Tilbage i 1930'erne rykkede Thorvald Stauning, den go'e gamle viking, ind i en imponerende funkisvilla på Valeursvej i Hellerup. Den stramme hvide kasse var en foræring - en æresbolig - fra en gruppe fremtrædende danskere, og de havde vel gerne set, at Socialdemokratiets førstemand også havde indrettet sig efter de nyeste begreber om at bo enkelt og funktionelt - måske med en lædersofa og et par safaristole af Kaare Klint, lamper af PH, den slags. Men hvad gjorde Stauning? Han holdt stædigt fast i sin egen smag, den overfyldte klunkestil med plys og papegøjer, sådan som det fremgår af et herligt billede i bogen 'Dansk møbelguide' af de to historikere Per H. Hansen og Klaus Petersen. Her ser man den langskæggede landsfader i sin velpolerede mahognidagligstue med flæser på gardinerne og fut i cigaren. Han hygger sig gevaldigt og ganske upåvirket af de mange danske møbelklassikere, der begyndte at dukke op i netop den periode, men som til arkitekternes store fortrydelse vakte ikke så lidt modstand hos både borgere og producenter. Således fortæller Hansen og Petersen i afsnittet om 'Forbrugerne og den nye stil', at selv jævne mennesker, dem, man havde tiltænkt disse nye, enkle og praktiske møbler, ikke havde den fjerneste lyst til at give slip »på overklassens gode smag til fordel for pindestole, der jo bare ville bekræfte dem i, at de var fattige«.
Gode danskere på fire ben
Lyt til artiklen
