0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dagbøger fra barbariets tid

I Tyskland udkommer nu den ene bog efter den anden, der handler om tyskerne som krigens ofre. I denne bogstak finder man to usædvanlige dagbøger, der bør læses i sammenhæng. Den ene dagbog beretter om, hvad en menig tysk soldat var med til på Østfronten. Den anden skildrer russernes massevoldtægt af kvinderne i Berlin. Begge dagbøger har deres højst forskellige skæbne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da russerne kæmpede sig frem gennem Berlins gader i foråret 1945, havde de noget at hævne. En del af hævnen bestod i, at de voldtog fjendens kvinder.

Når en russisk soldat sagde » Frau, komm!«, så vidste den tyske kvinde, hvad der ventede hende. En af de skændede kvinder holdt hovedet så koldt, at hun førte dagbog over, hvad der overgik hende og tusinder af andre kvinder.

Hendes beretning, 'En kvinde i Berlin', udkom første gang på tysk i 1956, men blev hurtigt glemt. Sidste år blev dagbogen udgivet på ny, og denne gang kom den straks på bestsellerlisten. Forlæggeren havde tydet markedet rigtigt - tyskerne finder, at tiden omsider er inde til åbent at sige, at også de var ofre for Hitlers krig.

I indeværende bogsæson kommer det ene værk efter det andet, der afspejler dette mentale tidsskifte, og fjernsynet følger ivrigt trop. Størst opmærksomhed har der været omkring historikeren Jörg Friedrichs beskrivelser af de allieredes bombeangreb på tyske byer. Han kalder dem terrorbombninger, idet han dokumenterer, at deres formål var at knække civilbefolkningens modstandsvilje. Det underliggende budskab er: Også fjenden gjorde sig skyldig i krigsforbrydelser.

Strengt taget er der lidet nyt i disse bøger. Deres indhold har været kendt i årevis. Men det er, som om der nu er gået hul på en byld. Et halvt århundrede efter tør den nation, der overfaldt land på land, føre en offentlig debat om sine egne ofre. Blandt dem de voldtagne kvinder.


Da 'En kvinde i Berlin' første gang udkom i midten af 50'erne, blev der i USA solgt en halv million eksemplarer. Men i Tyskland blev den salgsmæssigt et flop. De skildrede oplevelser stod stadig i alt for smertelig erindring for mange kvinder (og deres mænd). Det var fortrængningernes tid.

Der har været mange spekulationer om, hvem der gemte sig bag forfatternavnet Anonyma. At hun var overordentlig velskrivende, pegede i retning af en professionel ordbruger. Nu mener Süddeutsche Zeitungs medarbejder Jens Bisky at have afsløret hendes identitet: Marta Hillers, født i 1911, død i 2001. I sine unge år en eventyrlysten journalist, evigt på farten, blandt andet opholdt hun sig længere tid i Sovjetunionen i 1930'erne.

Nyudgivelsen af hendes dagbog er besørget af Hans Magnus Enzensberger, der har indføjet den i sin fornemme serie Das andere Bibliothek. Enzensberger er rasende over, at Süddeutsche Zeitung har vovet at bryde den anonymitet, som forfatteren havde krævet i sit testamente. Det toneangivende dagblad forsvarer sig med, at eftersom forlaget selv lancerer dagbogen som et historisk dokument, så har man krav på at vide, hvem kilden er. Hvordan skal man ellers kunne vurdere dens lødighed?

Süddeutsche Zeitung er gået så langt i sin kildeforskning, at man åbenbart føler sig berettiget til at så tvivl om, hvorvidt Anonyma var alene om at give dagbogen dens endelige form. Hun renskrev den allerede i sommeren 1945, i vidt omfang på grundlag af hastige notitser og stikord (hvordan kunne det vel være andet under så dramatiske omstændigheder?).

Men i hendes nærhed var vennen og kollegaen Kurt W. Marek, der var kendt som en ferm tilskærer af andres fortællinger. Süddeutsche Zeitung lader spørgsmålet stå ubesvaret i rummet, om det kan udelukkes, at Marek havde en finger med i spillet?

Under alle omstændigheder kom dagbogen i stand på hans indtrængende opfordring, ligesom det var ham, der sørgede for at få den trykt. Den blev oprindelig lanceret i USA i 1954, hvorefter den skyndsomt blev oversat til en række andre sprog, på dansk kom 'En kvinde i Berlin' således allerede i 1955!


Anonyma/Marta Hillers blev selv voldtaget flere gange, indtil hun fandt en vis beskyttelse ved at knytte sig til en major - her kom hendes kendskab til russisk hende til nytte. Hendes kølige betragtning var, at hvis hun blev opfattet som en førerulvs bytte, så ville hun lettere kunne holde det øvrige ulvekobbel på afstand.

Så 'let' slap ikke alle hendes medsøstre. Der er knugende beretninger om, hvordan både store skolepiger og bedstemødre blev skændet, ofte mere end én gang. Hvorved også de kom til at bøde for de skændselsgerninger, som deres landsmænd havde begået i Rusland.

Den største medynk føler dagbogens forfatter dog for de tyske mænd, der »jammerlige og magtesløse« må se fjenden voldtage deres kvinder. Her bliver den nazistiske dyrkelse af den ariske mand grundigt aflivet, noterer Anonyma.

Er også hun et offer for krigen? Det tør nok siges. Men med Süddeutsche Zeitungs afsløringer i baghovedet er det svært at frakende hende ethvert medansvar for Det Tredje Rige. For nu ved vi, at hun under krigen tjente til dagen og vejen ved bl.a. at skrive artikler og pjecer, der skulle opmuntre tysk ungdom til at indtage den rette holdning og vise offervilje. Denne virksomhed nævner hun ikke i sin dagbogs overvejelser om årsager og virkninger.


Når Den Røde Hær rykkede ind i Tyskland, havde det jo sine årsager. Dem bliver man grundigt mindet om i en anden tysk dagbog, der først nu bliver offentliggjort efter at have ligget på et loft og samlet støv i et halvt århundrede, indtil en fjern slægtning til forfatteren fandt det værd at lade andre læse med.

Dagbogsskriveren var Willy Peter Reese, i tre år menig soldat på Østfronten. Hvad han dér var vidne til - og medvirkende til - gør russernes hævntørst begribelig.

Reese var både en højst almindelig og en højst ualmindelig soldat. Som millioner af jævnaldrende bliver han indkaldt, lærer at bruge våben og bliver som infanterist sendt østpå for at besejre »en mindreværdig race«.

Men i modsætning til sine kammerater gør han sig ikke alene tanker om det, han oplever, han kradser det også ned, så snart der er et pusterum. Engang skal der komme et stort, litterært værk ud af det, det er, hvad menig Reese med kunstnersindet drømmer om.

Under sin sidste orlov hjemme hos forældrene når han så nogenlunde at få sat skik på sine optegnelser, de, der nu foreligger under titlen 'Underlig fremmed for mig selv'. Titlen, et citat fra dagbogen, er så rammende, den kan være. For hvad læseren oplever, er et gennemciviliseret menneskes skræmmende forvandling, da han skal forsvare sin eksistens på krigens vilkår.

Til sin undren bliver Reese, der for ikke så længe siden var en blegnæbbet bankelev, fascineret af krigen. Han, den forhenværende skønånd, oplever krigen - eller bilder sig ind at opleve den - som »et æstetisk problem«, »en elementær, planetarisk tildragelse«. Ganske vist er der hyppige anfald af sort fortvivlelse, men så synes han igen at rejse sig i trods og give sig sin skæbne i vold.

Det ene øjeblik kan han nok grues over det, han er med til, især når det går ud over civile, der ikke kan sætte sig til modværge. Men i næste øjeblik beruses han af krigens brutalitet. Jernkorset for udvist mod får han også.


Når han en sjælden gang er hjemme på orlov eller er en tur på lazarettet, føler han sig snart ilde tilpas. Han vil tilbage til krigen og igen mærke døden gå ved siden af sig. Forklare trangen rationelt evner han ikke, han må slå sig til tåls med, at han er blevet »underlig fremmed« for sig selv.

Mon der er skrevet en mere forunderlig krigsdagbog end denne? Ingen af hans kammerater ved fronten træder frem med profil. For Reese er de en samling skiderikker - og han regner sig selv med: »Den enkelte tænkte kun på sig selv, hadede den, der havde skaffet sig et større bytte, ingen delte med nogen, man byttede kun og prøvede hele tiden at skaffe sig selv større fordele end de andre«.

I passager skriver Reese næsten så godt som sit store forbillede fra Første Verdenskrig, Ernst Jünger, det vil sige: klinisk observerende. Men især hen mod slutningen fornemmer man, at han ikke længere ved, hvor han vil hen, at han er faret håbløst vild i sin tilkæmpede kynisme. Efter et slag i 1944 blev han meldt savnet, hans lig er aldrig fundet. Han blev 23 år.

Også Reeses dagbog nåede at komme på bestsellerlisten, men kun for en kort stund. Det må hurtigt være rygtedes, at den er både 'sær' og 'svær'. Men i debatten om tyskere som skyldige og ofre bør den ikke overses. For Willy Peter Reese, soldaten fra Østfronten, var om nogen både skyldig og offer, og i modsætning til det overvældende flertal i sin generation erkender han at være både det ene og det andet.

Så vidt forskellige, de end er, så har dog begge disse tyske krigsdagbøger et stort tema tilfælles: deres påmindelse om, hvor skrøbelig vor civilisation er. Lige under dens tynde lag lak lurer barbariet.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu