Hvis en dansk kunstner vil se sit livsværk udmøntet som bog, er det ikke altid nok at have præsteret sådan et værk. Overraskende nok. Han skal også have været i live så længe, at en større offentlighed - og kunstmuseerne ikke mindst - kan nå at vurdere værket som så vigtigt, at en monografi simpelthen må skrives, mens tid er. Carl-Henning Pedersen måtte fylde 90, før han fik sin store bog og samtidig en større retrospektiv udstilling på selve Statens Museum for Kunst. Den er i øvrigt nu vandret videre til museerne i Herning - Danmarks Carl-Henning Pedersen-hovedstad. Den samme ære overgik eksempelvis aldrig Ejler Bille og Egill Jacobsen og heller ikke i sin tid Asger Jorn. Men det er ikke den eneste usædvanlige æresbevisning, der på det seneste er blevet Carl-Henning Pedersen til del. For som gammel og hvidhåret kan maleren nu bade sit blik i ikke færre end to nye, store monografiske fremstillinger, begge illustreret så overdådigt, at teksten klart må spille en sekundær rolle i forhold til de mange illustrationers overvældende blå kosmos. Den ene - af kunsthistorikeren dr.phil. Mikael Wivel - blev udsendt i august sidste år forud for åbningen på Statens Museum for Kunst og var en publikation ikke bare til udstillingen, men også til hjemmets højeste bogreol. Den anden - af den franske forfatter Jean-Clarence Lambert, som med sine to bind i stødsikker kassette er endnu større og noget dyrere - er af hensyn til den første først udkommet for nylig. Lamberts bog er oprindelig udsendt på fransk (på Editions Cercle d'Art) og så oversat til dansk og engelsk. For det gælder åbenbart om at udbrede budskabet til hele Europa.