Det har været Pelle Sadolins store held, at han ikke havde talent. Og at han vidste det selv, så han blev hverken tegner som sin berømte far, Ebbe Sadolin, eller scenekunstner, selv om teatret i alle dets afskygninger har været en passion i hans liv. Mottoet for de erindringer, han nu fortæller i bogform, kunne passende være: Hellere en glad statist end en ulykkelig kunstner. Derfor blev han et lykkeligt menneske, der kom til at yde teatret uvurderlig støtte som entusiastisk entreprenør. Det kunne han tillade sig, fordi han havde en helt anden form for talent end det kunstneriske, nemlig som forretningsmand og livskunstner. Renhjertet fortællelyst Det ville være forkert at forvente stor memoirelitteratur fra Pelle Sadolin, og det får man heller ikke. Det er en renhjertet fortællelyst mere end en litterær ambition, der driver ham, og med den formår han at give indblik i en mangfoldig og farverig tilværelse, der har sat sine betragtelige spor. Han er en gammeldags gentleman, der hensynsfuldt lader de uheldige elementer i sammenhængen forblive anonyme, men de indviede vil ikke være i tvivl. Sadolin er en generøs natur, der helst spreder glæde omkring sig. Man får indtryk af et menneske, der altid har villet gøre nytte, når han så en sammenhæng, hvor hans medfødte overblik og uselviske virkelyst kunne løse knuder og bane vej for kunstneriske projekter. Det er bl.a. derfor, at Martin Nyrops Østre Gasværk i dag er et teater og ikke en ruinhob, og at danske bladtegnere har fået deres museum i Den Sorte Diamant. Pelle var på pletten. Statist på Det Kgl. Teater Familiebaggrunden nærmer sig det eksotiske med rødder i finlandsk-svensk adel og dansk præsteskab fra reformationen og frem. En tryg og privilegeret barndom og et lystigt ungdomsliv førte til spredte studier af kunst og sprog, men de samlede sig endelig til en cand. polit. I studietiden er han statist på Det Kgl. Teater, et højst sammensat miljø. Det krydres med anekdoter og en henrykkelse, man ellers kun træffer i soldaterforeninger. Tilfældighedernes spil førte ind i det højere forretningsliv for at ende der, hvor Pelle Sadolin fandt sin egen boldbane. Han slog sig på handel med erhvervsejendomme på internationalt plan efter sobre regler, som holdt så godt, at han i dag kan gå rundt i København og glæde sig over de ejendomme, der skiftede ejere ved hans selskabs mellemkomst: Hotellerne d'Angleterre, Plaza, Palace, Kong Frederik, Sheraton, den gamle engelske ambassade i Bredgade, Crome & Goldscmidt-bygningen, der blev til City Arkaden, Birger Christensen-ejendommene i Østergade med mange flere. Uden for bykernen kom han i nærkontakt med byggematadorer som Bøje Nielsen: »Han var en god og pålidelig bygger. Kvaliteten var altid i orden, og byggeriet var færdigt til tiden«. Her kunne man godt ønske sig, at Sadolin gik lidt mere i dybden. Også med Kurt Thorsen, men det bliver kun til skitser. Østre Gasværk Mødet med Morten Grunwald satte gang i teaterprojekterne, først Bristol på Strøget, hvor Sadolin blev bestyrelsesformand, sådan som han blev det i en række sammenhænge i de kommende 28 år. Der blev skabt teater af format med forestillinger af David Mamet, Samuel Beckett, Strindberg og den første danske forsmag på Stephen Sondheim. Det var succes til at vokse i, så Grunwald og Sadolin kastede blikket på Østre Gasværk, og det er fascinerende at læse om, hvordan de to fik dette enestående rum 'varmet op' til at imponere Peter Brook, 1970'ernes og 1980'ernes største internationale teatermand. Hans Carmen og Mahabaratha gav os verdensteater. Hvad mere var, at det gav penge i kassen og mod på at gå i gang med renoveringen. Den kom til at koste omkring 50 millioner, som blev spillet og raslet ind gennem fonde og forbindelser, som Sadolin stod for. Staten rystede op med sølle 1,5 millioner. Da Grunwald og Sadolin forlod gasværket, lå der 14 millioner til efterfølgeren. De ligger der ikke mere. Der blev også tid til at redde et hovedværk af Asger Jorn fra kunsthandler Birchs lade på Læsø og realisere Knud Holschers tilbygning på Østerbro. Jo, der var netværk til stede, længe før ordet eksisterede. Flot illustreret Ved siden af gasværksteatret spillede Sadolin også med bag kulisserne på Aveny og Betty Nansen, men i de mange bestyrelser havde han selv været med til at sætte en aldersgrænse, som han nu er faldet for, men mon han kan nære sig, hvis han lugter godt teater? Erindringerne fra kulissen er flot illustreret af Claus Seidel med elegant akvarel og en fin ironi i stregen.