Politikerne har det ikke nemt. På den ene side må de høre for, at de ligger på maven for vælgernes skiftende luner. På den anden side anklages de også for at lytte alt for lidt til vælgerne. Meningsmageren Ralf Pittelkow forsøger elegant at forene disse to synspunkter i sin seneste bog, 'Forsvar for nationalstaten'. Politikerne frygter vælgerne, når det gælder velfærdspolitikken og lader kortsigtede hensyn sejre over langsigtede. Men de lader hånt om befolkningen i EU- og udlændingepolitikken. De er optaget af folkets indflydelse, men ikke af dets samhørighed, lyder dommen. 'National identitet' I det første tilfælde skal politikerne altså træde i karakter som elite, i det andet tilfælde skal de det netop ikke. Det er et gennemgående træk ved bogen, at den, som dette eksempel viser, helst vil indtage to svært forenelige standpunkter på én og samme tid. Forfatteren ved nemlig udmærket, hvor tampen brænder, når man højrøstet påberåber sig det nationale. Derfor får vi her en Krarup med kondom. Bogens synspunkt er dette: Med sine dybe rødder i fortiden er nationalstaten ramme om begrebet 'national identitet', der ifølge Pittelkow er særlig for hver enkelt nation. Denne identitet bygger på en samhørighed, en nationalfølelse, et folkeligt fællesskab omkring sprog, kultur og værdier og en fædrelandskærlighed, som ikke kan sættes over styr uden katastrofale følger for dette samfunds menneskelighed. »Toneangivende kredse« Det danske folk opfører sig utvunget som folk og som samfund takket være dette historiske og kulturelle fællesskab. Men denne samhørighed sættes over styr af hovmodige eliter. Hvem de er, får vi ikke at vide bortset fra en enkelt henvisning til kulturradikalismens længst afdøde fædre Viggo Hørup og brødrene Edvard og Georg Brandes. Pittelkow nøjes med at kalde dem »toneangivende kredse«. Det er et gentaget omkvæd, at denne kosmopolitiske elite fornægter og fortier nationalstatens eksistens. Kritik af det multikulturelle, af immigration og af liberal globalisering er tabu. De moderne, vestlige samfund bygger på to søjler. Oplysningstidens forestillinger om borgernes rettigheder og demokrati på den ene side og den nationale tradition og identitet på den anden. I forening skaber de to kræfter et retfærdigt samfund. Imidlertid mener Pittelkow, at den abstrakte menneskerettighedsfilosofi er ved at vinde på det nationales bekostning takket være EU og udlændingepolitikken. Det nationale perspektiv er nedtonet til fordel for det almenmenneskelige. Truslen fra fremmede kulturer Enhver med selv et overfladisk kendskab til den politiske virkelighed ved, at det forholder sig nogenlunde lige modsat. EU er ved at blive rullet tilbage til de gamle nationalegoismer, og vort eget fædreland ødsler bestemt heller ikke med menneskerettighederne for tiden. Men Pittelkow forstår netop ikke ved nationalstaten slet og ret staten og heller ikke ved folkeligt fællesskab det, vi normalt kalder civilsamfundet. Derfor kommer den egentlige trussel fra fremmede kulturers indvandring i Europa. De vil generelt ikke indordne sig under værtslandets fælles normer og lade sig integrere. Det fremtvinger en opløsning af samfundets samhørighed, mener Pittelkow. Løsningen er det nationales rehabilitering. Så kan det være ligegyldigt, at Pittelkow i et langt indledende afsnit røber samme faste greb om det nationales historie, som Holbergs Per Degn om det latinske sprog (f.eks. udråbes Harald Blåtand til noget nær den danske nationalstats grundlægger, skønt lige præcis han smed alle de gamle guder på porten og påtvang os en universalistisk trosretning!). Lad os også, ligesom Pittelkow, se bort fra, at en væsentlig del af vores kulturelle bevidsthed fastlægges i Hollywood og af amerikanske modeskabere og musikere. Og lad os forbigå den omstændighed, at det folkelige kulturbegreb, han opererer med, skabes, bestemmes og udbredes af et lands eliter. En fremtrædende egenskab ved det tavse flertal er som bekendt, at det er tavst. Velfærdsstaten kom ikke af sig selv Lad os i stedet se på hans forestilling om det nationale. Det bygger på normer og værdier, der er underforståede, fordi de er rodfæstede i historien. Han nævner religionen, forholdet mellem mand og kvinde, mellem selvbestemmelse og lydighed, mellem tro og viden og mange andre ting. Pittelkow kalder det »identitet«. Identitet gør 'os' identiske og adskiller 'os' fra andre kulturer og andre identiteter. I forhold hertil er menneskerettighederne blot en ramme, hævder han. Men deri tager han og dermed bogen fejl. For det var ikke en del af Danmarks tusindårige historie, at f.eks. mænd og kvinder var ligestillede. Slaveriets afskaffelse, folkestyre, parlamentarisme og velfærdsstat kom ikke af sig selv. Grundtvig og Kierkegaard var ikke socialdemokrater. Men idéen om det almene og om menneskerettigheder var en ubetvingelig kraft, som genstridige kulturer og fordomme måtte vige for med tiden. Det er det ideelle, ikke det rodfæstede, der bevæger verden. Det er friheden, ikke den bestandige pittelkowske nødvendighed, der denne gang lanceres under navnet 'det nationale'. Tanken om menneskerettigheder er ikke eksklusiv, men det er tanken om det nationale, sådan som Pittelkow præsenterer den. Af samme grund er det nemmere for alle parter at integrere forskellige kulturer i et samfund, der bygger på rettigheder og lighed for loven, end i et, hvor det nationale fører ordet.