Hvad udløste krigene på Balkan? Hvordan fanden (undskyld) kunne det gå til, at man i den grad fejlvurderede både de ledende spillere på Balkan, men også hele situationen, så op mod en kvart million mennesker blev dræbt, et par millioner fordrevet, og hvor vi stadig snart ni år efter afslutningen på krigen i Bosnien sidder tilbage med et etnisk opdelt, økonomisk smadret og politisk stigmatiseret land? Oven i hatten har vi i dag et Serbien, der bevæger sig fra en demokratiseringsproces tilbage mod chauvinistisk isolation helt uden for pædagogisk rækkevidde. Det er hele dette problemkompleks, som de to forfattere vender tilbage til i 'Krigens scenografi'. En opfølgning på deres glimrende analyse 'Hadets anatomi', som udkom sidste år. På jagt efter krigens scenografi Krig er teater. Vi bruger udtrykket krigsskueplads. På engelsk taler man om The art of war, krigskunsten, et ord, der herhjemme sjældent anvendes uden for Forsvarsakademiet. En teateropsætning kræver en scenografi, en forudbestemt plan for, hvordan spillet skal gennemføres, med hvilke virkemidler og i hvilke rammer. Det er denne scenografi for den jugoslaviske opløsningskrig, som Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt er på jagt efter i dette deres opus 2. I en lang række interview med politikere, akademikere og andre, der var tæt på begivenhederne i perioden 1986 til 95, afdækkes nogle af de afgørende begivenheder, der førte til krig og etnisk udrensning. Hans verden er bedetæppet Det nye i denne bog er et fokus på den bosnisk-muslimske præsident under krigsårene, Alija Izetbegovic. Vi ved, at både den serbiske præsident Milosevic og den kroatiske Franjo Tudjman lagde hemmelige planer om at dele Bosnien imellem sig forud for krigens start. Her fremføres det, at også Izetbegovic skulle have været interesseret i en opdeling, der sikrede en muslimsk ministat i den centrale del af Bosnien. »Hans verden var bedetæppet, ikke Bosniens overlevelse«, som en af hans kritikere udtrykker det i bogen. Andre påstår, at han var blevet agent for den jugoslaviske efterretningstjeneste KOS, i de år han sad i fængsel og handlede som en serbisk marionet. Hærens rolle Det andet nye aspekt af den historiske vurdering af krigens oprindelse, som bogen peger på, er den jugoslaviske hær JNA's meget tidligere og gennemarbejdede planer for etablering med magt af et Storserbien, der skulle forene alle de områder, hvor de etniske serbere var i flertal. Her antyder nogle vidner ligefrem, at hæren, som var domineret af serbiske generaler, mere eller mindre skulle have tvunget Milosevic til at føre krig. Spændende, og noget for historikere at arbejde videre med. I bogens afsluttende kapitler, der er udformet som refleksioner og spørgsmål, tages et emne op, der er højaktuelt, nemlig nation building, hvordan man opbygger eller genopbygger et land efter en krig. osnien er et glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal gøre. Hvordan skabe en stat uden fælles politikorps, men med tre separate efterretningstjenester og hære, med tre etniske partier, der får lov at styre inden for hver sin interessesfære år ud og år ind? I Bosnien accepterede USA og de andre større magter, at både hær og nationalistiske partier kunne fortsætte, mens man i Irak har opløst både hær og Baathpartiet. Med noget nær kaos som følge. Hvor ligger balancen? Hvordan og hvor meget kan man blande sig i et lands interne genopbygnings- og forsoningsproces? For stor brug af emigranter Bogen åbner således for en aktuel debat og trækker linjer tilbage, som i høj grad er oplysende. Og så er den velskrevet, klart tænkt og udført. God scenografi! Måske kan man rejse et par forsigtige indvendinger. Det ene er brugen af emigranter, hvad enten de er serbere eller bosniakker, som interviewofre. Deres motiver for at udvandre er ofte komplicerede, og deres kontakt med hjemlandet ofte sporadisk. De har ikke på deres krop oplevet krigens rædsler og den ændring, det medfører i den enkeltes personlighed. Det andet er det rige felt for konspirationsteorier, som er en fælles sygdom for hele Balkan, også blandt sekulære akademikere. Som den nu afdøde britiske forfatter og diplomat Fitzroy MacLean skrev, så »har ingen endnu taget en balkaneser på fersk gerning i at tale sandt«!