Den gamle eventyrdigter har, ligesom Mary og Frederik, fået eget informationskontor, hvor man kan få alt at vide om, hvad han kan bruges til. Og det er ikke så lidt. At han også kan læses, er der heldigvis forlag, der sørger for at gøre opmærksom på med gedigne udgivelser både af og om Andersen. I sammenhængen kan den undselige lille bog 'Sørensen om Andersen' måske nok tage sig ud som en randbemærkning, men den er ord i rette tid, før al gøglet tager overhånd. Og det gør det. Vær vis på det. Kun kongehuset kan konkurrere på den karrusel. Tjuhej hvor det går! Nuanceret overblik Den almindelige opfattelse af H.C. Andersen knytter sig for det meste til beskrivelsen af hans liv og levned. Derfor er det befriende og befordrende for den egentlige forståelse at læse Villy Sørensens psykologisk og filosofisk indsigtsfulde tolkninger af Andersens værk, hvad enten det kommer til udtryk i eventyr, romaner eller dagbøger, som Sørensen beskæftigede sig nært med i det meste af sit liv. Torben Brostrøm har samlet 11 essays og artikler af Sørensen om Andersen, forsynet med en efterskrift. De er skrevet over en periode på mere end 40 år, og der er naturligvis mange gentagelser af temaer som f.eks. forholdet mellem Andersen og Kierkegaard, men hver gang udbygges de eller belyses i en anden sammenhæng. Det forhindrer dog ikke, at man kunne ønske sig, at Villy Sørensen havde levet længe nok til også at skrive en ren Andersenbog på det nuancerede overblik, han fik på forfatterskabet. Splinter ud af øjnene Selv om Andersens første eventyr var 'fortalte for børn', opgav han snart dette varemærke, som ikke desto mindre blev ved at forfølge ham. Slår man sig til tåls med denne misforståelse, kan man godt opgive Andersen. Men han er den, der fører barnet ind i digtningen. Netop barnligheden og barndommen er et af de temaer, Sørensen reflekterer over, men at læse Andersen er nu ikke kun at dykke ned i en mere uskyldig tidsalder, skriver han, det er også at dykke ned i vor egen barnlighed, vor egen oprindelighed, at få taget splinter ud af øjnene og få skærpet blikket for en eventyrlighed, der ikke kun var forbeholdt de gamle dage - da det endnu hjalp at ønske. Konventionens fordummende magt Fra begyndelsen ser Sørensen den samfundskritiske Andersen: »Eventyret kender de kræfter i mennesket som samfundet ikke vil kendes ved«. Soldaten i Fyrtøjet skaffer sig f.eks. magt over de underjordiske hunde, der bogstavelig talt kan vælte samfundet over ende, og samfundsordnen er så kunstig, at det ydre er vigtigere end det indre. 'Keiserens nye Klæder' ser han på samme vis. Bedragerne har jo ret: Der er slet ingen, der dur til deres embede, ellers ville de have gennemskuet bedraget. Kun barnet uden embede ser: »Mere elementært er der ikke skrevet om konventionens fordummende magt, som er så stor, at selv dette afslørende eventyr gerne tages til indtægt for fordummelsen«. Ingen erotik Der går en lige linje til det mere avancerede eventyr om 'Skyggen', som bliver genstand for en analyse, hvori poesien betyder sandheden. Her finder Sørensen det, der siden bliver kaldt humanismens krise, tidligere og skarpere diagnosticeret af Andersen end af nogen anden. Evnen til at se alt for godt er ikke nogen dårlig evne, medmindre man bliver den påført af en troldsplint som Kay i 'Sneedronningen', et andet af de centrale eventyr i Villy Sørensens Andersenlæsning. Her påpeger han bl.a. Andersens forsigtighed over for modenhedskrisen, hvor driftslivet bryder frem. Kay og Gerda bliver ikke bevidste som kønsvæsener, det ender ikke med bryllup, men med genoprettelsen af søster-bror-forholdet. Det er aldrig den erotiske kærlighed, der er forløsende i Andersens kærlighedshistorier. Barndomsminder Som både digter og filosof er Villy Sørensen naturligt nok stærkt optaget af relationen Andersen-Kierkegaard. Han begynder med begyndelsen: »Den første bog der blev skrevet om H.C. Andersen og den første bog der blev skrevet af Søren Kierkegaard er én og samme bog«. Det var 'Af en endnu Levendes Papirer', hvori han sønderlemmer Andersens 'Kun en Spillemand' og kalder forfatteren for en flæb, der »aldeles mangler Livs-Anskuelse«. Her dukker forholdet til barndommen på ny op, fordi det er et af de elementer, der gør den store forskel mellem genierne. Sørensen finder det ikke ualmindeligt, at man kan være uden følelsesforbindelse med sin barndom, »men den der ikke formår at erindre og genkalde sine følelser fra den tid, da verden endnu var ny må undvære det rigeste digteriske materiale ... Var Kierkegaard erindringens ulykkelige elsker, var H.C. Andersen dens lykkelige«. Politik i blodet Som ung student i Freiburg så Villy Sørensen de to guldalderforfatteres værker stå side om side i en boghandel, og han skrev i sin dagbog: »Jeg har fået en besynderlig placering mellem Kierkegaard og Andersen«, men sætningen var han for undselig til at lade slippe med i bogudgivelsen af sine dagbøger. Kierkegaard og Edvard Brandes var enige om, at Andersen ikke var romanforfatter, fordi han var for stemningsbetonet og egocentrisk til at skabe nøgternt overblik. Villy Sørensen er ikke helt så kontant i afregningen. Nok satte Andersen ikke direkte samfundsproblemer under debat, som Brandes forlangte, men han havde dem i blodet, skriver Sørensen i sin fremstilling af især 'O.T.' og 'De to baronesser'. Fødselsdagskarrusellen Dagbøgerne nærlæses af en dagbogsskriver, som forholdt sig mere distanceret til sin egen person end Andersen, og i essayet 'Andersen og anima' fra 1962 beskæftiger han sig kritisk med Eigil Nyborgs jungianske læsning af den indre linje i eventyrene, men konkluderer dog, at Nyborgs bog vil få gavnlig indflydelse på litteraturforståelsen. Villy Sørensens egen psykologisk funderede filosofi i tolkningen af folkeviser, eventyr og Andersen-tekster opfatter man næppe i dag så revolutionerende, fordi de senere er blevet grundlag for senere videre bearbejdelser og udlægninger, skriver Torben Brostrøm i sin efterskrift: »Men dengang tog man hatten af i forbavselse, hvor man nu hænger den på hans knagerække og i øvrigt på stativerne, der holder psykoanalysen op i øjenhøjde«. 'Sørensen om Andersen' er værd at tage med i lommen, når man sætter sig på fødselsdagskarrusellen, og læser man den på turen, falder man ikke af i farten.