den unge Tove Ditlevsen i Valutacentralen«. Og der er henvisninger til litteratur om forfatterskabet, til film, tv-programmer og netsider om Vor Tove - og så naturligvis til hendes egne bøger 1939-78. Og det er jo dér, nye læsere skal sluses hen: til den ægte vare. Ingen har skrevet bedre om hende end hun selv i skolebogen 'Tove Ditlevsen om sig selv' fra 1975, og hendes stil er så markant, selv i korte citater, at man hører hende for sig, lige levende og provokerende, med den drævende stemme og den hæse tobakslatter. Det er det, der gør forskellen til H.C. Branners farlige patos: det bidske vid og den tørre selvironi. Hun kunne formulere det ultrakort: »Kend dig selv«, sagde Sokrates, uden at tænke på, at det godt kan blive et rigtig ubehageligt bekendtskab.