Claus Bjørns kendetegn som skribent og historiker er nøgternhed og et sikkert jugement. Hans bøger er behageligt fri for litterære nykker, oplysning er hovedsagen. Det betyder ikke, at han mangler engagement. Hans nye biografi af statsminister H.C. Hansen er i en vis forstand en lidenskabelig bog. I Bjørns øjne er H.C. Hansen en meget betydelig politiker. Beundringen skyldes ikke socialdemokratiske sympatier i snæver forstand, men at H.C. Hansen i Bjørns øjne står som repræsentant for en særlig dansk politisk kultur baseret på solidaritet og konsensus, hvor staten siden landboreformerne i 1700-tallets slutning aktivt har arbejdet for at begrænse de sociale og økonomiske forskelle, et samfund, hvor social solidaritet er blevet gjort til forudsætningen for national solidaritet. Det karakteristiske for Bjørns danske model er, at den er udogmatisk og ikke baseret på abstrakte ideologier. Problem for Krags ego Betagelsen af H.C. Hansen er Claus Bjørn ikke ene om. Så forskellige personligheder som den internationalt orienterede Erling Bjøl og den nationalkonservative Søren Krarup har begge udtrykt deres beundring. De mest forbeholdne vurderinger møder man inden for socialdemokratiske rækker, hvad der, som Bjørn påpeger, hænger sammen med, at H.C. Hansens eftermæle i partiet er stærkt præget af Jens Otto Krags vurderinger. Og han brød sig ikke om H.C. Hansen. Hvilket var gensidigt. Der er næppe tvivl om, at H.C. Hansen som type har irriteret en akademisk boheme som Krag. H.C. Hansen var autodidakt, men hurtigt opfattende og med den autoritære ledelsesstil, som var karakteristisk for både tiden og arbejderbevægelsen, har han kunnet sætte Krag til vægs, hvad der har været et problem for dennes ego. Selv om Krag distancerer sig fra H.C. Hansen og gør nar ad hans småborgerlige smag, er det tydeligt, at Krag var fascineret af H.C. Hansens politiske råstyrke. Og Krag har da også en del eksempler på, hvordan H.C. Hansens sarkasmer kunne lukke en diskussion. Og i konkrete situationer kunne de arbejde godt sammen, som i forbindelse med storstrejken i foråret 1956. Ikke kun en hård hund Måske var fejlen, som Bjørn fremhæver, at H.C. Hansen var for længe om at lade Krag komme til. Da H.C. Hansen blev statsminister efter Hans Hedtofts død i januar 1955, beholdt han Udenrigsministeriet, som han først gav slip på i 1958. H.C. Hansen var en af landets første professionelle politikere, så at sige uddannet af parti og fagbevægelse. Han var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i de turbulente år fra 1930-37, hvor KU og ungkommunister gjorde øretæver til en del af den politiske argumentation. Der er næppe tvivl om, at det var i disse år, H.C. Hansen erhvervede den politiske råstyrke, der senere satte ham i stand til at reagere konsekvent og uden mindste tøven, som det skete i forbindelse med overenskomstsammenbruddet i foråret 1956. Men H.C. Hansen var ikke kun en hård hund. Hans sociale talenter var uden tvivl et politisk aktiv. Han var musikalsk og havde sans for det danske sprog. Han blev partiets lejlighedsdigter og en god taler. Han kunne alt efter lejligheden spille med både muskler og mandolin. Illegal indsats Stærkere end andre historikere understreger Bjørn besættelsestidens betydning for H.C. Hansens politiske karriere. I 1939 var Hans Hedtoft blevet partiformand efter Stauning, mens H.C. Hansen blev partisekretær. Selv om H.C. Hansen var yderst loyal over for Hedtoft og aldrig anfægtede hans førsteplads, er der ingen tvivl om, at hans organisatoriske talenter gjorde ham til en central figur i besættelsestidens sidste år. Ikke alene var han et vigtigt bindeled mellem det legale og illegale Danmark; med sine kontakter til fagbevægelse og organisationer var han med til at sikre sammenhængskraften i det danske samfund i de kritiske år. For H.C. Hansens vedkommende drejede det sig ikke kun om samarbejde, det gjaldt også om at få kontrol med modstandsbevægelsen. Kommunisternes indsats i modstandskampen gjorde ikke H.C. Hansen mere tryg ved DKP, snarere tværtimod. Det var også i disse år, grundlaget skabtes for det samarbejde mellem Socialdemokratiet og officerskorpset, som blev en vigtig faktor i efterkrigstidens Danmark. I kraft af sin illegale indsats og personlige anseelse kunne H.C. Hansen med større vægt end nogen anden socialdemokratisk politiker forsvare partiets holdninger under besættelsen. Hedtofts overmand Claus Bjørn fremhæver, at det i væsentlig grad var H.C. Hansen, der skabte og forsvarede den socialdemokratiske version af besættelsens historie. Bjørn har utvivlsomt ret i, at havde han levet, ville H.C. Hansen antagelig have reageret meget voldsomt mod de unge historikere, der brugte betegnelsen kollaboration om tiden før 29. august 1943. Selv brugte han betegnelsen »den lempelige modstand«. Et konkret udtryk for den centrale position, han havde erhvervet, var, at han uden specifikke faglige forudsætninger kun 38 år gammel blev finansminister i befrielsesregeringen. Men han var en af de få ministre, der klarede sig godt, og i stadig højere grad stod han i offentligheden som Hedtofts ligemand. Selv afviste han altid spekulationer om, at han skulle afløse Hedtoft, og ved sin egen 40-års fødselsdag understregede han ved et godt iscenesat show sin loyalitet over for Hedtoft, så denne nærmest blev rørt til tårer. Men virkeligheden var, som de socialdemokratiske mindretalsregeringer viste, at Hedtofts politiske lederskab ikke overbeviste. Ved sin død i 1955 var han reelt kørt fast, og de radikale havde ret åbenlyst givet udtryk for, de foretrak H.C. Hansen. Bjørn har uden tvivl ret i, at døden i en vis forstand kom nådigt for Hedtoft. 'H.C. Hansen-brevet' Både som stats- og udenrigsminister får H.C. Hansen pæne karakterer af Bjørn. Indenrigs- såvel som udenrigspolitisk så han kommunismen som hovedfjenden. Indgrebet mod strejken i 1956 var modigt og kostede uden tvivl Socialdemokratiet noget ved det følgende folketingsvalg. Og sandsynligvist var tilbagegangen blevet større, hvis ikke opstanden i Ungarn var kommet i mellemtiden. Et spørgsmål, som offentligheden først fik kendskab til 40 år senere, var det amerikanske ønske eller krav om fuldstændig handlefrihed på Thule-basen, dvs. stationering af atomvåben. Skiftende danske regeringer havde offentligt afvist stationering af atomvåben på dansk jord, men reelt havde man ikke store muligheder for at sætte sig imod USA's ønsker med hensyn til Thule, hvor centrale amerikanske strategiske interesser var involveret. Man kunne selvfølgelig have protesteret og dermed rejst en uhensigtsmæssig krise omkring det danske medlemskab af NATO. I det såkaldte H.C. Hansen-brev konstateredes det, at der ikke var fremlagt nogen konkret plan og heller ikke rettet nogen officiel henvendelse til den danske regering, som derfor ikke havde nogen kommentarer. Brevet og dets forhistorie er af nogle blevet opfattet som vildledning af den danske offentlighed, af andre som en klog indirekte markering i en situation, hvor man reelt ikke kunne stille noget op. Uinteressant privatliv I hvert fald er historien illustrerende for et lille lands begrænsede handlemuligheder. For H.C. Hansen beroede Danmarks sikkerhed på NATO og USA; derudover skulle udenrigspolitikken være afpasset efter ressourcerne og i egentlige storpolitiske spørgsmål skulle landet holde lav profil. En sådan udenrigspolitik var måske ussel set med den nuværende aktivistiske regeringschefs øjne, men H.C. Hansen forstod i hvert fald, at »der ingen ære er i at gøre det ukloge«, for nu at citere en dansk statsmand fra 1800-tallet. Claus Bjørns bog er en politisk biografi, der ikke snager i privatlivet. I modsætning til bohemetyper som Kampmann og Krag er der næppe heller noget at komme efter. Fra familien har Bjørn fået stillet papirer og billeder til rådighed, der supplerer det hidtidige billede og understreger, hvor omfattende personlige forbindelser H.C. Hansen havde på alle niveauer i det danske samfund, hvilket måske er en hovedgrund til hans succes og gennemslagskraft. Inkarnationen af 'den danske model' Bogen rummer en del indirekte polemik mod bl.a. Bo Lidegaards store Krag-biografi, hvis vurderinger i væsentlig grad bygger på Krags notater og dagbøger, hvor H.C. Hansen ikke altid er tildelt en flatterende rolle, hvilket hænger sammen med, at Krag som andre politikere bruger dagbøger som led i personlig markedsføring over for eftertiden. Claus Bjørn gør nærmest H.C. Hansen til inkarnationen af 'den danske model', en konsensussøgende politisk kultur. Rigtigt er det, at H.C. Hansen på ingen måde var dogmatisk socialdemokratisk ideolog, men i høj grad pragmatiker. På den anden side kunne der efter hans opfattelse ikke være tale om andet, end at Socialdemokratiet sad for bordenden i dansk politik. Og magten skulle bruges til at nedbryde ulighederne i samfundet. I denne henseende var H.C. Hansen benhård socialdemokrat. En væsentlig og velskrevet biografi.