Gyldendal har i samarbejde med Odense-historikeren Terkel Stræde fået den udmærkede idé at genudgive Auschwitz-kommandanten (1940-1943) Rudolf Höss' erindringsværk, som han nåede at skrive i allieret fangenskab efter krigens afslutning. Bogen udkom første gang på polsk i 1956 og er siden blevet oversat til talrige sprog. I skyggen fra den galge, hvor han 16. april 1947 blev hængt - af alle steder ud for sin tidligere embedsbolig i Auschwitz - nedfældede Höss sit personlige levnedsforløb med særlig vægt på sin medvirken til verdenshistoriens største massemord. Uafrystelig og urovækkende Med forbehold for forfatterens åbenlyse trang til forskønnelse af sin egen rolle i det blodige foretagende og trivialisering af koncentrationslejrenes funktion er det en på engang uafrystelig og urovækkende bog. Eller rettere: Netop fordi Höss i sin yderste livstime ikke lægger kortene fuldt og helt på bordet, men af al magt bestræber sig på at smøre en civilisatorisk fernis over sine morderiske gerninger, er bogen så rasende interessant. Det er en sjælden kilde til belysning af selvforståelsen hos en mand, der havde direkte ansvar for omkring en million menneskers lidelsesfulde død. Fra teologi til vold Det gør næsten ondt at konstatere hvor lidt ond Höss i grunden var. I hvert fald hvis man - uden i øvrigt at fortabe sig i filosofiske og medicinske forklaringer på ondskabens væsen - tænker på en sadistisk bølle, der siden barnsben har trukket vingerne af fluer, klippet halen af katte, drejet halsen om på småfugle osv. Intet tyder på, at han var særskilt ondsindet fra første færd. Tanken var, at han, der kom fra en middelstandsfamilie, skulle have været præst, men som så mange andre i hans generation (f. 1900) faldt hans formative år sammen med Første Verdenskrig, så våbnene blev hans skæbne. Som soldat, og senere i de første urolige år under Weimarrepublikken (1919-1933) som frikorpsmand tilknyttet en af de mest brutale grupper, oplevede Höss volden på tæt hold. Senere afsonede den stærkt nationalistiske Höss, som var blevet tiltrukket af den nazistiske bevægelse, seks års fængsel for medvirken til et politisk motiveret mord. Olympisk drabsfabrikation Kombinationen af fronterfaringen og tiden som tugthusfange udgjorde de to søjler i Höss' liv, som sammen med en stærk ideologisk overbevisning formede den skånselsløse lejrleder, han udviklede sig til. Höss tog ikke blot del i den olympiske drabsfabrikation - højere mordrate, stærkere metoder, hurtigere fjernelse af beviserne - men havde i sin egenskab af kommandant for den mest berygtede af Det Tredje Riges udryddelseslejre, Auschwitz, det daglige tilsyn med såvel de industrielle som de bestialske måder at ombringe mennesker på. Höss så og hørte - og vigtigst af alt, gav ordrer til - svimlende grusomheder. 'Fornuftig' til det sidste Som Terkel Stræde gør opmærksom på i sit fremragende efterord - han står også for forordet og en ajourføring af noteapparatet - så er det på tide at gøre op med årtiers tendens i forskningen og den populære historieskrivning til i Höss at ville se en art 'dødsfunktionær', der effektivt og sagligt - og uden skyggen af passion - blot forvaltede massemordet på maskinel vis. Höss - højreekstremisten, Hitlertilbederen, racisten, den dekorerede krigsveteran - var langt fra at være den samvittighedsfulde, men lidenskabsløse administrator, som var underlagt Heinrich Himmlers strenge påbud om 'mere død', som han har villet forlede eftertiden til at tro. Nok udtrykker Höss en fnysende foragt for de mange afstumpede SS-mænd, der hengav sig til excesser og blodrus. Det var dog ikke af medlidenhed med ofrene, men alene fordi disse sadistiske udslag virkede forstyrrende på gennemførelsen af den 'fornuftens antisemitisme', som Hitler havde pålagt sine tilhængere. Höss forblev 'fornuftig' til det sidste.