»Du er alt for romantisk, Durita«, siger en veninde i slutningen af Durita Holms bog 'På smalle andalusiske stier'. Hun har lidt ret. Der er lige rigeligt med romantik og især med tillægsord i beretningen om den unge familie, som køber et forfaldent hus i den andalusiske bjergby Monachil for at leve der på helårsbasis. Udsigten er blændende øverst på side 9 og storslået to gange længere nede på siden, og der er en overflod af brune, furede ansigter og sorte, spillende øjne. Nogen burde have redigeret og luget ud i superlativer og gentagelser især i de første afsnit, for ellers er der såmænd masser af gods og oplysninger i bogen. Durita Holm er 29, født på Færøerne og vidt berejst. Hun sejlede Jorden rundt i tre år, fra hun var 21 - det kom der en bog 'Rejsen om den blå planet' og et antal tv-programmer ud af - og nu har hun så sammen med ægtemanden, Erik, og deres treårige datter, Freya, realiseret drømmen om det enkle liv blandt enkle mennesker. Der som bekendt ikke er så enkelt, for kulturforskelle udlignes ikke bare ved at smile venligt, og man kan ikke altid tude med de ulve, man er iblandt. Naboerne i Monachil har for eksempel ret svært ved at forstå, at det unge par ikke dyrker den jord, der hører til huset, og lille Freya, der skal i skole trods sin unge alder, får en lærerinde, som ikke ligefrem dyrker moderne pædagogiske principper. Bogen veksler mellem beskrivelser af dagligdagen i Monachil, historiske beretninger om Sydspanien og erindringer fra Duritas opvækst på Færøerne. Den er letlæst, men nok lidt naiv sine steder, men ret skal være ret: Durita lærer efterhånden, at man ikke bare flytter ind og bliver en del af et samfund. Der skal tid og tolerance til. Og det er da en meget god erfaring at give videre til de ikke så få, der drømmer sig væk fra egne breddegrader og ned til olivenlunde og appelsintræer.