Præsten i Thorning - nej, ikke Steen Steensen Blicher - men den aktuelle præst, Jesper Langballe, er - må man slutte - i besiddelse af et guddommeligt temperament. For i hans store bog om Steen Steensen Blichers forfatterskab med titlen 'Anlangendes et menneske' finder man mange eksempler på nærmest raseriagtige udbrud. Til belysning af påstanden: I et afsnit om Søren Kierkegaard og dennes forsvar for Blicher citerer Langballe Kierkegaards udsagn om at »få rene eksemplarer af normale mennesker kan da i rædsom monotoni avle en hel yngel af udvalgte, abstrakte 'Cosmopolit-gesicter'«. Hertil føjer Langballe så denne kommentar: »Dette mareridts-billede, fanget ind i få ord, er, læst i dag, som et varsel om det 20. århundredes totalitarisme - fra Sovjet til EU - der efter sit ahistoriske og overnationale koncept vil udslette ethvert nationalt og personligt præg og gøre menneskers ansigter til en endeløs række af ensartede, kosmopolitisk masker - en rotteyngel af normalitetens kunstige masse-reproduktioner«. Kritisk Blicher læsning Udsagn eller rettere udbrud af denne type bør man - for ikke at lide skibbrud i sin læsning - springe hen over. I stedet bør man prøve at læse bogen med Langballe, selv om meget i én stritter, når han sprutter og skælder ud på os andre, der ikke har fæste som han i en streng luthersk ortodoksi (læs: Tidehverv). Dette fæste gør, at han må opponere mod en lang række personligheder med Voltaire og Rousseau i spidsen, som han afskyer, ja, mere: som han tilsyneladende hader, og han trækker uden af ryste på hånden en lige linje fra Rousseau over Robespierre til Lenin, Stalin og Pol Pot. Langballe forsøger, siger han indledningsvis, at læse Blicher kritisk ud fra Blicher selv og ikke ud fra en nutidig idé eller kritisk metode, som er fremmed for værket. Anvender han overhovedet en anden fortolkningsnøgle, er denne hentet hos og i Søren Kierkegaard, den samtidslæser, der ifølge Langballe forstod Blicher bedst. Skeler han til andre, er det udelukkende til skribenter, Blicher har kendt og læst, som englænderne Alexander Pope, Edmund Burke og Walter Scott. Trynet og forhånet Blichers tanke- og idegrundlag var hele livet igennem 1700-tallets tankegods, og derfor blev han aldrig revet med af 1800-tallets forskellige strømninger fra den romantiske bølge i begyndelsen af århundredet til oprørsånden i slutningen af 1840'erne, hævder Langballe. Det er dog ikke ganske rigtigt, for Blicher flirtede til Langballes tydelige irritation i sine senere år med den liberale (ikke at forveksle med vor tids yndede liberalistiske) tidsånd. Langballe forklarer dette fald hos Blicher med, at Blicher efterhånden var så mat over at være blevet trynet og forhånet af sin tid, at han begyndte at bjæffe med tidsånden i stedet for at gå imod den. Blicher var nemlig gennem hele sit liv kongeglad og kongetro, synspunkter, Langballe kraftigt støtter, også selv om Blichers kongeidol Frederik VI på det nærmeste var ved at sætte nationens eksistens over styr. Blicher var på mange måder tilfreds med det bestående, hvilket afstedkom de liberales forargelse, for, siger Langballe, også dengang var det »at plante utilfredshed vejen til magten«. Langballes sprutterier Læsningen af Blichers værk er kronologisk, og hans private omstændigheder, der i andre Blicher-fremstillinger kan indtage endog megen stor plads - størst og værst i Jeppe Aakjærs bog om Blicher med den sigende titel 'Blichers Livstragedie i Breve og Aktstykker' (1904) - forbigås næsten. Hovedstykket hos Langballe er læsningen af 'En landsbydegns dagbog', for selv om anmelderen har svært ved at acceptere det teologiske indlæg om den bibelske pagtstanke, som Langballe serverer for læserne, er der sammenhæng og kraft i hans tolkning, ligesom man må bøje sig for den ægte begejstring for Blichers kunst, Langballe udtrykker. Den meget store bog, der ville have vundet ved, at Langballes 'sprutterier' var blevet skåret ned/væk, ender med en gennemgang af 'Fjorten dage i Jylland'. Denne har ligeledes en smuk storhed over sig, som man ikke kan andet end respektere, om end den også på grund af den anvendte prækenagtige sprogtone ligger milelangt fra den, en anden ville/turde anvende i behandlingen af Blicher, også fordi fremgangsmåden på flere måder lukker Blicher inde i et rum, hvis døre senere er blevet åbnet.