At genfortælle Shakespeare har altid været en udbredt fornøjelse - lige siden søskendeparret Mary (f. 1764) og Charles Lamb (f. 1775) gjorde sig deres berømte anstrengelser med 'Tales from Shakespeare'. Bogen blev en stor succes i det romantiske England, som endnu så stort på, hvad det var, Shakespeare selv havde skrevet - hvis man da vidste, hvad det var, han selv havde skrevet. Hvad ville 'selv' sige? Hensigten med Lambs bog var også ganske klar: Unge mennesker, dvs. skoleelever, skulle stifte bekendtskab med Shakespeare i en let tilgængelig og smukt ferniseret udgave, og drengene, som tidligere end pigerne fik adgang til forældrenes bogsamling, skulle læse højt for deres søstre for at styrke deres søstres dyd og opmuntre deres mod. Hvad Shakespeare ikke var Midt i denne - egentlig påskønnelsesværdige - moralske begejstring for Shakespeare var der mange fejl og udeladelser, ville vi sige - f.eks. er det først til allersidst i 'King Lear', at figuren Gloucester og hans to sønner, den ægte og den uægte, overhovedet optræder, og i 'Helligtrekongersaften' er skikkelsen Malvolio simpelt hen udeladt! Siden da har vi fået historie, kilder og kildekritik - samt en ny erkendelse af, hvad det var, Shakespeare ikke var: Han var ikke filosof, han var ikke moralist - han var dramatiker. Men hvem han var som dramatiker, er der til gengæld delte meninger om. Nyeste tid har bl.a. med filmen 'Shakespeare in Love' genskabt ham som lettere romantiker. Andre anser ham for tungere utopist - f.eks. Peter Brook i filmen fra 1972 'King Lear', hvor det feudale samfunds snævre grænser for menneskelighed er aftegnet i Kong Lears rejse fra ingenting til ingenting. Hvad gør man med et menneske, som har givet afkald på sin status? Hvilke regler gælder så? Det kunne Shakespeare ikke give svaret på, men han kunne visionært fremstille spørgsmålstegnet og tomheden i en tidsepoke, som endnu hverken havde overvejet(?) - eller løst - problemet. Shakespeares blankvers Disse overvejelser skal med, fordi teologen Andreas Davidsen nu igen forsøger kunststykket at genfortælle fem af Shakespeares mest kendte dramaer - med den hensigt at vise, at Shakespeare belyste forholdet mellem Gud og individ. Han var ikke nihilist. (Sagt i en meget lille parentes har jeg nu heller aldrig været af den opfattelse ... men andre har, deriblandt Tolstoj ...). At kalde Shakespeare for »nihilist« i bred almindelighed er simpelt hen for kortfattet, synes jeg. At der er nihilistiske elementer, især i hans monologer, er derimod nok en forsvarlig påstand. Det er altså lettere at fortælle, hvad Shakespeare ikke var, end at fortælle, hvad han var. At gengive handlingen i hans stykker er svært - dels fordi de fleste handlinger er indviklede indtil det besynderlige - dels fordi man jo mangler noget af det vigtigste: Shakespeares blankvers. Jo mere detaljeret genfortælling, desto større savn af Shakespeare himself. Andreas Davidsens bog er opstået som en bearbejdelse af hans arbejde med at opsætte Shakespeare i sognegårde, forsamlingshuse og menigheder, et godt og nyttigt arbejde. Man mærker hans sikre sans for personerne, hans valg mellem muligheder, hans vægtning af det stærkeste i dramaerne - man er sjældent uenig i de tolkninger, han meget sparsomt lader flyde med ind i genfortællingen. Han fortæller godt. Men den overordnede mening, samtalen mellem Gud og individ hos Shakespeare, synes jeg nu nok, man burde have hørt mere til. Jeg tør godt hævde, at S. ikke interesserede sig for fem flade øre for Gud - men selvfølgelig meget for individet. Det er en af de største anstødssten for et såkaldt kristent menneske, at udredningen af ham begynder tillidsfuldt med tiltroen til Vorherre og ender i det tomme grænseland, hvorfra ingen vender tilbage, for nu at citere den paradoksale erkendelse i f.eks. Hamlet. Andreas Davidsens bog er smukt illustreret med nogle af de bedste tegninger fra Shakespeare-opførelser i Danmark, pennen tilhører teatertegneren Flemming Nyborg. Og hvis man er doven og skal holde foredrag om et af de kendte stykker, er genfortællingerne også at anbefale, tilføjer jeg.