Tak som byder! En bog om Muhammed, muslimernes profet, lyder som gefundenes fressen i en tid, hvor mange af de mest brændbare emner udspringer af religion. I de troendes rækker mærkes en længsel tilbage til den store urfortælling i det lønlige håb, at man dér kan finde brugbare værdier for fremtiden. Det er således ikke uden grund, at katolikken Mel Gibson nu melder sig på banen med en film om Jesus. Og det er heller ikke uden grund, at Amér Majid, en yngre dansker med pakistansk-muslimsk baggrund, har skrevet en biografi om Muhammed. Majid forklarer, at han med sit værk, som er det første skrevet på dansk, vil belyse Muhammed og hans kamp for islams tilblivelse og udbredelse. Det er, må man antage, en måde at lære sig selv bedre at kende. Men denne fine ambition bukker hurtigt under i værkets knastørre hede. Vi er på en sand ørkenvandring gennem profetens liv og levned fra 570 til 632. Mens alverdens religionshistorikere og besindige politikere skriger på større forståelse mellem de tre monoteistiske religioner, leverer forfatteren en fremstilling, som måske nok er egnet til at stimulere mange muslimers selvagtelse, ikke mindst i forhold til en dømmesyg omverden, men som netop ikke evner at komme ud over rampen til en bredere kreds. På paradoksal vis vil bogen formentlig snarere bekræfte end dementere de antiislamiske fordomme. Vi har, som også religionssociologen Mikael Rothstein fastslog i sidste uges Bøger, fortsat et stort behov for kvalificeret viden om islam og dens forskellige teologiske fortolkninger og lokale prægninger. Men vi har ikke behov for - som andet end kilde til en bestemt selvforståelse - en perspektivløs og traditionalistisk bekendelse. Jamen, har Amér Majid da ikke lov at skrive et værk om den mest centrale skikkelse i den religion, han bekender sig til? Svaret er overflødigt. Og Skandinaviens mest hæderkronede forlag, der år efter år forsyner det læselystne publikum med fuldtræffere inden for en række genrer, har da også både 'lov til' og formodentlig råd til at udgive en bog som denne. Legitimiteten af disse forehavender skal der ikke pilles ved. Men - og det er et bitterstrøet 'men' - hvad pokker skal vi med et helgenportræt af Muhammed? Vi trænger til forstandige korrektioner til den forskelsløse identifikation mellem muslimer og fanatikere, hverdagens Ali og Osama bin Laden, ikke en dydsiret skildring af, hvor renhjertet en person den gamle arabiske religionsstifter og imperiebygger var. Inden man bliver sagsøgt for 'hate speech', bør det hastigt tilføjes, at denne enkle indvending er principiel og derfor gælder tilsvarende fremstillinger af eksempelvis Jesus eller Abraham. Overlad glansbillederne til drømmerne. Der er ikke mange nuancer at støtte sig til, og kommenterende bemærkninger fra forfatteren eller forsøg på analyse af den historiske sammenhæng, hovedpersonen indgik i, er stort set fraværende. Karen Armstrongs biografi om Muhammed, som udkom på dansk sidste år (anmeldt i Bøger 12.4.03), var ganske vist tendentiøs i sit forsøg på at tolke Muhammed som en førmoderne Gandhi, men den havde samtidig noget at byde på. I modsætning til Majids bog rummede den nemlig, foruden nogle interessante teologiske udlægninger af islams lære, en sammenhængende beskrivelse af de politiske, sociale, kulturelle og religiøse forhold på den arabiske halvø på det tidspunkt, hvor den fyrreårige købmand Muhammed ibn Abdallah så syner og blev forkynder af en ny trosretning. Amér Majids bog er ukommenteret, ukritisk og udokumenteret. Forfatteren nævner selv, at hans egen fremstilling gennemgående bygger på Ibn Ishâqs 'Sîrat Rasûl Allâh' fra midten af 700-tallet. Men det er uhyre vanskeligt at gennemskue, om Majids bog er en lang genfortælling af et allerede eksisterende skrift - nærmest en oversættelse med enkelte af hans egne indspark - eller en sammenskrivning af flere værker, sådan som litteraturlisten synes at antyde. Det bedste ved bogen - med mindre man holder af religiøs krønikeskrivning - er faktisk forfatterens kortfattede indledning, hvor han meget rigtigt påpeger, at profeten Muhammed er central for forståelse af Koranens åbenbaringer. Underforstået: Mere substantiel viden kan afmontere nogle af de værste fordomme om muslimernes religion. Så ville bogen måske have gjort en forskel.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























