På med vandrestøvlerne

Lyt til artiklen

Vinteren går på hæld, dagene længes, og det er snart tid at finde vandrestøvlerne frem, hvis man ellers er til den slags udendørs glæder. En ny og udvidet udgave af bogen 'Vandreture i Danmark' får det i hvert fald til at krible i mine ben for at komme ud og prøve nogle af de 92 ture, der beskrives af forfatteren Torben Gang (det hedder han faktisk) Rasmussen, biolog og passioneret vandrer. Turbeskrivelserne omfatter alt fra korte slentreture, tilpas til en søndag eftermiddag, til lange ture over flere dage med telt i oppakningen eller penge på lommen til at tage ind på en kro eller et vandrehjem undervejs. I forbindelse med hver turbeskrivelse er der et lille afsnit med praktiske oplysninger, som for eksempel hvordan man med offentlige transportmidler kommer hen til turens udgangspunkt, lejrpladser, andre overnatningsmuligheder og spisesteder undervejs og henvisninger til supplerende læsning om området. Hver tur beskrives desuden med både sværhedsgrad og med oplysninger om, hvad der er at se undervejs, både kulturelt og naturmæssigt. Fugle- og dyrelivet, sjældne blomster, geologisk forklaring på landskabstyperne, historiske begivenheder på egnen - der er masser af stof at hente i den lille, praktiske bog, der snildt kan være i en stor jakkelomme. Selv tæt på København er der spændende ture at gå, for eksempel i Mølleådalen eller på Kalvebod Fælled. Har man mod på de længere ture, lyder den 30 kilometer lange afmærkede rute i bakkerne på Jyske Ås eller de 67 kilometer ad den gamle Gendarmsti langs Flensborg Fjord som indbydende muligheder. Eller Ærø rundt, der egentlig er en cykelrute, men hvis 67 kilometer også lader sig tilbagelægge til fods. Ærø er sammen med Læsø, Samsø og Bornholm nye destinationer i forhold til første udgave af bogen. Nyt er også, at hver rute er forsynet med et kort, så det er nemmere at finde vej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her