Det er komisk at konstatere, igen og igen, hvordan modernismens værdinormer i over 40 år har domineret og tyranniseret vores litterære liv. Fire af nyere tids store realistiske fortællere: Poul Ørum, Thorkild Hansen, Henrik Stangerup og Christian Kampmann, blev aldrig indvalgt i Det danske Akademi. 'Duer ikke, væk!' som prinsessen siger i 'Klods-Hans'. Vores to moderne epikere i traditionen fra Pontoppidan: Erik Aalbæk Jensen og Tage Skou-Hansen, blev først lukket ind henholdsvis 1977 og 1982 efter at have skrevet i 30 år for et stort publikum, og hidtil har ingen villet udgive monografier om dem. Tekstlæsning frem for biografisme Som en kritiker - lad os være så generøse at glemme navnet - skrev i værket 'Danske Digtere i det 20. Århundrede' i 1966: »Skou-Hansen er moralist og grubler. Han er næppe digter, men en begavet og sympatisk skribent ...«. Tak for kaffe. Men nu dages det, brødre - takket være Carlsbergfondet. I Frederikshavn arbejder lektor Peter Michael Lauritzen på den første totalanalyse af Aalbæk Jensen, og her får vi et 400 siders højkompetent 'forfatterskabsportræt' af Skou-Hansen, skrevet af kritikeren Nils Gunder Hansen på orlov fra Berlingske Tidende. Gunder Hansen pointerer, at bogen er en monografi, ikke en biografi. Metoden er en nykritisk-hermeneutisk tekstlæsning, men biografisk og historisk baggrund inddrages, hvor det er relevant, til at belyse de enkelte værker, forfatterskabets overordnede udvikling, dets »kriser og omsving« i forhold til tiden. Forfatterens egen historie og brændstof konkretiseres via det ofte ukendte billedmateriale, der sætter ansigt på familie, venner og miljøer. Det fungerer uanstrengt og upuritansk. Den uudtømmelige krig Skou-Hansens studietid i Århus 1942-50, hans modstandsaktivitet og kredsen om tidsskriftet 'Heretica' 1948-53 skitseres som baggrund for hans første kritiske essays og hans brag af en debut med kærligheds- og modstandsromanen 'De nøgne træer' (1957) - et 'granatnedslag', siger Gunder Hansen, hvis bidske opgør med æstetisk passivitet fik kredsen til at undres og rømme sig. 'De nøgne træer' vurderes meget højt: en født klassiker, »et selvbærende univers«, en forbavsende tidlig og konsekvent analyse af illegaliteten, og dens afkaldsmoral, hvor de elskende Holger og Gerda slipper hinanden af hensyn til hendes sårede mand, ses som et stykke tidsbestemt eksistensfilosofi a la K.E. Løgstrup. Meget overbevisende. Besættelsens myter, stikkerlikvideringerne og Martin A. Hansens moralske dialoger inddrages også som baggrund for den mislykkede roman 'Dagstjernen' (1962) og forfatterskabets fortsatte livtag med den uudtømmelige krig, især i romanrækken om det, der blev det store kors for tanken i studentermiljøet 'omkring det runde bord': den østfrontfrivillige Aksel (1986-91). Som litteraturlærer på Askov Højskole 1958-67 blev Skou-Hansen »den litterære modernismes beskikkede forsvarer«. Selv søgte han at adoptere eksperimenterende fortælleformer - tungt i den politiske ulandsroman 'Hjemkomst' (1969), mere enkelt i den 'livskloge' og undervurderede 'På den anden side' (1965), der i 'teologisk' ramme linder forsigtigt på det barndomstraume om faderens svindelaffære, som først tages helt eksplicit op sent i forfatterskabet. 'En ny realisme' Skou-Hansens egentlige gennembrud kommer, mener Nils Gunder Hansen, da han »genopfinder sig selv« med romanen 'Tredje halvleg' (1971), hvor Holger Fortæller Mikkelsen vender tilbage »ad en bagdør«, nu som skarp advokat med fortid og ung kone, og da han 'relancerer' sig selv som venstrevendt samfundskritiker med rod i 1930'erne. Det åbner for Skou-Hansens vej til 'en ny realisme' og - til manges undren - til rollen som 'politisk forfatter', men også til overvejelser om den nye dokumentarismes muligheder som fiktionsgreb. Anden halvdel af Gunder Hansens bog følger den nye linje gennem Skou-Hansens kulturkritik i essay-, roman- og dramaform omkring hovedtemaerne fællesskab versus usolidaritet, sport, parforhold og den fortsatte 'Bewältigung der Vergangenheit', både på Holger Mikkelsens personlige plan og på det herudfra generaliserede niveau, med fortsat analyse af det danske samfund siden 1930'erne, besættelsens efterliv, forholdet til den store verden, inkl. EU, nye ungdomsgruppers sværmeri for politisk terror som påstået 'modstandskamp' mod materialismen. Bevidst dokumentarisk strategi Udviklingen af Skou-Hansens samtidsromanform, siger Gunder Hansen, er uløseligt knyttet til Holger Mikkelsen som »en underlig hybrid mellem en litterær karakter og en dokumentarisk forfatter, der tager sit eget tidstypiske liv som materiale«. Den gamle realismes »refleksions- og kommentarrum« er »flyttet ind i det fortællende jeg«. Diverse anklager mod forfatteren for at gøre romanen til »camouflerede essays og kronikker« afvises blankt: jamen, det er jo »en bevidst dokumentarisk strategi«. Jeg synes, at strategien virker. Man bliver suget ind i og gennem de store 'essay'- og 'snakke'romaner med de bragende generations-, idé- og ægteskabsopgør, fra 'Den hårde frugt' (1977), 'Over stregen' (1980) frem til 'Frit løb' (2000), og med den gradvise »rejse til Gerda«, hvor fortidens spøgelser til sidst kværkes helt. Gunder Hansen har overraskende forbehold, f.eks. over for 'Den hårde frugt', hvor han finder den stejle unge Eva Borck utroværdig. En 'eksistentialistisk' realist Indimellem analyseres de fire dele af 'Historien om Aksel' om den »desperate længsel«, der ender i krigsidealisering og flugt til fjenden, men også er udtryk for »den livsfilosofiske eventyrlyst, den metafysiske quest«. Gunder Hansen ser dem som en vellykket fusion af romantik, metafysik og »formsociologisk realisme« - de elementer, som »mange andre steder i værket trækker i hver sin retning«. Facit er, at Skou-Hansen - tværs gennem sine markante kursskift, sin 'antiheretiske' opposition og sin 'mikrosociologiske' nysgerrighed - dog primært må kaldes en 'eksistentialistisk' realist. Hans dramatik får sin fortjente plads i billedet, ligesom tv-projekter, fortællinger og de rige essays, ja selv kasserede ideer. Alt på sin rette plads. Analysen af romankomposition, fortælleteknik, psykologi og sproglige virkemidler er minutiøs, om end pletvis så ordrig, at det kan nærme sig overkill, især i den nu og da lidt vidtløftige 'karakterologiske' debat om romanpersonerne. I clinch med tiden Indimellem er Gunder Hansen også lovlig imponeret af Heretica-veteranernes studentikose selviscenesættelse, deres 'kosmiske' naturdyrkelse som alibi for politisk eskapisme og af kredsens hang til orgelbrus og øregas. Omvendt er der huller i signalementet af besættelsens og den kolde krigs fronter og idébaggrund, og mange af de omfattende noter kunne med fordel have været indbagt i hovedteksten. Der er også fejl og forglemmelser. Men det er småting i det samlede billede. Hovedsagen er den overbevisende analyse og den ædruelige grundholdning. Vilhelm Andersen definerede litteraturanalysens formål som »at skille for at samle rigtigere«, og det er, hvad Nils Gunder Hansen gør med rettidig omhu. Ved at afdække, hvordan 'fighteren' Tage Skou-Hansen i 50 år stædigt har bakset med stof og fortælleform for at nå ind til det essentielle - »hellere brække halsen end smyge sig udenom« - viser han, hvordan en stor kunstner arbejder, i clinch med tiden, så han når ind til nerven i 70 års danmarkshistorie. Nuanceret, kompliceret og komplekst Alt i alt fremstår Skou-Hansens poetik mere konsekvent end almindeligt anerkendt. Megen nyere litteraturforskning har været ikke bare dekonstruktiv, men reduktiv. Så opsat på at 'gennemskue' forfatterne, at de efter indkogningen mere er kommet til at ligne hovedjægernes skrumpekranier. Nils Gunder Hansen tilhører den modsatte kategori: den 'sympatetiske' kritiker, der loyalt vil forstå et forfatterskab indefra som en tematisk enhed, men absolut ikke ukritisk. Denne bundsolide bog skiller og gensamler et stort forfatterskab, så det bagefter fremtræder større og rigere end før. Mere nuanceret, kompliceret og komplekst. Min sjæl, hvad vil du mer?