Martin Buber (1878-1965) var en interessant blanding af mystiker, filosof og sociolog og ikke så kendt her til lands. En karismatisk tænker, der søgte at finde et arkimedisk punkt, hvor han kunne forene det bedste i den jødiske tradition med kristen mysticisme - samt med tidssvarende social og politisk tænkning. Han fik en tidlig åndsfælle i socialisten og anarkisten Karl Landauer - der senere blev myrdet. Nu foreligger en oversigt over Bubers liv og tænkning af Judith Winther. Meget plads vies Bubers forsøg på at finde en tredje vej mellem det assimilerede liberale jødiske borgerskab og de ortodokse rabbinske rødder. Buber var inspireret af Nietzsches tro på nødvendigheden af en vital myte for at styrke et folks vitalitet - uanset mytens historiske korrekthed. For Buber var den assimilerede og oplyste, men rodløse jødedom derfor en misforståelse - og han kunne slet ikke forlige sig med den bogstavtro rabbinske fundamentalisme. Denne led efter hans mening desuden af den urbaniserede jødedoms manglende kontakt med naturen - altså den jødiske diasporas indadvendte og knastørre boglighed. I stedet søgte Buber inspiration hos hasidismen, en mystisk kabbalistisk bevægelse fra begyndelsen af 1700-tallet, som godt kan minde om Zenbuddhismen: i dyrkelsen af det enkle og hverdagsnære, i troen på det guddommelige i det jordiske liv samt i ophævelsen af skellet mellem verdsligt og profant. »Hvad er det helligste, din rabbi foretager sig?«. »Hvad han end måtte foretage sig i dette øjeblik«. Eller på dansk: »Hvornår smager en Tuborg bedst?«.