Den 8-årige Nan var i biografen med sin mor i begyndelsen af 1940'erne, i bjergbyen Malang på Java i det daværende Hollandsk Ostindien, hvor de boede sammen med faderen, der var pilot i den hollandske hær. Hun så en Shirley Temple-film, 'Den blå fugl', og det eventyr fik hun god brug for i de kommende år. Det hjalp hende gennem mange kedsommelige timer i de fangelejre, som hun og hendes mor blev anbragt i, efter at japanerne i 1942 invaderede Java. I lejrene var der hverken film, bøger eller skole, kun den nøgne kamp for at overleve sammen med de tusinder af andre internerede europæere. Det har den nu 70-årige Nan Lillelund skrevet en bog om, 'En brutal bagage', på forsiden illustreret med en af de to slidte kufferter, som fulgte dem hele vejen og siden var stuvet af vejen på loftet i en villa - sammen med de belastende minder, de repræsenterede. Hun har før berettet om sin usædvanlige barndom i radioen og i bogen 'Solen blev sort' af Birthe Lauritsen, som også har hjulpet hende med nærværende udgivelse. Nyttig sæbe Det er en utrolig historie. Ikke voldsomt godt fortalt, men det opvejes af dramatikken i de hændelser, der berettes. Denne fantastiske mor, som kunne pakke to kufferter så klogt med mad og tøj, at de holdt næsten hele krigen igennem, og som havde overskud til også at medbringe familiens kat, anbragt i en spand oven på en ordentlig forsyning grøn sæbe. Katten døde, men sæben kom til nytte både til at vaske pletter af tøjet - rigtig vask var der ikke råd til - til at stoppe de huller i væggen, som væggelusene kom ud af, og sidst, men ikke mindst som bytteobjekt i små klumper. Nan og hendes mor tilbragte to år i en fangelejr ved navn Gedangen, et katolsk kloster, som var bygget til 300 mennesker, men nu skulle huse omkring 6.000. I den hedeste egn af Java, med 40-45 grader om sommeren og en luftfugtighed, der »føltes som et varmt uldtæppe hentet ud af en balje med kogende vand og slynget godt omkring én«. Mange døde af klimaet og af de epidemier, der måtte opstå på sådan et sted, og af underernæring. Sukker var for eksempel en mangelvare, men Nans mor byttede sig frem, så barnet fik en teskefuld sukker om dagen, spist langsomt og med yderste velbehag. Kufferter på museum De japanske fangevogtere var brutale, slog både kvinder og børn - forfærdelige billeder, der dukkede op igen, da Nan Lillelund fandt sine gamle kufferter på loftet. Hun huskede en japansk vagtsoldat slå løs på moderen, mens hun selv skreg. »Da soldaten var færdig med at slå, kom hun hen til mig og åbnede hånden. Under hele afstraffelsen havde hun knuget den omkring det, hun havde hentet i kufferten. Det var en lille beholder med tørrede ærter. »Nu kan vi få en mundfuld. Tyg langsomt«, hviskede hun til mig«. Nan Lillelunds far, der var hollænder og pilot, døde i oktober 1945 uden at gense sin familie. Selv har hun hele sit liv måttet slås med eftervirkningerne af sine grusomme barndomsoplevelser - bl.a. fordi ingen ville høre om dem i årene efter krigen - men arbejdet med bogen har været gavnligt, mener hun selv. Kufferterne står i dag på Nationalmuseet.