Blev litteraturmanden Harald Nielsen nazist, da han under krigen gik ind for, at også danske jøder skulle gå med en gul davidsstjerne? Eller var han 'bare' en kristen antisemit? Og kan man til forsvar for samme Nielsen tale om Brandes' 'jødiske blod' som fremmed for lurmærket dansk kultur? For at mildne sagen for pastor Krarups ungdomsmetaforik, opfinder man så et nyt begreb, der lyder som en ondartet halsbetændelse, nemlig 'xenofobisk antisemitisme'. Som om det overhovedet burde være anstændigt at gradbøje antisemitisme, især ikke efter Hitlers holocaust! Men det gør man altså. Og det gør man altså ikke kun i Danmark, det har man sådan set gjort længe i udlandet med en lidenskabelig, men også noget mere intellektuel debat end den danske. Om hvorledes man skal tackle den antisemitisme, der flød stærkt igennem europæisk og amerikansk litteratur undervejs til og langt ind i Anden Verdenskrig. Anthony Julius har netop genudgivet og udvidet sit inciterende værk fra 1995 'T.S. Eliot, Anti-semitism and Literary Form', hvor han svarer igen på sine kritikere, der i sin tid blev oprørte over, at Julius ikke mener, at det er muligt at bortdestillere den store lyrikers antisemitisme fra hans modernisme. I USA udgiver man nu alle Ezra Pounds digte og cantos - også dem som har hadske udfald mod jøder - og forsøger at retfærdiggøre disse udgivelser ud fra litterære analyser og helhedsbetragtninger. Ikke for at forsvare, men for at forklare, ikke for at undskylde, men for at finde de historiske og psykologiske årsager til, at selv 'fornuftige' mennesker i mellemkrigstiden lod sig indfange af den mest stupide racisme.