For nylig kunne man læse, at den irske forfatter Roddy Doyle mente, at hans landsmand og kollega, James Joyce burde have haft en redaktør på sit mesterværk, (anti)romanen 'Ulysses'. At værket kunne være skåret til og ned, sådan at menigmand nemmere kunne komme til og sige, at nu var bogen læst og påskrevet. Thi 'Ulysses' er jo et af de værker, som ret så mange siger, de aldrig får læst, det er livet virkelig for kort til. Og så dem, som strander et sted midt i floden af sætninger og siden med halvdårlig samvittighed hidsigt river et blad af kalenderen, når datoen er Blooms Day, 16. juni - i år for 100 år siden. Symbol ¨på alt menneskeligt Man fristes til at mene, at Doyles udfald mod Joyce er den gamle sag med republikken Eire, thi Joyce elskede nok sit fædreland, men levede mestendels i Paris og døde med et engelsk pas i Zürich i 1941. Først langt senere er denne revser af irsk nationalisme, bigotteri og keltisk fanatisme blevet en turistattraktion i Dublin og endog kommet på nationens pengeseddel. Turisten kan nu gå rundt i de irskes hovedstad i fodsporene på jøden Leopold Bloom, nok konverteret til katolicisme og gift med den utro Molly, men frem for alt et symbol på alt menneskeligt og mytisk på godt og ondt, med kødets lyst og sindets perversioner. I den grad i flere lag i skrønen på skrømt spundet over Homers 'Odysseen', tilskrevet et netværk ud til alverden, fra tidernes morgen til de moderne tider juni 1904. Det er disse klaser af associationer og citater, denne intertekstuelle korrespondance ud af konteksten, som nok så meget har fået mange læsere til at give op og sige tak for irsk kaffe! Klar indsigt Men med Bent Wibergs nøgle til James Joyces 'Ulysses' er denne undskyldning borte. Mere end i en menneskealder har Wiberg og hans tro væbnere som en aldrig sovende detektiv kommenteret alle dunkle passager og antydninger til klar ind- og oversigt i de mærkværdige bevidsthedsstrømme, der risler bevægende igennem værket. Hvad der før var uklart og mystisk, kommer her for en dag og det endog på klart dansk. Wibergs kommentarer er enestående i deres omstændelige, velskrevne og stædige jagt efter, hvilke mærkværdigheder der gemmer på en dybere mening. Tilmed er der et bykort til hvert kapitel, således at man stedse er klar over, hvor man er, selv om der altså også er tågede områder i Joyces egen konstruktion af sit forfatterskabs hovedstad. Men hos Wiberg letter tågen så meget, at meget kommer for en dag, således at Joyces hele verden profileres frem til den eksistentielle erkendelse, Roddy Doyle mente, at en rap redaktør snildt kunne skrotte. At artikulere kunstens væsen Tager man f.eks. kapitel 9 i 'Ulysses', hvor historiens anden hovedperson, Stephen Dedalus, diskuterer verdenslitteraturen i almindelighed, Shakespeare i særdeleshed, bliver Wibergs kommentarer til et helt lille litteraturvidenskabeligt essay, der så igen afspejler værkets metaplan: at artikulere kunstens væsen via den uendelige dagsvandring igennem Dublin. Wibergs bog er selvfølgelig beregnet til at ligge ved siden af 'Ulysses', mens læseren tager turen igennem de mange sider. Men stands, O vandringsmand, og vid, at Joyces bog først og fremmest er et vittigt værk, muntre og erotiske gobeliner på ord og atter ord om menneskers dårskab og drivkraft, aldeles livsbekræftende i sin hymne til det store i det lille menneske, med en nysgerrighed uden grænser. En nyfigenhed, som velsignet har fået endnu mere at undres over med Bent Wibergs vidende veje ind i James Joyces babyloniske by.