Det må gerne passe sammen: Vedkommende erindringer kræver en vedkommende form, og der er stadig meget, der kan siges om Anden Verdenskrig, om rædslen og den indædte overlevelsesvilje. I september 1944 blev næsten 2.000 danske betjente sendt i koncentrationslejr af tyskerne. Merete Demant Jakobsens far var en af dem. Jakobsens genfortælling åbner med en lille krydsklipning mellem den truende tilfangetagelse på politistationen og glimt fra et lykkeligt familieliv med kone og barn. Bagefter tager den større krydsklipning over, hvor vi skiftevis hører om Anders' ophold i Buchenwald og Martines kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen hjemme i Middelfart, hos besværlig familie. Jakobsen er loyal som den genfortællende datter, men hun krydsklipper ikke til en mere fri fortælleposition, hvor hun tager sig friheder, sådan som en forfatter plejer at gøre. For eksempel bliver faren kaldt for Gudindetilbederen af sine kammerater, det er en humoristisk anerkendelse af hans måde at overleve på, der er netop tale om en lethed midt i en ellers massiv undertrykkelse. Men Jakobsen tager navnet ret bogstaveligt. Jakobsens erindringer mangler en fodraphed i forhold til forældrenes historie, hvor hun lader sin egen fantasi og stillingtagen arbejde med på beretningen, så den bliver personlig og uforudsigelig.
Gudindetilbedelse uden luft
Lyt til artiklen
