I sin bog om forholdet mellem de nordiske folk fra vikingetiden til vore dage besvarer Lars Hovbakke Sørensen spørgsmålet 'Slagsbrødre eller broderfolk?' med et både-og. Indtil begyndelsen af 1800-tallet dominerede konflikter og rivalisering, ikke mindst mellem Danmark og Sverige. Det betød ikke, at der var krig hele tiden, men udgangspunktet var mistænksomhed og fjendtlighed. Først da Danmark og Sverige i1800-tallet havde måttet opgive stormagtsdrømmen, var der skabt grundlag for udviklingen af en nordisk identitet eller fællesfølelse. Ujævn fremstilling Lars Hovbakke Sørensens bog er i mange henseender vellykket. Med stort overblik og sans for det væsentlige trækkes hovedlinjerne i de sidste tusind års historie op. Samtidig er fremstillingen ujævn. Den er bedst for tiden efter 1800, men også middelalderen er godt beskrevet. Derimod er behandlingen af mellemperioden, især 1600- og første del af 1700-tallet, unuanceret og overfladisk. Helt uforståeligt er der ikke et ord om forsvenskningen af Skåne, som dog må siges at have haft afgørende betydning for relationerne mellem dansk og svensk. Der gøres heller ikke noget forsøg på at belyse den politiske kultur, der lå til grund for konflikterne. En så central figur som den svenske nationalhelt Gustaf II Adolf nævnes vist kun i en billedtekst, 1600-tallets store statsmand Axel Oxenstierna slet ikke. Skandinaviske drømme skudt ned Helt anderledes godt greb har forfatteren om de sidste to århundreder, hvor hovedtemaet er vekselvirkningen mellem national identitet og nordisk fællesfølelse. Den politiske skandinavisme var en elitebevægelse, som uden tvivl var stærkest i Danmark, hvor frygten for Tyskland betød, at mange i en skandinavisk union under huset Bernadotte så redningen for den danske nationalitet. De skandinaviske drømme blev skudt ned i 1864, men helt anderledes levedygtig var 'nordismen', en betegnelse, Lars Hovbakke Sørensen bruger om det praktiske nordiske samarbejde efter 1864, der bl.a. fandt udtryk i den nordiske møntunion af 1873. I vore dage er det praktiske samarbejde institutionaliseret i Nordisk Råd. Stærkest var modsætningerne mellem det nationale og det nordiske i Norge, hvor konstruktionen af en national identitet efter 1814 måtte føre til et opgør med Danmarks kulturelle dominans. Ironisk nok førtes kampen for sproglig frigørelse på et tidspunkt, hvor det var nordmændene, der leverede de væsentligste bidrag til den dansksprogede litteratur (Ibsen, Bjørnson, Lie osv.). Politiske kulturer Selv om Norge bevidst konstruerede en ny sproglig identitet, er sporene efter den 400 år lange union stadigt tydelige. Det kommer bl.a. til udtryk på den måde, at den politiske kultur i Norge ligner den i Danmark langt mere end den i Sverige. Lighederne mellem Danmark og Norge er både mentale og strukturelle. Et eksempel er partiudviklingen i nyere tid. Ganske vist fik det danske Socialdemokrati aldrig en magtstilling, som matchede det norske Arbejderpartis, men Norge fik sin pendant til SF og sit Fremskridtsparti. I modsætning hertil har højrepopulisme og skatteoprør aldrig haft samme gennemslagskraft i Sverige, hvilket Hovbakke Sørensen forklarer med, at i Danmark og Norge var velfærdsstaten overvejende finansieret via personskatterne, mens det i Sverige i væsentlig grad var erhvervslivet, der måtte holde for. Men erhvervslederne var en numerisk lille gruppe, hvis stemmer ikke var udslagsgivende ved et valg. Denne strukturelle forskel på det danske og svenske velfærdssystem kan ifølge forfatteren også være forklaringen på, at udlændingepolitikken i Sverige ikke i samme grad er blevet et kontroversielt politisk spørgsmål. Nordisk identitet en kendsgerning Det nordiske samarbejde har aldrig været et stridspunkt i samme grad som EU-politikken. Der er ingen parallel til EU-modstanden. Den nordiske identitet er en kendsgerning trods alle sproglige, mentale og institutionelle forskelle. Rammen er den fælles historie, styrken, at samarbejdet er vokset frem nedefra. Lars Hovbakke Sørensens bog kan anbefales som en god historisk introduktion til det samarbejde, som for tiden synes at knage lidt, ikke mindst fordi den nykonservative danske regering på en række afgørende områder har distanceret sig fra politiske og moralske normer, som ellers har været fælles for de nordiske lande. Danske ministres ringe fremmøde i Nordisk Råd er heller ikke klædeligt. Men det er ikke kun Norden, Fogh-regeringen saboterer; den har også vist sig som et villigt redskab for de amerikanske forsøg på at splitte Europa. Men det er en helt anden historie. Bogens illustrationer er et problem. Det hører til god tone at anføre ejerne af originalbillederne, men her er det glemt i en række tilfælde. Bl.a. tilhører portrættet af Corfitz Ulfeldt (s. 81) Frederiksborgmuseet. Om de gengivne portrætter af Erik Klipping og Erik af Pommern burde det have været anført, at der er tale om fantasibilleder fra 1600-tallet.