Gør det private offentligt! Sådan sang man kækt i de små kollektiver dengang i 1970'erne. Men da det kom til stykket tyve år senere, så blev den lille glade sang til en publikumssikker slager på de kommercielle tv-kanaler. Og nu mødt med et ramaskrig fra de stemmer, som boede kollektivt engang for ikke så længe siden. Mange - og det gælder også undertegnede - fandt, at bunden var nået med reality-programmer såsom 'Big Brother' og 'Robinson Ekspeditionen' og alle de andre serier om mennesker både spærret inde og dog åbne for millioner af seere. Gamle Karl Marx fik ret igen i, at kapitalismen altid er med på det sidste nye, hvis alt er ved det gode gamle, og pengene triller i den rigtige retning, altså ned i lommerne på producenter og sponsorer. Samtidig blev der råbt pædagogisk vagt i gevær over for en ungdom, som flokkedes til disse intimiteter, hvor man kunne se kønsdele om morgenen under bruseren og heftige skænderier om aftenen over rødvinen. Medie- og filmforskeren Anne Jerslev har med sin bog, 'Vi ses på tv', begivet sig begavet, nysgerrigt og fordomsfrit ind i denne reality-verden. Dels for at skildre dens historiske herkomst, selvfølgelig et sted i den amerikanske fjernsynskultur og dels for at se, hvorledes disse programmer påvirker de unge, som har gjort dem til succeser i seertal, dog stadigvæk et stykke i så henseende fra både 'Rejseholdet', 'Nikolaj og Julie' og nu 'Krøniken'.
Fagre nye virkelighed
Lyt til artiklen
