Først døde Gud. Dernæst forsvandt naturen. Og nu står mennesket alene tilbage: I en gold ørken af selvreferentielle tegn. Så hurtigt kunne den nyromantiske forfaldshistorie i virkeligheden fortælles. Men dét gør den tyske filosof Rüdiger Safranski ikke i sin civilisationskritiske bog, 'Hvor meget globalisering tåler mennesket?'. Tværtimod dvæler han ved behovet for at sætte tempoet ned. Han opfordrer det enkelte menneske til at opdyrke tidslommer i nuet, hvor hypermoderniteten kan holdes på behørig afstand. Moderniteten som en 'skovrydning' Safranski tror hverken på fremskridtet eller på muligheden for at skabe fælles alternativer. Værst er dog - ifølge Safranski - den globaliserede fremskridtstro. På klichéagtig vis gør han brug af en nyklassisk dekadencemetafor om moderniteten som en 'skovrydning'. Mens man tidligere ryddede lysninger i skoven for at grundlægge civilisationer, er den moderne storbykultur blevet en 'tykning', hvor mennesket mister fornemmelsen for egne begrænsninger: »Det hele er en historie om den langsomme nedbrydning af det mytiske potentiale, affortryllelsen og rydningen, ørkenernes vækst. Verden går på nettet - og går samtidig i den ensformige globaliserings net. Hvad her forsvinder, er det ydre modstykke til menneskets indre transcendens«. Konservativ tænker »I den ydre naturs uigennemtrængelighed - som 'skoven' er et sindbillede på - erfarer vi, som også selv er natur, vores egen hemmelighed. Den, der udsætter sig for denne fremmedhed, bevarer følingen med livets mysterium«. Modernitetens 'global players' bliver kedelige og åndeligt fattige i samme øjeblik, de mister lysten til at betræde ukendt land. Og netop den lyst mister folk, når de lader sig opsuge af globaliseringen - som spreder sig »som en skimmelsvamp på vores blå planet«. Globalisering beskrives som homogenisering, der udvisker alle de forskelle, der virkelig gøre en forskel i verden - og som derigennem giver livet mening. Umiddelbart kunne man tro, at Safranski så ville være parat til at kaste sig i armene på alverdens dybdeøkologer og venstresnoede globaliseringsmodstandere. Men nej. Som konservativ tænker har han ingen tiltro til kollektivistiske utopier: Banal og naiv »Man bedrager sig selv, hvis man tror, at globale problemer af apokalyptiske dimensioner ville kunne føre til global solidaritet. Også her gælder princippet: De sidste bærer byrden. Og så længe man kan håbe på at høre til de næstsidste, forbliver denne logik i kraft«. Safranski opfordrer derfor det enkelte menneske til at frelse sig selv - ved at forvilde sig tilbage til 'skoven'. Samlet set fremstår bogens pointe lige så banal, som den er naiv. Men bogen er letlæst, og fungerer som en glimrende miniencyklopædi af filosofiske fragmenter, der viser, at fronterne i nutidens globaliseringsdebat bestemt ikke er af ny dato.