Jacques Delors begynder sine erindringer bagfra. Han indleder med at forklare, hvorfor han i sidste øjeblik besluttede ikke at stille op ved præsidentvalget i 1995, skønt alle opinionsundersøgelser viste, at han ville slå enhver modstander, inklusive Jacques Chirac, der siden har været Frankrigs statsoverhoved. Delors meldte fra, fordi han kom til den erkendelse, at han ikke ville kunne gennemføre det reformprogram, han ville gå ind for i valgkampen. Han ville derfor komme til at svigte sine vælgere. Det skyldtes den polarisering af det franske politiske system, som de Gaulle fik indført med forfatningsændringen i 1962. Den indebar direkte valg af præsidenten. Derved blev de kræfter, der skulle bære en reformpolitik, delt midt over i to lejre. I den ene blev de europæisksindede kristelige demokrater afhængige af de nationalistiske gaullister. I den anden blev socialisterne afhængige af kommunisterne. Gik ind for forfatningsændring Men Delors var europæisksindet socialdemokrat. Han tilhørte i virkeligheden, selv om han ikke selv siger det, 'den tredje styrke', der havde sat gang i Frankrigs økonomiske og sociale modernisering, knyttet det til Atlantpagten og med Romtraktaten lagt grunden til Den Europæiske Union. Men den tredje styrke forsvandt med Den Fjerde Republiks skibbrud på afkoloniseringen i Algeriet i 1958. Paradoksalt nok gik Delors ind for de Gaulles forfatningsændring i 1962. Det førte til et brud med den politiker, der oprindelig havde vakt ham politisk, den store radikale reformpolitiker Pierre Mendès France. For Mendès var modstander af det præsidentiale demokrati. Delors erkender ikke selv åbent denne selvmodsigelse i sine erindringer. For ifølge ham selv var hans lykkeligste tid, da han sad i det franske planlægningskommissariat i 1960'erne. Han troede også, at man efter generalens afgang med venstregaullisten Jacques Chaban-Delmas havde fundet den magiske centrumsregering, der kunne gennemføre de nødvendige reformer. Han blev rådgiver hos Chaban. Men reformerne strandede på, at regeringen var afhængig af et højreflertal i Nationalforsamlingen. Kun blokpolitik var muligt i Den Femte Republik. Derpå valgte Delors at slutte sig til François Mitterrands dristige forsøg på at modernisere og samle det franske venstre. Det førte ti år efter til hans sejr ved præsidentvalget i 1981. Delors indtrådte i hans regering. Men i grunden var de to meget forskellige. Mester i politisk taktik Delors er meget tilbageholdende med at karakterisere alle de politikere, han har haft med at gøre, især i sine ti år som formand for den europæiske kommission. Men om Mitterrand har han et pletskud, når han peger på hans »smag for risiko«. Som det fremgår af Jean Lacoutures storartede biografi - få memoirer slår en god biografi - var Mitterrand sin tids mest drevne for ikke at sige durkdrevne politiker i Frankrig. Men som han selv siger, var Delors i Mitterrands øjne nul som politiker, det vil sige håbløs. Nok den egentlige forklaring på, at han veg tilbage for at stille op i 1995. Mitterrand var en uovertruffen mester i politisk taktik, psykologi og retorik. Men han havde også en vision og en overbevisning. Det kom Delors til gode, da han i 1985 overtog kommissionen i Bruxelles. Uden støtte fra de tre politiske sværvægtere Mitterrand, Helmut Kohl og Felipe Gonzalez ville det ikke være lykkedes ham at få gennemført de store spring fremad i den europæiske integration, der skete i hans tid, fra enhedsmarkedet til Maastrichttraktaten og dermed møntunionen. Sang 'Mester Jacob' Alligevel ender han i mismod, fordi det, han selv anså for sin sidste bedrift, blev en fiasko. Hans styrke som kommissionens formand var ikke bare, at han havde et solidt politisk bagland i Tyskland, Frankrig og Spanien. Han forstod også at lytte til de mindre lande. Den samfundsmodel, han gang på gang fremhæver, er Danmark og Sverige. Konsensussamfund, kalder han dem modsat det franske konfliktsamfund. Selv i England blev han populær, i hvert fald hos fagbevægelsen, som han selv kom fra. De hyldede ham med at afsynge 'Mester Jacob', når han kom på besøg. Mester Jacob kimede med alle alarmklokkerne, da han på rådsmødet i København i 1993 fremlagde kommissionens hvidbog om, hvilken politik Europa skulle følge for at være på højde med USA. Nyrup Rasmussen får nogle pæne ord undervejs. Det var et grundigt og fremsynet søkort for den kurs, den europæiske konvoj skulle følge for ikke at blive sejlet agterud. Men der gik syv år, før man på mødet i Lissabon begyndte at lytte, og først nu er man så småt begyndt at handle. For sent. Det nye »Storeuropas« fremtid ser han i et »forstærket samarbejde« i en »fortrop«. Det findes allerede i eurozonen. Men det skal være åbent for alle, der vil og kan være med. Og han så det gerne udvidet med et »økonomisk sikkerhedsråd«.