Som indledning til sin fine lille bog om 'forsvindingens æstetik', der oprindelig kom i 1989, beskriver Paul Virilio den måde, hvorpå piknoleptikeren oplever verden. 'Piknolepsi' er navnet på en sygdom, der ytrer sig ved, at patienten meget hyppigt, nemt flere hundrede gange om dagen, så at sige 'forsvinder', momentant er helt væk, har en absence, som det hedder. Piknoleptikerens særlige kunst består da i at lære sig at rekonstruere dagens gang i et kunstigt ubrudt flow, hen over alle disse manglende øjeblikke. Med vanlig hæsblæsende energi generaliserer Virilio denne tilstand til at gælde for hele vores kulturkreds og eftersporer med hvirvlende hastighed effekterne af denne lidelse inden for urbanismen, militærmaskineriet, biograffilmen, teknologien. Virilios påstand er, at i takt med, at verdens gang speedes mere og mere hysterisk op, ender vi alle som en slags piknoleptikere: Tingene går ganske enkelt så hurtigt, at vi ikke når at opfatte dem, og talrige gange må vi bluffe over for os selv og andre og lade, som om vi ikke et øjeblik var hægtet af. Værket er lille og bestemt værd at læse, hvis man gerne vil gøre sig tanker om accelerationens indvirkning på vores liv.
Hjælp, alt forsvinder
Lyt til artiklen
