For nogle år siden udsendte Helle Stangerup sin gendigtning af Saxo baseret på ældre oversættelser. Det problematiske ved en gendigtning af denne karakter er, at den let kommer så langt væk fra originalen, at vigtige pointer går tabt. Til gengæld udmærkede Stangerups gendigtning sig ved et både prægnant og smukt sprog, der samtidig var letlæseligt. Dermed var hun med til at åbne Saxos verden for en generation, der ikke i skolen havde stiftet bekendtskab med historierne om Rolf Krake, Uffe hin Spage, Hagbard og Signe, Stærkodder, Palnatoke, alle de gode historier, som tidligere var en del af børnelærdommen og en selvfølgelig del af dansk identitet. Værkets egen historie Nu er hun på banen igen med Saxo, denne gang med et arbejde, som ikke er nemt at placere genremæssigt. Titlen 'Saxo, hans værk, hans verden' lyder som en tung videnskabelig afhandling, men det er det ikke. Første del fortæller værkets egen historie fra middelalderen til i dag, bygget op omkring de personer, der i særlig grad har 'gjort noget' for værket. Foruden Saxo selv er det Christiern Pedersen, som besørgede udgaven af den latinske tekst i 1514; Anders Sørensen Vedel, der fik den oversat til dansk i 1575; Grundtvig, hvis fordanskning, trods det mærkværdige sprog, gjorde Saxo til folkelæsning; den svenske historiker Curt Weibull, der detroniserede Saxo som historisk sandhedsvidne; og endelig Karsten Friis-Jensen, hvis latinske tekstudgave forventes at udkomme i indeværende år. Saxos baggrund Det er en i hovedsagen saglig gennemgang, dog peppet op med novellistiske virkemidler. Strengt taget ved vi jo ikke, om Saxo knælede og kyssede Absalons bispering, da han fik overdraget opgaven. Men det er jo muligt, ringen er bevaret og kan ses på en af de udmærkede illustrationer. I øvrigt drøfter Stangerup veloplagt en række af de gåder, der er knyttet til værket. F.eks. ved vi ikke meget om Saxo selv, ud over hvad han selv fortæller. På baggrund af Saxos oplysning om, at hans far og farfar havde været hirdmænd, anfører Helle Stangerup, at han var af god krigerfamilie. Men han er mere end det. Hirden var militær og politisk elite med fortrinsret til politiske og administrative embeder og ombud. På Saxos tid var hirdmændene begyndt at betegne sig som 'milites', det vil sige riddere. Man kan roligt regne med, at Saxos baggrund var samfundets absolutte top. Han har givetvis også studeret i udlandet. Sin suveræne latinske dannelse har han, som fremhævet af Stangerup, næppe tilegnet sig i Danmark. Spøjse teorier Et af problemerne med Saxo er, at hans manuskript ikke er bevaret, hverken i original eller afskrifter. Det manuskript, som lå til grund for Christiern Pedersens udgave, er gået tabt. Vi har kun nogle fragmenter fundet i Frankrig for mere end 100 år siden, og de afviger noget fra pariserudgaven. Vi ved, at det manuskript, der blev brugt ved udgivelsen, kom fra Lund, hvilket passer godt med, at værket blev tilegnet ærkebiskop Anders Sunesen, en nevø af Absalon. Helle Stangerup skriver underholdende om de forskellige, til dels spøjse teorier, der er fremsat omkring det manuskript, Christiern Pedersen havde med til Paris. Oversættelser Der er flere gode iagttagelser. Muntert beskrives senere oversættere, bl.a. Grundtvigs anfægtelser, når Saxo gik i gang med kønslige beskrivelser og allegorier. Det er sikkert også rigtigt, at når Frederik Winkel Horns oversættelse blev så populær, skyldtes det næppe så meget oversættelsens sproglige kvaliteter - de var ikke store - som Louis Moes dramatiske tegninger; jeg erindrer det indtryk, hans kortskørtede brynjeklædte skjoldmøer gjorde, da jeg som barn stiftede bekendtskab med bogen. Derimod må det undre, at Peter Zeebergs fra alle sider roste nyoversættelse fra 2000 ikke omtales, efter min mening den intellektuelt største bedrift i Saxoformidlingens nyere historie. Misforståelse Misforståelser er der enkelte af. Helle Stangerup citerer den islandske skjald Markus Skjeggason, der skrev et hyldestdigt til Erik Ejegod, hvor han om domkirken i Lund (ikke den nuværende) siger, at »den er for enhver, der taler det danske sprog«. Stangerup opfatter dette bogstaveligt og nærmest beklager, at man i dag, hvor Skåne ikke længere er en del af Danmark, kun hører svensk bortset fra spredte turister. Men Markus bruger udtrykket 'dansk tunge', som betød de nordiske sprog i almindelighed. Desuden var hans pointe, at Lund var ærkesæde for hele Norden og ikke kun Danmark. Smittende kærlighed Den anden og største del af bogen er en genfortælling af de bedste historier fra Saxos oldhistorie med kortfattede kommentarer og bemærkninger til Saxos syn på kvinder, hans sociale forestillinger, brug af nordisk mytologi osv. Det skal bemærkes, at genfortællingen ikke er baseret på Helle Stangerups egen gendigtning fra 1999, men bygger på Jørgen Olriks gamle oversættelse fra 1912. Men historierne er gode. Og her kan de læses i kort form; et godt tilbud til den, som ikke vil ofre penge på en hel Saxooversættelse. Man kan sige Saxo light for nybegyndere. Ikke alle vil være enige i de ledsagende kommentarer, men de vidner om forståelse for det enestående ved Saxos værk, dertil om en kærlighed til emnet, som er smittende.