Jens Alstrup er en nu 42-årig datamatiker, der var 34, da han drog af sted gennem Sibirien sammen med et par noget yngre fyre, som han knap nok kendte. På cykel. Projektet for ham som for dem var at være de første, der krydsede Sibirien på cykel. Det blev hurtigt klart, at de tre cyklister, foruden at være i forskellig form, havde meget forskellige ideer om måden, det skulle ske på, samt forskellig indstilling til den verden og de mennesker, de mødte på deres trælse vej. Blev hægtet af Jens Alstrup blev hægtet af han var ikke tjekket og hurtig nok for de to andre, der var nyuddannede fysioterapeuter, i bedre form og meget målrettede på den (for mig at se) umodne måde. Men hvor de to helt opgav efter først at have forsøgt at gennemføre turen uden Jens Alstrup lykkedes det for ham at komme i mål i byen Perm i det europæiske Rusland efter østfra at have cyklet 6.830 km ud af de 9.130, km ruten var på. (De troede i øvrigt, den var over 600 km kortere på grund af en regnefejl). Sammenholdet begyndte at slå revner allerede før afrejsen. Den fandt sted i juni 1996, men først nu er Jens Alstrup efter eget udsagn kommet sig så meget over de psykiske knubs, at han har kunnet fortælle om turen i bogen Verdens værste tour , som trods nogle skønhedsfejl er blevet en medrivende og dynamisk redigeret beretning. Fordi Jens Alstrup ikke ville lade de to andre overtage hans projekt (det var ham, der havde fået ideen ved at læse Hjalte Tin og Nina Rasmussens bog om deres motorcykelrejse i Sovjetunionen), og fordi de blev fanget i processen med sponsorpenge og egne investeringer og angst for at tabe ansigt, drog de sammen af sted med fly til det østligste Sibirien, Magadan og blev chokerede over det barske og trøstesløse syn, der mødte dem. Manglende infrastruktur Nu var det ikke tilfældigt, at det var en straf at blive forvist til Sibirien i gamle dage, og at det er i Sibirien, der i sovjettiden for nylig lå enorme fangelejre. Der er måske nok smuk og storslået natur sine steder, men klimaet og myggene er ikke til at spøge med, og landskabet er mishandlet af forurening, forældet industri og minedrift, hæsligt byggeri, sociale katastrofer og manglende infrastruktur. Alt det synes næsten at være kommet bag på de tre små cyklister. Kun de unge af dem synes at have været fysisk velforberedte, og intellektuelt forberedte var de kun, for så vidt som de i modsætning til Jens Alstrup havde lært sig nødtørftigt russisk. Meget nødtørftigt. Hvad han til gengæld havde, som de manglede, var en nysgerrighed, tillidsfuldhed og modenhed, som hjalp ham til dels at få noget menneskeligt positivt ud af de fleste situationer, hvor de to andre synes at have været fulde af mistro, utålmodighed og latent foragt for deres medmennesker. Rodehoved Alstrup synes også i modsætning til de to sportsmænd at have haft et minimum af historisk og samfundsmæssig viden, medmindre han først har tilegnet sig den i forbindelse med skrivningen af bogen. Men han er, som han også selv nævner, ikke særlig psykisk robust, og sine steder nok også et rodehoved, der trækker store veksler på sine omgivelsers hjælpsomhed. (Således har han glemt sit pas, da han skal flyve hjem fra Moskva.) Verdens værste tour er selvfølgelig et partsindlæg Jens Alstrup har tydeligvis behov for at give sin version af begivenhederne, der førte op til, at han simpelt hen blev cyklet agterud i Jakutien og til sin åbenlyse rædsel blev overladt til sin skæbne i ødemarken. I øvrigt lige efter at han med nød og næppe har talt sig ud af et væbnet røveriforsøg. >b>Manglende sprogkundskaber Bortset fra alle hans andre trængsler er det gang på gang et enormt og begrædt handikap for Jens Alstrup, at han ikke taler sproget. Det er vigtigt, når man i den grad er henvist til andre menneskers velvilje, og når man i øvrigt interesserer sig for andre mennesker hvilket Jens Alstrup meget tiltalende gør. Men det er tydeligvis en af de mange ting, de kække cyklister undervurderede. Jens Alstrup har med en vis ret regnet med de to andres russiskkundskaber på turen at de forlod ham, overgik i sin etiske uhørthed hans skrækscenarier. Men undervurderingen er gået så vidt, at han og forlaget ikke har fundet det umagen værd at få en sprogkyndig til at rette det volapyk, han i bogen udgiver for at være russiske ord. I en bog er den slags blot sprogsvineri på en cykeltur gennem Sibirien kan det være livsfarligt. Trods dette og andre irritationsmomenter er det en absolut berigende oplevelse både at møde Jens Alstrup i al hans fejlbarlighed og at læse om et overmodigt og ringe planlagt selvrealisationsprojekt, der gik galt. Men dog ikke decideret fatalt det kunne lige så godt have været tilfældet. Og det gik retfærdigvis kun rigtig galt for dem, der havde et snævert fysisk rekordmål i hovedet. Jens Alstrup kom med mange omkostninger frem til en slags udbytte for sig selv. Og vi andre kan omkostningsfrit komme med en tur bag på cyklen. Der kan vi så sidde og være bagkloge. Men vi bør også være glade for, at denne bog blev skrevet. Rekord I 1997 lykkedes det Jens Alstrup at sætte den eftertragtede rekord og krydse hele Sibirien på cykel. Om den og andre ture i Sibirien kan man læse på hjemmesiden www.sibirien.dk