Nogle ville mene, at kærlighed er en universel og tidløs kraft, en funke, der springer på tværs af epoker og kulturkredse, omtrent som den ansigtsløse elektricitet, der i al sin vælde suser gennem verden. Andre vil heroverfor fremhæve, at 'kærlighed' i ganske vidt omfang er en kulturel konstruktion, hvis præcise indhold og funktion varierer så voldsomt fra en tid og kultur til en anden, at det ikke giver megen mening at tale om kærlighed i en abstrakt, generaliserende form. Den gamle litterat Jørgen Elbek tilhører med brask og bram den sidste fløj og giver os nu i 'Fra kærlighedens tid' en række stærkt personlige og essayistiske sonderinger i kærlighedens frembrud og krumspring i den europæiske romantik, med særlig fokus på de to store g'er Goethe og Grundtvig, og med lange ekko-virkninger hos narcissisten Baggesen, bamsen Oehlenschläger, den melankolske Sophie Ørsted, den næsten hårdkogte Gyllembourg, den jaloux Heiberg, den kuldslåede Carl Bagger, egoisten Drachmann og den svigtede eller svigtende Blixen, alle de sidstnævnte en art post-romantikere, når det kommer til kærligheden.
Kærlighedens tid
Lyt til artiklen
