Der findes få steder så mørke, mystiske og forvirrende som Afrika. Død, ulykke, eksotiske sygdomme og undertrykkelse regerer i lige omfang, og som almindelig dødelig er det ikke let at bevare overblikket over snesevis af konflikter og mange hundrede etniske grupper. Hvordan var det nu lige, det var med Rwanda, var det tutsierne eller hutuerne, der blev massakreret? Hvad er status i Sierra Leone, og hvad er det egentlig, de skændes om i Sudan? Selv ellers velorienterede avislæsere melder ofte pas, trækker på skuldrene og stikker lidt brødflove Røde Kors-indsamlerne en ekstra tyver næste gang, de ringer på. Men netop i denne manglende forståelse og tendensen til blindt at kaste penge efter problemerne ligger efter den amerikanske journalist og forfatter Robert D. Kaplans vurdering et af de allerstørste problemer. Overgiv dig eller sult! Gennem en god snes år har Kaplan gennemtrawlet verdens fjerne egne, herunder Afrika, for det amerikanske magasin The Atlantic Monthly, og efter en del års fravær fra hylderne er hans første bog nu tilbage i en opdateret version. 'Surrender or Starve' er titlen på bogen, der dykker en del spadestik ned i konflikterne på Afrikas Horn. I forfatterens vanlige stil består bogen af lige dele reportage, analyse og selvtilfredshed. En herlig blanding for de første to deles vedkommende, og kan man se bort fra den tredje, får man virkelig problemstillingerne godt ind under huden. Og var man som undertegnede teenager i 1980'erne, og husker med varme følelser Band Aid-koncerten til fordel for de sultende i Etiopien, er der dårlige nyheder på vej. Centralt i bogen står nemlig just sultkatastrofen i Etiopien, men det ville være synd at sige, at der er ros at hente for de vestlige lande og deres bistandsorganisationer. Massiv undertrykkelse Modsat hvad de fleste troede - og mange formentlig stadig tror - skyldtes hungersnøden nemlig kun i beskedent omfang dårligt vejr og tørke. Den var i langt højere grad udtryk for styrets massive undertrykkelse og blev skånselsløst udnyttet af de totalitære herskere i Addis Abeba til at komme af med politiske fjender og besværlige folkeslag. Ligesom Stalins kunstige hungersnød i Ukraine, der kostede millioner af mennesker livet, og som Kaplan sammenligner Etiopiens med, var hovedårsagen politisk, og den vestlige bistand dermed medvirkende til at gøre tingene endnu værre og befolkningen endnu mere afhængig af styret. I bedste fald reddede Vesten nogle uskyldige ofre for et stalinistisk styre, i værste - og det er her, Kaplan lander - forlængede vores naivitet styrets levetid og dermed den skade, det kunne forvolde. Dovne journalister Og medierne og bistandsorganisationerne bærer en stor del af skylden. Kaplans journalistiske kolleger bliver hudflettet som en hoben dovne dyr, der med få undtagelser foretrækker at sidde på Hilton i rare Addis Abeba og derfra tage på regeringsarrangerede dagsudflugter til sultområderne og fronten i borgerkrigen med Eritrea, frem for at tage den langt længere og mindre komfortable vej via Sudan til områderne uden for regeringens kontrol. Skammeligt, kun overgået af bistandsorganisationerne, der bevidst vender det blinde øje til styrets massive undertrykkelse, terrorkampagner og folkeforflyttelser for ikke at 'forvirre billedet' og risikere at stoppe pengestrømmen fra Vesten. Afrikas ukendte helte Sideløbende med sulten fokuserer Kaplan på borgerkrigene i området, fra Sudan til Yemen, men især den mellem Eritrea og Etiopien, hvor han toner klart flag til fordel for Eritrea. De er efter hans opfattelse Afrikas ukendte helte. Et lille sofistikeret folkeslag, som uden støtte fra nogen som helst besejrede Afrikas største hær, og hans reportager fra deres side af fronten smager sine steder lovligt meget af forelskelse. Eritreerne kan ifølge Kaplan alt. De tager sig af de syge, kæmper som løver, behandler krigsfanger godt og har formået at skabe harmoni mellem kristne og muslimer. Helt så rosenrødt er billedet næppe, og da Kaplan vender tilbage til Eritrea i 2002 en del år efter selvstændigheden, må han erkende, at også der har undertrykkelsen vist sig vanskelig at undgå. Men det er detaljer. Enhver, der er interesseret i Afrika, hykleri og bistandens vanskelige kunst, vil finde Kaplans bog tankevækkende. Og bekymrende.