Hvis man havde indstillet sig på, at religion og religiøse ledere var ved at blive udmanøvreret som politisk kraft af modernitet og sekularisme, må Irans 'islamiske revolution' i 1979 have været et chok: Her stod man pludselig med et præstestyre, der ikke alene fjernede en af supermagten USA's nære allierede, shahen, men som også truede med at eksportere sin islamiske revolution til andre lande. Det var et chok for mange. Og det var også stærkt medvirkende til, at islam langsomt genopstod som vestligt fjendebillede, alt imens den tidligere koldkrigsfjende i 'østblokken' gik i opløsning op gennem 1980'erne. Så vidt kom det, at fremtrædende forskere som den amerikanske professor Samuel Huntington ligefrem forudså en 'civilisationernes kamp', hvor religiøst baserede civilisationer kæmpede om militær og økonomisk dominans. For nogle - herunder for det nationale højre ud over store dele af Europa - er det stadig sådan, fronterne er tegnet op: Vi og vores 'vestlige værdier' står over for en muslimsk monolit, der søger at få kontrollen over vores oplyste samfund og demokratier. Ikke kun muslimer der misbruger religion Den svenske diplomat og forfatter Ingmar Karlssons seneste bog, 'Tro, Terror och Tolerans', er et befriende opgør med det verdenssyn. Og den er et frontalangreb på en række af de simplificerede, for ikke at sige intellektuelt vulgære, antagelser, der ligger bag Huntingtons teser og udsagn. Uden hverken at undskylde eller forklejne formørkede mullahers syn på verden er en af bogens centrale pointer desuden, at det ikke kun er i den muslimske verden, at religion bruges og - ikke mindst - misbruges af politiske magthavere og deres modstandere. Det samme sker, og er sket, i kæmpe magter som Kina, Indien og USA, der også behandles i bogen sammen med Balkan og Mellemøsten. Amerikanerne er meget kristne Om USA påpeger Karlsson, at det måske nok var den første sekulære stat i moderne tid, men i dag står supermagten ikke desto mindre som en af de allermest kristne: Der er 300 kirkesamfund, 60 procent af amerikanerne er medlem af et af dem, og 40 procent går i kirke en gang om ugen (i Frankrig og Storbritannien er det henholdsvis 12 og 14 procent). Ni af ti amerikanere tror på Gud, otte af ti tror på miraklerne i Det Ny Testamente, fem ud af ti tror på engle, og 28 procent mener, at hvert et ord af Bibelen skal tages bogstaveligt. Så kraftigt et religiøst islæt har givet grobund for stærke religiøse kræfter, der indtil for få år siden samlede sig i stærke koalitioner og bevægelser. Men efter en række moralske (!) skandaler er mange af dem blevet svækket, i stedet er en stor del af den religiøse kraft blevet rettet mod præsident George W. Bushs republikanske parti, hvor de har sat sig tydelige spor. Den skriftlærde Et eksempel er præsident Bushs fremmeste taleskriver, Michael Gerson, der har en eksamen fra de kristne fundamentalisters svar på Harvard, Wheaton College i Illinois, og som går under øgenavnet den skriftlærde. Det var ham, der fandt inspirationen til udtrykket 'Ondskabens Akse' i en kristen salme. Et andet eksempel er den omstridte justitsminister, abortmodstander og homofob, John Ashcroft, der også er manden bag den såkaldte antiterrorpakke Patriot Act, der gav det amerikanske forbundspoliti FBI en række nye beføjelser til bl.a. telefonaflytning, tilbageholdelse af immigranter og internetkontrol. Ashcroft, der indleder hver arbejdsdag med en bøn, er aktiv i pinsebevægelsen Assemblies of God med 2,5 millioner medlemmer, der tror på en bogstavelig tolkning af Bibelen. Hans samfundssyn illustreres af følgende pluk (oversat fra Karlssons svensksprogede bog) fra en tale til de kristne fundamentalisters højborg, Bob Jones Universitetet, i maj 1999: Jesus er konge »Som noget unikt blandt alle nationer erkender Amerika, at kilden til vor karakter er guddommelig og evig, og ikke verdslig. Og eftersom vi har forstået, at vor kilde er evig, har Amerika været anderledes. Vi har ingen anden konge end Jesus«. Det stærke religiøse element smitter af på bl.a. USA's politik i Mellemøsten: »Ifølge opinionsmålinger tror næsten 60 procent af de amerikanske protestanter og 35 procent af katolikkerne, at staten Israels tilblivelse var en opfyldelse af bibelske profetier«, skriver Ingmar Karlsson. Han fremhæver, at også forsvarsminister Rumsfeld før jul i 2002 samlede kristne ledere for at spørge, om en krig i Irak kunne retfærdiggøres i bibelsk forstand. Således turde Ingmar Karlsson klart have antydet, at man kan spørge, hvem det egentlig er, der udgør denne verdens hellige krigere. De udgøres i hvert fald ikke kun af folk fra den muslimske verden, selv om de naturligvis også findes dér, og også det får en grundig omtale i Karlsson bog. Her ligger den svenske diplomats helt store styrke, og han er præcis helt ned i detaljen af religiøse tekster. Det bruger han bl.a. til at tilbagevise en ofte hørt vrangforestilling om en islamisk 'monolit', der styres af ét præsteskab, som vil omvende den ganske verden. Det billede er falsk. Den muslimske verden har mange facetter og voldsomme diskussioner mellem konservative og reformister, ekstremister og moderate og mellem liberale og mørkemænd. Islam og demokrati For også i den muslimske verden er demokrati på dagsordenen, og ikke kun i EU-ansøgerlandet Tyrkiet og i Asien, men også i den arabiske verden. Ingen kan vide, hvorhen det fører, eller om - og i givet fald hvor hurtigt - sådan en diskussion bærer frugt, men Karlsson antyder, at tingene jo kan gå hurtigt. I et afsnit spørger han ligefrem, om Iran - arnestedet for den islamiske revolution i 1979 og genfødslen af islam som fjendebillede - bliver vor tids første postislamiske samfund? »Selv om islam ikke har været foreneligt med demokrati hidtil, indebærer det ikke, at pluralistisk demokrati forbliver en umulighed i fremtiden«, påpeger han. I forhold til Iran udgør de senere års store demografiske, sociale og økonomiske udfordringer en iboende kraft mod forandring, selv om det herskende præsteskab (også det har flere facetter end magthavernes) efter valget for nylig atter forsøger at sætte tiden tilbage. Det samme forsøgte magthaverne i den tidligere østblok - i dag er mange af dem medlemmer af EU og forandret til ukendelighed. Hvor det i Iran er magthaverne, der har sat sig på den såkaldte fundamentalisme, er det oppositionen i andre muslimske lande. Men fælles er, at fundamentalismen på intet tidspunkt har udgjort en trussel mod liberale demokratier, men mod familier og etpartistater. »Alternativet til et islamisk styre er derfor i dag konservative monarkier eller militærregimer uden demokratisk forankring, diktaturer forklædt i panarabisk eller islamisk retorik eller formelle demokratier, som i realiteten er et etpartisystem med demokratisk kosmetik«, pointerer Karlsson. Europas op mod 15 millioner muslimer kan med deres tanker og ideer som borgere i moderne europæiske samfund komme til at spille en vigtig rolle i en reformproces. Multikulturalisme Men Karlsson, der også her er på hjemmebane som en skarp iagttager af den europæiske islamdebat, understreger, at Europa også selv står over for et vigtigt valg. På den ene side er det vigtigt at fastholde nogle kerneværdier og passe på med at drive multikulturalismen så vidt, at samfundet fragmenterer, ligesom det er set flere steder i Storbritannien. »Hensynet til religiøs egenart må imidlertid ikke gå så langt, at elever fritages for elementer i undervisningen, som ikke passer forældrene«, lyder det blandt andet. På den anden side er det afgørende at give de europæiske muslimer, som jo vil vokse i antal i de kommende år, så meget medejerskab til samfundet, at de føler sig som en del af det. For mislykkes det, bl.a. takket være racister og populistiske højrefløjsnationalister, risikerer vi at forstøde store grupper af muslimer, så de i stedet for at virke med samfundet begynder at kæmpe imod det. Meget er på spil, og det kræver mere end blot religiøse diskussioner at klare udfordringen: »Kun en afpolitiseret og liberal islam kan integreres i Europa, og en sådan integration er kun mulig, hvis den løber parallelt med en økonomisk og social integration«, understreger Karlsson, der nok en gang har skrevet en helt og aldeles tankevækkende bog.