I 1951 fastslog et undersøgelsesudvalg ledet af den amerikanske senator Estes Kefauver, at 'organiseret kriminalitet' ikke bare, sådan som man hidtil havde brugt udtrykket, var synonymt med 'gangstervæsen', 'bandekriminalitet' eller 'systematisk forbrydervirksomhed', men dækkede over en sammenhængende, centraliseret, international ondskabens sammensværgelse. Denne sammensværgelse - mafiaen - havde sin oprindelse uden for USA og havde forgiftet det ellers sunde amerikanske system. Mafiaen var en trussel mod USA's politiske og økonomiske system og mod det amerikanske retsvæsen og måtte bekæmpes med alle midler. Mafiaen lurede bag hver eneste lille illegal bookmaker eller narkotikahandler og svækkede således »nationens styrke og livskraft«. Legenden om sammensværgelser Kefauvers analyse af mafiaen er over et halvt århundrede gammel, men den lever stadig i bedste velgående og påvirker negativt den måde, hvorpå USA og USA's allierede - under USA's ledelse - i dag forsøger at bekæmpe den internationale organiserede kriminalitet. Skiftende amerikanske justitsministre og præsidenter har bidraget til at fasttømre opfattelsen af 'Organiseret kriminalitet' som en magtfuld og kompliceret organisation, hvis handlinger er nøje planlagt og koordineret, og som bygger på et system af love og regler, der håndhæves strengere end statens egne. I Kefauvers tid hed organisationen mafiaen, og bagmændene var italienere eller efterkommere af italienske indvandrere. Senere kom den japanske yakuza, de kinesiske triader, de russiske og østeuropæiske mafiaer, de centralamerikanske narkokarteller og flere andre ind i billedet, alle fremstillet som mægtige sammensværgelser, der underminerede de lokale myndigheders og politikeres hæderlighed, infiltrerede det lovlige erhvervsliv og korrumperede politifolk, advokater med flere. Intet stramt organiseret syndikat Der er ellers ingen mangel på empirisk materiale, der viser, at denne opfattelse er forkert. I løbet af 1970'erne og 1980'erne viste FBI's undersøgelser af de mere end 20 italiensk-amerikanske forbrydersyndikater, der bevisligt eksisterede, at nogle af dem ganske rigtigt opererede med optagelsesritualer, edsaflæggelse, samarbejde på tværs af delstats- og landegrænser og en rutinemæssig brug af mord og trusler til beskyttelse af deres markeder og forretninger. Men efterforskningerne viste også, at selv om navnkundige ledere som f.eks. 'Fat Tony' Salerno og 'Tony 'Ducks' Corallo mødtes regelmæssigt for at tage stilling til optagelsen af nye medlemmer eller for at prøve at bilægge grænsestridigheder og andre konflikter, var deres magt begrænset. Vel var de mægtige inden for deres egne bander, men de indgik ikke i noget stramt organiseret, altformående, landsdækkende syndikat. De levede og virkede i et miljø, der skabte særligt gunstige betingelser for kriminaliteten, men de styrede ikke dette miljø. Tilfredsstillende men ukorrekt teori Michael Woodiwiss underviser i historie ved University of the West of England, og han har givet sit bidrag til bogen 'Transnational Organised Crime. Perspectives on Global Security' titlen 'The Global Reach of an American Concept'. Dermed polemiserer han uden at nævne hverken hende eller hendes bog mod den amerikanske journalist Claire Sterling, som i bestselleren 'Mafia. The Long Reach of the International Sicilian Mafia' netop beskrev mafiaen som én sammenhængende organisation, der blev stiftet på ét bestemt tidspunkt, og som siden har arbejdet målbevidst med det formål at udstrække sit herredømme til stadig større dele af verden. Teorien om den store internationale sammensværgelse er tilfredsstillende, skriver Woodiwiss, fordi den lader alt ondt komme udefra. Det amerikanske - eller nordvesteuropæiske, britiske eller danske - erhvervsliv, administrative system, retsvæsen, politi og politiske system er grundlæggende sundt og hæderligt og kræver ingen ændringer, men kun at blive forsvaret mod udefrakommende fjender. Det samme gælder de pågældende landes lovgivning. Farligt selvbedrag En anden behagelighed ved Kefauvers gamle, men altså stadig særdeles gangbare model er, at den skaber en illusion om, at man kan 'knuse' organisationen, 'rive den op' eller 'lamme den' ved at anholde eller på anden måde uskadeliggøre dens 'topfigurer' eller 'bagmænd'. Det er et farligt selvbedrag, siger Woodiwiss, og med ham en række af bogens øvrige bidragydere, som er samfundsforskere ved britiske universiteter, politifolk, repræsentanter for det britiske indenrigsministerium og for FN's center for kriminalitetsforebyggelse i Wien samt en seniorforsker fra den hollandske politiskole. De minder for det første om, at forbrydere - de være sig inden- eller udenlandske - kun kan fungere, hvis de har et marked, altså hvis der er nogen, der er villige til at købe deres varer, hvad enten varerne er narkotika, smuglercigaretter, hælergods eller prostituerede. Desuden kræver organiseret kriminalitet på et vist niveau ikke bare kunder, men også hjælpere, altså brodne kar i erhvervslivet og i de organisationer, der ellers skulle beskytte lov og ret. Det taler bl.a. for, at ét godt middel til at bekæmpe den organiserede kriminalitet i mange lande, ikke mindst USA, ville være at stramme regler og tilsyn med hensyn til f.eks. virksomhedsregnskaber. Afkriminalisering En anden mulighed ville være at overveje, om man ikke ved at afkriminalisere f.eks. visse rusmidler, som i sin tid er blevet forbudt af mere eller mindre vilkårlige årsager, kunne gøre det af med den store del af den organiserede kriminalitet, der lever af at handle med disse varer. Det amerikanske spiritusforbud fremhæves som et slående eksempel. Også forbryderorganisationernes karakter af løse og fleksible netværk med en udpræget evne til at reparere sig selv stiller krav til et efterforskningsarbejde og til internationalt politi- og justitssamarbejde af en anden karakter end det hidtil gængse. Den slags samarbejde indebærer på den anden side en lang række problemer vedrørende databeskyttelse, beskyttelse af borgernes frihed, det åbne samfund og politiske prioriteringer, som også tages op i denne væsentlige bog.