To danskere tog til Afrika for første gang. Den ene med sit kamera, den anden med sin bærbare. Jensen og Harden på tur i Nigers land. I fjorten dage. Det er der kommet en bog ud af. Billeder og tekst blandet så de følges ad. Bogen hedder 'Træet i ørkenen'. Det står der ikke mere, en libysk lastbil væltede i 1973 det mere end 300 år gamle akacietræ, vejviseren for tuaregers dromedarkaravaner. Den sidste stump af en mere frodig fortid er kommet på museum, hvor Carsten Jensen ser det og tænker sit. I det sofabordsformat, denne bog har, kommer billederne uvægerligt til at skygge for teksten. For de er ekspressive, dynamiske og farverige. Jeg ville nok have foretrukket et mindre format, hvor billede og tekst spillede bedre sammen. Men som det er nu, er det en medrivende billedbog om et fattigt folk i Afrika, ja, ikke bare det, det er det næstfattigste folk i hele verden. Sierra Leone er lige et par sandkorn fattigere. CARE har sendt parret derned, fordi CARE støtter et skoleprojekt i dette land, blandt andet ved hjælp af overskuddet, der kom ind ved salget af Børnenes Ulandskalender. Analfabetismen er tårnhøj. Carsten Jensen skriver i et fint lille afsnit, om den ringe udsigt til et bedre liv for en landsbydreng, og en landsbypige har næsten ingen. Alligevel er det den fængselsmur, der skal brækkes ned, uvidenhedens fængselsmur.
Uvidenhedens fængselsmur
Lyt til artiklen
