Ingen kan læse sig til at forstå endsige holde af Hammershøis billeder, og ingen kan heller skrive sig til det. At skrive om disse billeder var at leve sammen med dem, den tid det varede. Skriften er sporet af dette samliv. (...) For enden af sporet venter stadig Hammershøi, og jeg kan kun håbe på hans overbærenhed. Poul Vad: Hammershøi. Værk og liv. Den ydmyghed over for emnet og sine egne evner til at forstå det, som Poul Vad udtrykker i efterordet til sin omfangsrige monografi 'Hammershøi', mærker man ikke det fjerneste af i hans sidste, posthumt trykte artikel. Her retter han med autoritær selvsikkerhed et svidende angreb på Weekendavisens kulturredaktør Henrik Wivel, som i 1996 udgav den lille bog 'Vilhelm Hammershøi' i serien Dansk Klassikerkunst. Henrik Wivels bog tolker frejdigt hele Hammershøis liv og værk som en lang kristen rejse, der forløses i det udaterede billede 'Sol over havet', som Wivel antager må være det sidste, Hammershøi malede. Hvorfor? Fordi det i hans udlægning er en elegant afslutning på hans mystiske kristne fortælling om, at Vilhelm var et pinsebarn, som moren fik med Helligånden. Henrik Wivel mener, at Vilhelm endelig er kommet hjem, at han i billedet af en skibsmast i modlys endelig identificerer sig med pinsebarnet, og at billedet skildrer en »rejse mod solen, døden og opstandelsen«. Dette 'pinsebarn', pointerer Vad, eksisterer kun i »Henrik Wivels hæmningsløse fantasi«. Og Poul Vad gør opmærksom på, at billedet kun er gengivet en gang tidligere, og det er i hans egen bog 'Hammershøi. Værk og liv' fra 1988. Det er også herfra, Wivel henter de citater fra blandt andet moren, der underbygger den kristne fortælling. Billedet er ikke Hammershøis sidste, godtgør Vad, men sandsynligvis fra 1902, som angivet på ejerens kartotekskort, hvor billedet i øvrigt hedder 'Hav. th. Mole med Skib' - »nogen bedre kilde til dateringen findes heller ikke«, skriver Vad.