Grækenlands guder var letsindige, urimelige, barnlige og egoistiske i deres leg med deres menigheder og mennesker. Alligevel er der over de græske og romerske guder en forsonende aura af det, som romerne i deres tid på latin kaldte quale, det sanseligt ubeskrivelige, såsom duften af olivenlunde, smagen af vin og følelsen af kærtegn. Det er denne forunderligt sorgløse sanselighed, som har draget og frastødt op igennem vor kulturhistorie. Men det er frem for alt denne ånd, som slynger sig igennem de fortræffelige græske mytologier, som generationer af danskere har brugt, skrevet af den store Leo Hjortsø, der skrev alt i olympisk mandtal: Homer er herlig, og hans guder er endnu herligere. Vi er jo i Grækenland, hvor solen aldrig går ned over smukke kvinder, stolte mænd og et rosenfingret landskab uden nordisk tåge, bekymring og bondeanger. Underholdende som en roman Lad det være sagt med det samme; Chr. Gorm Tortzens Antik Mytologi er ikke en automatisk afløser for Hjortsøs grundige mytologiske opslagsværker. Men hans fremragende fremstilling af den mytologi, som herskede i verden fra cirka 1600 før vor tidsregning til 400 efter og sådan set alligevel og siden klarer sig godt i billedkunst og litteratur, er både velskreven, personlig, inciterende og moderne. Sådan set kan Antik Mytologi læses som en underholdende roman, fra de første sider om tidernes og titanernes morgen til den aften den sidste helt fra Troja kom hjem til øen. Alt sammen i de forne sekler, grækerne både mente var historiske, autentiske og så alligevel bøjet i eventyrets 'der var engang'-kasus. Det er den dobbeltbundne diskurs i antik mytologi, der konfronterede både det antikke menneske og hendes nutidige efterkommere. Guderne lever i deres fabler og lignelser, men til tider er de altså helt klart iblandt os, her og nu, som vinden i piletræer, fugletræk over himlen eller i en statue af bronze. Satte guderne i system En sådan tvetydig opfattelse opstod især i den epoke, vi kalder for hellenismen, den postklassiske tid efter Alexanders erobring af demokratiets Athen i 300-tallet før vor tidsregning, hvor den ganske verden vedbliver at være græsksindet, men hvor sindet ikke længere har centrum i Hellas, og som kulturperiodisk strækker sig langt ind i Romerriget. Det er her, Tortzen har fremdraget Apollodor, antikkens mytograf, manden, der satte en rodet gudeverden i system og dermed også viste, at Rom sådan rub og stub havde overtaget de græske guder. Antik Mytologi er derfor antik i dobbelt forstand. Tortzen giver gode oversigter af den mytologiske paratviden og alle legenderne og samtidig et portræt af antikkens egen opfattelse af disses betydning som erfaringshorisont for oldtiden som rettesnor og religion. Fejrede guder med processioner Bogens olympiske forfatter har som klassisk filolog en sund skepsis over for alskens psykologiske udlægninger af antikke sager fra Freud, Jung og alle de andre i Holger Fortolker-klassen. Metodisk er han strukturalist 'light', læner sig lidt op ad den franske antropolog Levi-Strauss - myten har sin egen logik, sproget ikke umiddelbart kan beskrive - men er dog mere i familie med de store europæiske mytologer, Kerényi, G.S. Kirk og digteren Robert Graves, hvis 'The Greek Myths' synes at være forbilledet med hensyn til formidlingen. Og den er glimrende. Men en anmeldelse skal jo ikke helt ligne en ode til en græsk vase, så en(este) kritisk(e) indvending er fraværet af dybere overvejelser over, hvorledes grækerne egentlig dyrkede deres guder. Vi ved meget lidt, men dog at de fejrede dem med store processioner, pomp og pragt, sportsstævner, ædegilder og muligvis sexorgier. Okay, det kan læseren jo selv tænke sig til hos Tortzen, som med sin Antik Mytologi endnu en gang artikulerer antikkens accent for det moderne menneskes i hvert fald europæiske selvforståelse. Og det er jo den, vi så gerne vil have op at stå, sådan i og omkring EU eller hur? PS: Oplagt gave til årets studenter.