0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bibelen er jødernes hjemland

Kulturhistorisk skildring af den jødiske kulturs traumatiske samliv med den kristne i Europa fra middelalderen til i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jøderne er 'Bogens Folk'. For dem er bibelske tekster hellige. De må ikke destrueres, når de er udtjente og nedslidte.

Det gælder ikke kun fine eksemplarer af Bibelen, synagogens Toraruller eller andre rituelle skrifter, hvori man kan læse Guds navn. Det går helt ned til lasede klassesæt, der har været anvendt af generationer af jødisk ungdom.

De kasserede bøger samles og begraves i kasser, helst på jødiske kirkegårde. Men i tidligere tider gemte man også materialet væk på skjulesteder i synagogerne, hvis det ikke havde en så enestående værdi, at klenodierne gik i arv fra far til søn i generationer.

Kostbar kassette
Tidligere førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek Ulf Haxen fortæller i sin rigt illustrerede bog om 'Det lille mirakel', hvordan det lykkedes Carsten Niebuhr-ekspeditionen at erhverve sig en kostbar kassette med bibelske tekster og jødiske juridiske forordninger i Istanbul i 1761.

Disse illuminerede håndskrifter gik tilbage til en jødisk slægt, der flygtede fra Spanien til Nordafrika inden det Herrens år 1492, da det spanske kongehus rensede landet for muslimer og jøder. Kassetten er nu et af klenodierne i bibliotekets internationalt berømte jødiske samling, der selv overlevede den tyske besættelse i skjul, bl.a. på loftet af Trinitatis Kirke ved Rundetårn.

Efter krigen vendte en dansk jøde, der havde overlevet opholdet i kz-lejren Theresienstadt, hjem med et håndskrevet og smukt dekoreret eksemplar af en hagada, dvs. en instruktion i påskeritualet, fra 1700-tallet.

Denne hagada var det eneste, en ukendt polsk jøde nåede at redde med sig, da han blev deporteret til denne mellemstation inden Auschwitz. Da han blev udtaget til sin dødsrejse, gav han den hellige tekst i danskerens varetægt. Det Kongelige Bibliotek erhvervede den i 1992.

Hver bog har sin egen historie
Haxens bog er en stærkt forsinket opsamling efter den udstilling om den hebraiske bog og det hebraiske sprogs udvikling, som biblioteket arrangerede i 1989 på basis af de omfattende erhvervelser, biblioteket sikrede sig i 1932 fra overrabbiner David Simonsens 40.000 bind store bogsamling. Den skal nu indgå i Dansk Jødisk Museum, der åbnes på biblioteket senere i år.

Hver bog, og hver stump beskrevet på pergament, har sin historie, og det er udpluk heraf, Haxen fortæller uden smålig skelen til sin bogs angivelige tema 'Jødisk bogkunst i tusind år'.

Haxen begynder med fordrivelsen af de spanske jøder, de såkaldt sefardiske jøder, og deres enorme betydning for boghåndværkets overlevelse og udbredelse i Europa. Men han ender snart i sit hjemland Danmark, hvor vi får en generel fremstilling af den jødiske integration i det danske samfund til og med David Simonsen.

Fortæller, hvad han har lyst til
Den historiske fremstilling holder sig heller ikke altid strikt til de mest guldrandede historiske kilder. Haxen citerer vidt og bredt fra den nulevende franske forfatter Marek Halters letlæste roman 'Abrahams minde' og fra Thorkild Hansens ikke mindre vidunderlige, men dog historisk set mere nøjeregnende 'Det lykkelige Arabien'.

Han synes i det hele taget at følge det princip, at han fortæller, hvad han har lyst til, og det får som resultat, at vi på et overskueligt antal sider kan danne os et både malerisk og indtrængende billede af de jødiske samfunds traumatiske skæbnefællesskab med det kristne Europa - og forhåbentlig begribe, hvor uløseligt de to kulturer er forbundne.

Den handler om et folk, for hvem Bogen var hellig, ikke blot fordi den rummede åbenbaringer, men også den lov og inspirationen til de ritualer, hvorefter jøderne levede og overlevede. Vi har her at gøre med en nation, altså et etnisk fællesskab, der ikke fra Templets ødelæggelse i 70 e.Kr. og til Israels grundlæggelse i 1948 var samlet i en politisk statsdannelse, men som i kraft af sin tro, sine trosregler og en endeløs fortolkning heraf har levet efter loven. Det er jo ikke mindst det, der for jøderne gjorde disse teksters overlevering til en bydende nødvendighed. De var deres fædreland.

Det, at vi selv giver de love, vi adlyder, er en højst moderne foreteelse og måske et enestående øjeblik i historien. Det ventede den jødiske civilisation ikke på.

Vejledning for vildfarne
Haxen er redaktør af det danske jødiske kulturtidsskrift 'Rambam', og det er måske derfor, at den mand, der skjuler sig bag forkortelsen, har en vigtig plads i bogen. Det er nemlig rabbi Moses ben Maimon, der måske bedre kendes under sit latiniserede navn Maimonides.

Denne lærde mand levede fra 1135 til 1204, først i Cordoba i Spanien og siden i Kairo. Sine værker affattede han på arabisk, herunder det nok berømteste 'Vejledning for vildfarne'.

De »vildfarne«, Maimonides ville vejlede, var dem, der antog, at Gud kunne legemliggøres, f.eks. i skikkelse af Toraen. Det var kætteri, der forbrød sig katastrofalt mod tanken om Guds almægtighed og enhed. De bibelske tekster må altid gøres til genstand for fortolkning. At læse de hellige tekster efter bogstavet er en utilgivelig synd.

Vi kan tro på det mulige: altså forskrifter for, hvordan vi fornuftigvis må handle. Men det umulige, det poetiske, det fortællende i Bibelen kan vi kun fortolke. Her er Guds sprog forsøgt oversat til menneskenes, og vi må oversætte det tilbage igen.

Det er interessant og ikke så lidt paradoksalt, at Maimonides i jødisk lærdom derfor står som eksponent for den holdning, at studiet af toraen, altså Mosebøgerne, ikke er uforenelig med det, vi siden kom til at forstå som Oplysning, altså filosofi, eller med et mere moderne ord kritik.

For hvorom alting er, har jøderne, som deres bibliofile begravelsesskikke viser det, fastholdt en urokkelig gudsfrygt, når det gælder det skrevne ord.