Omkring år 1900 afløste Arktis det hårdt prøvede Afrika som europæiske opdagelsesrejsendes boldgade. Stormagterne havde for længst trukket streger gennem det hede kontinent på den sydlige halvkugle. Nu gjaldt det udforskningen af de få hvide pletter på landkortet omkring Nordpolen og Grønland. Det handlede om at komme først. For mænd af den rette støbning var det kolde nord en mulighed for at skabe sig et navn, gå over i historien, blive udødelige. Peary og Amundsen havde banet vejen, hvem ville blive de næste? Journalist Ludvig Mylius-Erichsen, der virkede ved Politiken og havde store ambitioner også som forfatter, var ikke i tvivl. I ham virkede rastløshed og forfængelighed samt en god portion radikalisme og nysgerrighed. Han så mulighederne i nord og havde evnen til at få sin vilje. Mylius-Erichsen fik ideen både til Den Danske Litterære Grønlands-Ekspedition 1902-1904 og til Danmarkekspeditionen til Grønlands Østkyst få år efter, som endte med at koste ham selv og to andre rejsedeltagere livet. Mylius' død i 1907 er stadig en af de store gåder i dansk grønlandsudforskning. Upublicerede dagbøger Der findes ingen film eller lydoptagelser fra Mylius' første ekspedition, som også blev et drama på liv og død, men der findes de upublicerede dagbøger, som deltagerne skrev, og så naturligvis værket 'Grønland', som Mylius begyndte og Moltke fuldførte. Det er disse kilder, som Kurt L. Frederiksen har baseret sin intenst spændende og vellykkede fortælling om den litterære ekspeditions strabadser på. Den er skruet sammen som en roman, men Frederiksen, der tidligere har udgivet den fornemme 'Kongen af Thule' om Knud Rasmussen, er tro over for kilderne, når han lægger sine replikker i munden på de hårdt prøvede mænd. Ud over Mylius bestod truppen af en ung Knud Rasmussen, maleren Harald Moltke, lægen Alfred Bertelsen samt Rasmussens barndomsven, Jørgen Brønlund, der stødte til på Grønland - og senere skulle blive ophavsmand til det uforglemmelige dagbogsnotat 'Omkom 79-Fjorden', som han skrev kort før sin egen kuldedød på Danmarksekspeditionen. Gav slædehund tæsk Centralt i Frederiksens fortælling er rivaliseringen mellem Mylius og Rasmussen. Mylius er jaloux på den karismatiske Rasmussen, der taler de indfødtes sprog og går sine egne veje til omverdenens stående applaus. Mylius føler ikke, Rasmussen er åben og hjælpsom nok, men samtidig kan han sagtens få øje på alt det, som Rasmussen faktisk bidrager med hele turen igennem. Godt humør, fest og farver, ja, alt det, som enspænderen Mylius ikke selv er i besiddelse af. Han er hårdfør, ærgerrig og har det egentlig bedst i sit eget selskab, selv om det nogen gange består i at ligge i en våd og kold sovepose i dagevis og vente på bedre vejr. Mylius har mange dæmoner at slås med, på et tidspunkt giver han en slædehund tæsk flere dage i træk. Man får indtryk af, at det også er alt det, han slås med i sit sind, han tamper. Den litterære ekspedition satte sig for at supplere de geografiske data, man dengang havde om Grønland, med viden om de oprindelige beboeres kultur og sociale vilkår. De deltagende kom mirakuløst helskindede hjem, Moltke dog invalideret; men det var mere held end forstand. Mere end én gang var de i livsfare på grund af våger, gletscherspalter og den barske naturs luner i øvrigt. De skulle over Melville-bugten ved Grønlands vestkyst, men kunne kun komme frem, når isen var hård. Moltke var dødssyg og feberhed i månedsvis og måtte slæbes rundt på slæde. Til den barske natur kom de indestængte frustrationer, særligt mellem Mylius og Rasmussen. Formentlig ikke større end de ville være mellem så mange andre raske mænd (eller kvinder), der var tvunget til at befinde sig så lang tid sammen under så hårde vilkår. Men dertil kom, at særligt Mylius hele tiden var sig bevidst, at han var på Grønland for at skabe sig et navn. For at udføre noget heroisk. I stedet for at nyde friheden, suge til sig, bare leve i friheden under stjernernes isblink så han ti skridt frem - ligesom han tit så spøgelser, når han mistænkte Rasmussen og nogle af de andre for at rotte sig sammen mod ham. Kickstartede Knud Rasmussen Kurt L. Frederiksen er velbevandret i den grønlandske kultur. Han skildrer livet på bopladserne, så man fornemmer hundenes blodige vildskab, særligt når de er ved at blive vanvittige af sult, og beboernes forestillinger om besjæling og skæbne, og han fremmaner meget overbevisende den vej og de motiver, som både Knud Rasmussen og Mylius-Erichsen valgte, efter at den litterære ekspedition var tilendebragt. Mylius så meget klart, at han fremover måtte overlade antropologien på Grønland til Rasmussen, der havde nemt ved feltarbejdet, også i kvindeligt selskab, og selv tage sig af den del af Grønland, hvor der skulle løses kartografiske og lignende opgaver. Den litterære ekspedition var lige som den senere Danmarkekspedition rodet og mangelfuldt planlagt, men indfriede faktisk mange af sine mål. Den nåede op til de eskimoer i Thule-området, som danskere ikke før havde besøgt, og lagde grunden til det senere samkvem mellem danskere og grønlændere, også handelsmæssigt. Det må også regnes for et af dens indirekte resultater, at den kickstartede Knud Rasmussens fantastiske livsgerning som opdagelsesrejsende. Der er kommet en spændende fortælling ud af Kurt L. Frederiksens utraditionelle blanding af fiktion og autenticitet. Forfatteren er her, der og alle vegne. Også helt oppe i enden på grev Moltke, der skal kureres for forstoppelse. Den polare bacille I modsætning til Ole Ventegodts meget faktuelle (og anbefalelsesværdige) bog om Danmarkekspeditionen, 'Den sidste brik' (1997), har Frederiksen valgt den poetiske metode, og det giver masser af plads til de hårdt prøvede mænds indre liv: Længslen efter dem derhjemme, mændenes forsøg på at finde de rigtige proportioner, når de tager livtag med deres egen forfængelighed, når de endnu en gang er blevet angrebet af det, som Mylius kalder 'den polare bacille': ærgerrigheden. Ingen af dem, heller ikke Mylius, bryder sig om at gå i for små sko over for rejsefællerne, men det kan være svært at sejle op mod sin egen natur. Kurt L. Frederiksens metode kommer sjæl og kød på de gamle skeletter, så de mytiske skikkelser rejser sig som troværdige personer. Rasmussens sagnkunst, Mylius' digte, Moltkes tegnerier og dramatiske forsøg og alle trakasserierne med lus, sult og kulde farver fortællingen. På et tidspunkt får de rejsende besøg af selveste Roald Amundsen, han forærer dem Goethes samlede værker. På tysk naturligvis. »Kun den, der kender længslen, ved hvad jeg må lide«. For en nutidig læser er det opkvikkende og yderst ansporende pludselig at have fået mulighed for at være med på en ekspedition, man aldrig troede, man ville være kommet i nærheden af. Kurt L. Frederiksen rykker drømmen - og mareridtet - helt tæt på.