Det er næsten rørende, som Georg Brandes stadig kan ophidse visse sjæle - i en alder af 162. I 133 år har meningerne været delt om hans indsats: Videnskab? Kunst? Journalistik? Kulturkritik? Genial pædagogik? Jørgen Knudsens biografi viser, at Brandes' værk er det hele på én gang. En enestående krydsning, som mange - både fagfolk og godtfolk - stadig har ondt ved at kapere. Jørgen Knudsens eget mammutprojekt - 8 bind, 2.840 sider, 24 års arbejde - er også både videnskab, kulturkritik og høj formidling. Hvad, der gør værket så medrivende, er, at det ser kritikeren både i clinch med den store verden og med hans egen inderverden. Føljetonens tidligere dele fulgte oprøreren i fire faser af hans krig med det borgerlige samfund, i voksende lede over rollen som fhv. feltmarskal i det indeklemte danske 'familiepensionat', som han vrisser. Her i 5. akt om tiden 1914-27, fra han er 72 til han dør som 85-årig, stiger det igen til højt drama. På de runde dage fejres Mesteren med de fakkeltog og ildmetaforer, der er brændstof i brandesianismens retorik. »Stadig fyr og flamme!«, siger forlæggeren Peter Nansen på 75-års dagen i 1917. Det er dog ikke nok for den revolutionære Broby-Johansen. Ved jubelfesten 1921, i 50-året for Brandes' første forelæsning, klatrer Broby op i en lygtepæl og råber på Brandstifteren Brandes! Krig mod nationalismen Brandstifteren var mere blevet brandmand, dog stadig i fyr og flamme. Under krigen fra 1914 søgte han at dæmpe de ildsprudende patrioter, der begik massemord på hinanden, og at afsløre rustningsindustriens og stormagternes kamp om markeder og kolonier. Og han vendte sig mod den russiske revolution 1917 med bolsjevikkernes terror, der truede med at blive til opløsende klassekamp i Europa. Knudsen følger hans modige krig mod nationalismens hundegalskab og de personlige omkostninger, den fik. Brandmanden, der ville slukke vanviddet, tabte venner i alle de krigsførende lande og blev næsten ekskommunikeret af sit andet fædreland Frankrig. Den franske 'tiger' Clemenceau brølede sit patetiske Adieu, Brandès! ud over Europa. Englænderen William Archer angreb ham som 'Mr. Facing-Both-Ways' og hans fredsappel som 'Colourblind Neutrality'. Det danske højre kaldte ham landsforræder, fordi han ikke ville kræve hele Slesvig tilbage, men ville respektere sproggrænserne for ikke at ydmyge det slagne Tyskland og provokere en tysk revanchisme. Disse kapitler følger også protysk sympati og propaganda i Danmark 1914-18 og Brandes' konflikter med pressecensuren, selv 1918. Spændende nyt stof. De store biografier Andre kapitler skildrer Brandes' nye samarbejde med europæiske og amerikanske venstreintellektuelle, hans spegede holdning til sin jødiske arv under den stigende antisemitisme, det ambivalente forhold til arbejderbevægelsen og til Politiken, sene rejser og venskaber (bl.a. Freud og Stefan Zweig) og åbenbaringen Grækenland i 1922. En hel farce er de 13 indstillinger af ham til Nobelprisen, der 13 gange tackles ud af det højkonservative svenske akademi. Med særlig indlevelse følger Jørgen Knudsen, hvordan Brandes fra 1914 indskiber sig i sine store mammutbiografier om olympieren Goethe, den kæmpende ironiker Voltaire, den storsindede tyran Cæsar og skønhedsdyrkeren Michelangelo. Disse værker ses på én gang som et mentalhygiejnisk helle fra tidens kaos, som forsøg på at fastholde den truede europæiske kulturarv og som hyldest til de frie geniers skaberkraft, med træk af selvportræt. Knudsen viser fint, hvordan Brandes så sig selv i ånden fra profeterne i Det gamle Testamente. Han elskede at ligne Jesajas, som Freud påstod. Hans sidste, diskutable pamfletter behandles generøst som sene frontalangreb på kirken, men Knudsen æder dem ikke råt. Knap har den gamle aflivet Jesus, Peter og Paulus som sagnfigurer, før værkets navneregister få sider længere fremme optager dem som historiske personer. Bekæmpede ensomhed med produktivitet Jørgen Knudsen siger selv, at han ikke har »skrevet en helgen-, knap nok en heltebiografi«. Helt enig. Med suverænt overblik sammenholder han mange typer trykte kilder med Brandes' dagbøger, hans og andres breve, så han bliver i stand til at se ham indefra og kigge ham i kortene. På godt og ondt. Knudsen kan den brandes'ske kunst at løfte det uendeligt små til det uendeligt store. Brandes lever, som åndstype og som menneske, via biografiens filigranarbejde af detaljer, der tegner ham i modspil med en snart beundrende, snart hadende omverden, men også i hans bevægede dagligliv. Vi møder ham som 'den geniale Arbejder' (som han siger om Holberg), der bekæmper sin ensomhed med hidsig produktivitet. De fire biografier blev til på 7-9 måneder og udkom hæftevis, og at tumle det store stof i hovedet uden at skrive kladde er som at gå på line over Niagara, siger han, men han slider 12-16 timer i døgnet. Han slider selv med det ene ben opsvulmet af årebetændelse, så han må låne en større støvle, og i et vidunderligt glimt ses han i mørket på Strandboulevarden, iført to umage støvler, på vej i postkassen. Dagens manuskript skal af sted, for han skriver bedst med Gyldendals sættere lige i hælene. Vi møder ham som den generøse hjælper, der giver en fattig dreng fra sporvognen penge og tøj. Og vi ser ham som glad elsker til den 40 år yngre Gertrud Rung, der i de sidste 15 år blev en uundværlig sekretær, kæreste og opmuntrer. Kærligheden og kvindeglæden holdt ham flydende, og han kurtiserer hende i et fyrværkeri af galant legende breve. De er først blevet tilgængelige på Det Kongelige Bibliotek i 2001, men et af dem har stadig stænk af den jasminparfume, Georg indforskrev til Gertrud fra Tunis. Forfatteren i morgensko Knudsens biografi tilhører den genre, der på fransk hedder 'forfatteren i morgensko' - ja mindre end det. Han følger sin mand ud i økonomi, sygdomme, sovemedicin og kolde brusebade. Brandes' datter har med raderkniv og broderesaks søgt at rense Fars dagbøger for erotiske spor, men »den samvittighedsfulde biograf«, som vor Sherlock Holmes kalder sig, får alligevel kortlagt Brandes' seksualliv. Det fortsætter til de 84 år med høj cigarføring, flere damer samtidig og deraf flydende jalousidramaer. Med sine mange kilder kan Knudsen afdække de spegede motiver af afmagt, livslede og forfængelighed, der kan få den gamle til at kortslutte, så han fremstår som sin egen karikatur. Biografien er lidt af et etisk regnskab over hans personlighed. I den ene vægtskål ligger hjælpsomhed, loyalitet, mod, ukuelig trods etc. I den anden vægtskål ligger den misantropiske pirrelighed, der kan blive til brutal arrogance (f.eks. mod Politikens redaktør Henrik Cavling) og til paranoia med lister over 'forrædere'. Han soler sig i sit 'martyrium', og den patetiske selvdyrkelse får ham skiftevis til at vrisse over, hvor mange, der forstyrrer ham med breve, og til at prale af, at han er kendt af en sporvognskonduktør på Balkan. Geniet i fuld overstørrelse Disse blottelser fik datidens højrepresse til at juble, så det knagede i de små sko, og måske vil de også blive fisket op af vor tids Brandes-hadere i den fortsatte kamp mod de 'kulturradikale' spøgelser. Jørgen Knudsen lægger alt under mikroskop, uden taktiske fortielser for 'Sagen's skyld. Problemet ved mikroskopmetoden er, at den kan fortegne helheden. Det bliver sværere at se skoven for bar buskads. Detaljerne, især de negative, skygger for - om jeg så må sige - geniet i fuld overstørrelse. Som Henrik Pontoppidan skrev om H.C. Andersen og Brandes i selvbiografien 'Arv og Gæld': Andersens samtid kunne ikke glemme hans naragtige forfængelighed, men næste generation nød hans geniale kunst uden at skænke hans fejl en tanke, og »sådan vil det også gå Brandes«. Og: ligesom med Andersen kunne Brandes' 'barnlighed' og emotionelle kortslutninger hænge sammen med medaljens forside. Det var også kontakten med det indre barn og den 'naive' impulsivitet, der gjorde Brandes til så stor en læser og formidler. Knudsen kunne også have brugt psykoanalytisk teori som nøgle til at se den gamle Brandes' tilsyneladende paradoksale tvangshandlinger i lys af unge Brandes' opdragelse: hans mors ekstreme idealisering kunne selv i alderdommen slå ud i behov for at blive 'elsket på trods'. Og i alt fald vurderer vi jo ikke Einsteins eller Picassos historiske indsats på deres inkonsekvenser og pinligheder og forhold til veninder og håndværkere. Uovervindelig - ja, taber - nej 'Uovervindelig taber', lyder Jørgen Knudsens facit over sin sammensatte 'helt', fordi så meget går galt i den gamle Brandes' liv, og især fordi han med den gamle verdens selvmord 1914 har tabt slaget for sine idealer: frihed, ret, fornuft og fremskridt. »Hans livsværk lå et eller andet sted nede i den store ruinhob« og »det bloddrivende mørke«, hedder det patetisk. Alt hvad han bekrigede havde vundet: nationalegoisme, autoritetstro, fordummelse og skinhellighed. Vist så, men det er også at se tingene med Brandes' mørkeste briller - og med de modstandere, der mente, at han selv og hans værk var smuldret hen. Alt i alt virker titlen misvisende. 'Uovervindelig'. Ja, mon ikke. Men 'taber'? Aldrig i livet. Knudsen anerkender Brandes' bedrift under Første Verdenskrig, men bagatelliserer hans magtkritik op gennem 1920'erne. Påstande om hans fiaskoer og hans negligering af fascismen holder ikke. Og en ekstra omkostning ved Knudsens brede fremstilling er, at vigtigt stof spredes over to bind og mange afsnit, så den røde tråd fortåger sig i detaljer, selv om vigtige linjer trækkes op i slutkapitlet. Den bedste tid Den gamle Brandes' indsats fremstår mere konsekvent og imponerende, hvis man ser den samlet. Verdenskrigens vanvid tryllede den vrisne gamle litterat om til en ung tidskritiker, men allerede fra 1911 havde han i den italienske futurismes krigsdyrkelse lugtet den aggressive nationalisme, der blev til imperialisme, fascisme og nazisme. Åndsaristokraten så med skepsis på demokratiet som en risiko for nivellering og højst som det mindste onde, men hans kompromisløse frihedskrav gjorde ham immun over for kommunismen og andre totalitære fristelser. Knudsen siger, at 1920'ernes Brandes »mister sansen for, hvad der er i gære«, »han er hægtet af«. Jeg mener tværtimod, at den 80-åriges analyser af den udenrigspolitiske udvikling op til 1926 er forbløffende ved deres overblik og deres visionære angreb på stormagternes hykleri og hævntørst, som vil avle en ny krig. Brandes' billeder af Tysklands dødedans med demoralisering, vold, hævnfantasier og sværmeriske frelsere minder om Sebastian Haffners analyse af Weimarrepublikkens opløsning - med den forskel, at Brandes skriver i 1922-23, 16 år før Haffner. Alt i alt er tiden 1911-25 politisk set hans finest hour, og de sidste dele af forfatterskabet er mindst lige så interessante som de berømte 1870'ere. Billedet bekræftes, hvis man inddrager det virkningshistoriske perspektiv, som Knudsen bevidst skærer fra. Den kosmopolitiske kritiker havde til det sidste ørenlyd helt i USA, hans død var en forsidenyhed verdenspressen rundt, hans civilcourage opmuntrede dansk modstand under besættelsen, og alt i alt har han, ligesom sin mere demokratiske arvtager Poul Henningsen, haft uvurderlig betydning for moderniseringen af dansk bevidsthed. En atypisk 'taber'! En bedrift af sjældent format Sådan kan man diskutere med Jørgen Knudsens værk, også fordi det er så klart og eminent velskrevet, ud fra et ideal om videnskab som engagement for værdier, med kloge hib til den aktuelle situation. Denne totalbeskrivelse af Brandes i hans intellektuelle stofskifte med sin tids Europa er en bedrift af sjældent format. Ikke blot ved sit omfang som fire normaldisputatser, men ved sin beherskelse af det enorme kildemateriale og baggrundspanorama og ved sin kombination af kritisk analyse, historisk overblik og evne til at gøre humanistisk forskning levende for en bred læserkreds. Det er et enestående stykke udgravning, med lange perspektiver for forståelsen af dansk historie og åndshistorie i det 19. og 20. århundrede. Himlen være priset - de forsamlede ateister må tilgive mig! - at vi har bjergværksmænd som Jørgen Knudsen, der orker 24 års slid i guldminerne.