Kan De holde ud at høre mere om Rifbjerg? Forfatteren er måske den mest velbeskrevne person i dette århundrede, men tag i givet fald vennebogen med. Her fortæller en kreds af hans gode bekendte om forfatteren, og det er ikke kun rosende ord, som står noteret i brevene fra venner. Jesper Jensen er blevet træt, Niels Barfoed glimrer vel til sin død med sit fravær - mens Rifbjerg selv gerne ville tilgive det onde, han selv har gjort ham. Men Barfoed kan man vistnok ikke sådan tilgive. Frederik Dessau beundrer mandens mod og undrer sig over den sataniske lyst til at sætte kniven i ryggen på selv de nærmeste. »Der kan man så sige, at fordi man svigter nogle idealer, behøver man vel ikke at blive afstraffet, men der er Klaus Rifbjerg et meget moralsk menneske, og det skal han jo også have lov til at være, men jeg synes, det er en problematisk side af hans virksomhed, og det ved han godt, at jeg synes, men det synes han ikke selv«, skriver Dessau og rammer meget godt ned i essensen af Rifbjergs virke: Han skriver, hvad han skriver - quod scripsit, scripsit - og fordi han er meget, har han skrevet meget. Den trofaste ærkeven er Torben Brostrøm, som understreger det evigt oprørske ved forfatteren. »Verden er på en måde god nok«. Men kun på en måde. Brevene i sig selv er måske knap så spændende, men de belyser stemninger og epoker i litteraturhistorien. Hvor kommer de fra? Fra vennerne selv? Jeg gemmer da mine! Selv om de ikke er nær så interessante, så er de levende og generøse.
Store Klaus blandt venner
Lyt til artiklen
