Karaktermordet er en fast figur for den til enhver tid siddende formand for Socialdemokratiet i Danmark. Krag var ufolkelig, Anker for folkelig, Auken var flyvsk og utroværdig, Nyrup så saglig, at han havde »uld i mund«, hvad monstro bliver problemet med Mogens Lykketoft? Svaret kan man læse i den forhenværende B.T.-journalist Erik Holsteins 'kritiske' biografi om manden, der aktuelt er Socialdemokratiets formand - hvis man da ikke for længst har læst det nyhedstelegram, Ritzau i begyndelsen af denne uge udsendte om bogens indhold. Telegrammet blev aftrykt i mange aviser, og af det fremgik, at »Mogens Lykketoft spillede en større rolle end hidtil antaget i kuppet mod sin forgænger på posten, Poul Nyrup Rasmussen«. Lykketoft er altså en kupmager, en kongemorder - eller som titlen på Holsteins bog skal signalere: en moderne Machiavelli, der gennem sin karriere kynisk har brugt de midler, der skal til for selv at få maksimal magt. Man må lade Holstein, at han er gået langt for at få billedet til at passe. Den altovervejende del af hans kilder er anonyme, og man forstår, at de fleste både er kritiske over for Lykketoft - og bange for at stå frem med kritikken.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























