Et barn, som har set sin far blive skudt på en altan. I flygtningelejren Aida ved Betlehem er døden hverdag. Og i lejrens skole er der utallige huller efter maskingeværsprojektiler. Så store og så mange, at den grå farve fra betonpudset fortrænger den gullige maling på væggene. Disse billeder passerede revy i denne anmelders hoved ved læsningen af den israelske historiker Ilan Pappes 'A History of Modern Palestine: One Land, To Peoples'. Udgangspunktet for Pappes fremstilling af Palæstinas historie de seneste 150 år er netop flygtninge som dem i Aida - og i videre forstand hverdagen for befolkningen og for dem, som betaler den største pris i områdets uløselige konflikt; dem i samfundets bund både blandt israelere og palæstinensere. Det udgangspunkt er en god vejviser til den komplekse konflikt i Mellemøsten, hvor de historiske veje i områdets historie er flettet så tæt og forvirrende sammen som gadeplanen i den gamle by i Jerusalem. Konsekvent at stille sig på de fattiges side og beskrive historien herfra gør Pappe i stand til at forholde sig kritisk til den nationalistiske historieskrivning på begge sider af det beton- og pigtrådstegn, der nu er ved at blive bygget rundt om Israel. For vel spiller nationen og religionen vigtige roller i striden, som den føres i diskussionerne blandt politikerne og eliten i begge samfund, men for dem i bunden af samfundet handler det først og fremmest om at leve. For israelerne i tryghed fra de selvmordsbomber, som forpester deres hverdag med angst. For palæstinenserne handler det for manges vedkommende blot om at overleve.