Læser man digteren og forfatteren Niels Frank med hårene, har han med sin nye, store essaybog på 420 sider bedrevet en storslået, sensuel tekstmosaik; en genrehybrid af rang, der sindrigt og tænksomt sammenfletter drømme, rejsebeskrivelser, familiefortid og sorgarbejde, selvbiografiske homoerfaringer, skarpt sansede hverdagsdetaljer og kunsthistoriske rids med æstetikteoretiske overvejelser og refleksioner. Alt i en stærkt personlig, essayistisk stilart, næret af Marcel Prousts og Roland Barthes' uopnåelige og forbilledlige stemmer, der overalt hvisker og tisker med i baggrunden. Resultatet er en let monstrøs, men også meget givende tekst, der med sine 101 kapitler er kommet til verden mellem 1987 og 2003. I hele denne periode nedskriver, omskriver og overskriver Frank en skønsom blanding af tidligere og nye tekster. Som en flygtning krydser han ofte sit spor; han fremstår som et eksileret, let forskudt, svagt melankolsk og næsten excentrisk, men også ofte lykkeligt individ, der trækker vod gennem overkrydsningen af jeget og rejsen, sansningen og refleksionen; ikke alene i tanken, men også helt konkret på vejen, i New York, Toscana, Californien, troperne og Yucatan. Jeget er spaltet, forskudt Det, vi får, er da et 'livsværk', et værk, hvor liv og skrift ikke rigtig lader sig adskille, men hvor Frank tværtimod insisterer på værdien af den gensidige befrugtning mellem de to sider af sagen. Forskellen på at skrive sig selv i første person og anden person er dermed den samme: jeget er spaltet, forskudt, altid undervejs i en ubalance mellem det modnede og det umodne, det færdigt slebne og det råt opdukkende. Jegets eksistentielle tilstand, verdens foranderlighed og skriftens bevægelser mimer dermed hinanden i en smuk, mobil væven sig frem gennem tanker, indfald, refleksioner, referater og sansninger. Anslaget er fejende flot og ambitionsniveauet velgørende højt. Skæv og skamskudt Læser man derimod Frank mod hårene, kan der være god grund til at spørge, om projektet indfries. Hvis Frank ikke når helt i mål, hvor havner han så i stedet, og hvad sker der dér? Jeg mener, Frank kommer tæt på at kæntre. Dels i kraft af den selvmodsigende genreblanding, han iværksætter, og dels ved de besynderlige galskabstekster, han et par steder indfletter. Men denne kæntren er netop det egentlig smukke og fascinerende ved bogen. Det, at projektet halvvejs mislykkes, frembringer måske ufrivilligt en medrivende kæntringstekst - man ser for sig en mægtig galeon, der ligger med den ene side af skroget opad, mens den anden side langsomt er på vej ned under havoverfladen. Så stopper bevægelsen, og galeonen ligger roligt og vugger dér i overfladen, skæv og skamskudt, men dog stadig oven vande. Afviser genrepurisme Lad os f.eks. kaste et blik på genrerne. En første opregning giver haiku, dagbog, breve, stationer, lignelser, forord, teori, dicta, aforismer, metaforismer, noter, lære, liste, fragment, selvbiografi, hær, glimt, føljeton, rejseberetning, opslag og selvfølgelig essay. Frank afsværger enhver genrepurisme, afskriver genrernes nette kategorier (f.eks. i 'De gamle mestre. Et lille essay om kunsten at skrive et essay') - men strør samtidig om sig med en til dels hjemmegjort ansamling af genrebetegnelser, ofte forsynet med en drejning, der er tale om en 'spejlnote' eller om en 'lille lære'. Dette paradoks er ikke ubetinget vellykket, det ville måske stå stærkere, hvis Frank enten helt undlod at bruge genrebetegnelser eller stod ved deres uoverskuelige mangfoldighed og lod dem avle ud mod et forsvindingspunkt. Utrolige galskabstekster Og så er der nogle utrolige galskabstekster, helt skizoide breve fra 'Nellie', en slags psykotisk pendant til 'Alice i Undreland'. Kontrasten mellem Franks altid dannede, kultiverede og begavede prosa (inklusive hans pletvise afstandtagen til samme dannelses glathed) og så Nellies rablende sindssyge og næsten uhyggelige beretninger, er ganske voldsom. For mig at se står de som en række sære fremmedlegemer, der radikalt bryder med al den forfinede essayistiske dannelse, Frank besidder. Men det er netop en befriende skønhedsfejl, en åbnende blamage i det, der ellers kan føles som et næsten uudholdeligt pænt og kløgtigt antræk af essayskrift. Til Nellies skizoskrift lægger sig det, der angiveligt er moderens egenhændige breve; breve skrevet i tiden op til hendes død (som hos Proust spiller den døde mor en stor rolle), breve, der er præget af en karsk og stærk naturlighed og ligefremhed, atter i slående kontrast til sønnens ofte stiliserede forfinelse - en kontrast, den altid opmærksomme Frank selvsagt selv noterer og betoner. Disse to kvinder, Nellie og moderen, skaber et indslag af noget henholdsvis vanvittigt og karsk, og disse indslag bryder og nedbryder det, der ellers nemt ville kunne føles ubærligt parfumeret og indestængt klogt. Fascinerende monsterværk Mere jordnært kan man indvende, at Frank nogle steder kommer tæt på at namedroppe vel rigeligt, det er da godt, at han er venner med Susan Sontag med flere, men det er vel ikke strengt nødvendigt, at vi som læsere skal oplyses om det; og så er der enkelte steder en tendens til referater af andres værker eller tanker, referater, der tangerer tomgang og det pligtskyldige og har et anstrøg af noget ophobet. Der er dog absolut ingen grund til at gå i små sko og være pedantisk - Niels Frank har med 'Første person, anden person' skabt et ofte blændende, højpersonligt og meget fascinerende monsterværk, og læseren anbefales varmt at bestige Franks rullende kloge og rablende rørende galeon.