Ludwig Wittgenstein vedbliver omtrent som Kierkegaard med at inspirere vidt forskellige gemytter. Ligesom Kierkegaard var et privilegeret barn af Københavns guldalder som beskrevet af H.E. Nørregaard Nielsen - på samme vis var Wittgenstein barn af Wiens guldalder, som beskrevet af Stefan Zweig. I øvrigt sans comparaison. For Wittgenstein var søn af en formelig industrifyrste og voksede op i et hjem med klaver - ja, helt nøjagtigt syv flygler. Forældrene var assimilerede jøder, der gav deres børn en katolsk opdragelse. Faderen var sin by en rundhåndet mæcen, og tidens største kunstnere kom i hjemmet. Men skønt flere af Ludwigs søskende ligesom moderen havde ypperlige musikalske evner, indgav Ludwig kun moderate forhåbninger. Men til faderens glæde interesserede han sig for mekanik og teknik og blev sendt på en realskole, to klasser over Adolf Hitler. Dernæst på en teknisk højskole med ypperlige kræfter og derfra videre til et universitet i Manchester, hvor han studerede flyteknik. Filosofi som selvopdragelse Vi kender den romantiske historie om eneren, der gav afkald på sin formue; som forlod sin ingeniøruddannelse til fordel for filosofien; som udfordrede døden ved fronten, hvor han høstede tapperhedsmedaljer, samtidig med at han skrev på sit banebrydende lille værk 'Tractatus' - for siden at trække sig tilbage som klostergartner og mislykket landsbyskolelærer i Østrigs bjerge, i den anderledes ubeskedne forestilling, at han havde bragt filosofiens historie til ende. For filosofien var som en stige, som man smider væk efter brugen, og som burde være overflødig. Modsat videnskab, der vitterlig giver ny viden, burde filosofi være en art selvopdragelse og tanketugt og ikke en mondæn last. Reddet fra selvmord Det var i England, at Wittgenstein kom i kontakt med filosofien, idet han i 1912 opsøgte Bertrand Russell, der hurtigt indså hans specielle talent for logiske grundlagsproblemer - og i øvrigt havde sit hyr med at afholde den excentriske unge mand fra at begå selvmord. For hans største personlige inspirationskilde ud over Schopenhauer samt Oswald Spenglers 'Untergang des Abendlandes' var den famøse Otto Weininger - som i sit dengang beundrede værk 'Køn og karakter' frakendte jøder, homoseksuelle og kvinder ånd og karakter: og i konsekvens heraf derefter begik selvmord ... Det samme gjorde tre af Wittgensteins søskende, og man forstår, at Freud må have haft kronede dage. Det var Russell, der efter Wittgensteins mangeårige selvvalgte diaspora atter trak ham frem af glemslen og skaffede ham et professorat i Cambridge - samt den fornødne proforma doktorgrad. For det foregik i de gode gamle dage før vor demokratiske tids honnette hundeslagsmål og komiske pedanterier - som næppe kan give vore efterkommere meget at biografere. But then, you can't have everything ...Fysik som inspiration Den genfødte Wittgenstein er mest kendt som den søgende skribent med forkærlighed for enkle hverdagseksempler - men den tidlige Wittgenstein var på en gang mere metafysisk og mere matematisk eksakt. Den dedikerede danske Wittgenstein-forsker og videnskabshistoriker Peter Kjærgaard kan imidlertid dokumentere, at Wittgenstein vedblivende regnede fin du siecle's førende fysikere Bolzman og Hertz for sine største filosofiske inspiratorer - også i deres foragt for den meste filosofi. Endvidere har hans tekniske fortid hidtil har været komplet overset som filosofisk irrelevant. Ikke desto mindre viser en del formuleringer i 'Tractatus' sig tydeligt beslægtede med sentenser hos Heinrich Hertz. Sagen er den, at både Hertz og Bolzman skrev meget om videnskabens væsen og grundlag, øjensynligt inspirerede af den kantianske filosof Ernst Mach. Det kantianske bestod i en skepsis over vor mulighed for at kende tingenes væsen - idealet var for Hertz det logisk konsistente og simplest mulige aksiomatiske system, med formler, billeder og modeller, som bedst muligt formår at sammenfatte vore erfaringer. De konstaterede lovmæssigheder, deres konsolidering og matematiske perfektionering er alt, hvad vi kan tænke på. Das Ding an sich med 'kræfter' og 'væsen' kan vi kun drømme om. Kender kun det, sproget fanger Wittgensteins 'Tractatus' havde en lignende dobbelthed med sit algebraiske videnskabsideal på den ene side - og en kantiansk ydmyg parentes om videnskabens potens på den anden: Vi kan kun kende den verden, som vort sproglige fangstnet er bygget til - og at verden overhovedet er der, er det mystiske, hvorom vi intet meningsfuldt kan sige. Det, som han kaldte 'kendsgerninger', og som sprogets sætninger skulle afbilde logisk, synes inspireret af disse ideer - og handler i så fald alene om den slags viden, vi kan håbe at opnå, ikke om virkelighedens inderste natur. Omtrent ligesom selv avancerede pc-brugere ikke derved er spor klogere på, hvordan skidtet egentlig virker - bortset fra at det er der nu andre, der ved. Både Einstein og Bohr skulle senere tage afstand fra Mach og mente begge, at fysikkens triumf netop var at gennemtrænge 'Das Ding an sich', trods universets fjernhed fra vor medfødte intuition. Især Københavnerskolen er kendt for den skråsikre tese, at der ikke er nogen hemmelighed bag kvantefysikken. Denne kunne nu ellers godt inspirere til en moderat kantiansk ydmyghed - for sæt Kant skulle have ret i, at 'hemmeligheden' er principielt hinsides menneskelig forestilling. Blot kan vi i så fald aldrig konstatere det sikkert, så det er en lidet sporty indstilling. Peter Kjærgaards bog er et væsentligt idehistorisk korrektiv til de velkendte biografier om Wittgenstein.