Da russerne kæmpede sig frem gennem Berlins gader i foråret 1945, havde de noget at hævne. En del af hævnen bestod i, at de voldtog fjendens kvinder. Når en russisk soldat sagde » Frau, komm!«, så vidste den tyske kvinde, hvad der ventede hende. En af de skændede kvinder holdt hovedet så koldt, at hun førte dagbog over, hvad der overgik hende og tusinder af andre kvinder. Hendes beretning, 'En kvinde i Berlin', udkom første gang på tysk i 1956, men blev hurtigt glemt. Sidste år blev dagbogen udgivet på ny, og denne gang kom den straks på bestsellerlisten. Forlæggeren havde tydet markedet rigtigt - tyskerne finder, at tiden omsider er inde til åbent at sige, at også de var ofre for Hitlers krig. I indeværende bogsæson kommer det ene værk efter det andet, der afspejler dette mentale tidsskifte, og fjernsynet følger ivrigt trop. Størst opmærksomhed har der været omkring historikeren Jörg Friedrichs beskrivelser af de allieredes bombeangreb på tyske byer. Han kalder dem terrorbombninger, idet han dokumenterer, at deres formål var at knække civilbefolkningens modstandsvilje. Det underliggende budskab er: Også fjenden gjorde sig skyldig i krigsforbrydelser. Strengt taget er der lidet nyt i disse bøger. Deres indhold har været kendt i årevis. Men det er, som om der nu er gået hul på en byld. Et halvt århundrede efter tør den nation, der overfaldt land på land, føre en offentlig debat om sine egne ofre. Blandt dem de voldtagne kvinder.
Dagbøger fra barbariets tid
Lyt til artiklen
