0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bolsjebutik af viden om Kaukasus

En antologi om kultur og konflikter i Kaukasus giver et flot sammenhængende billede af en kaotisk region og dens øgede rolle på den globale scene efter 11. september.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Korsvej og minefelt' er en sand bolsjebutik af viden om Kaukasus.

Slikmetaforen passer særligt, fordi godterne er tilgængelige også for den forudsætningsløse, selv om de fleste af de 14 kapitler er skrevet af universitetsfolk. Det er den første bog på dansk om hele Kaukasus, de tre sydkaukasiske selvstændige stater Georgien, Armenien og Aserbajdsjan samt de syv nordkaukasiske republikker, som er del af Rusland - Tjetjenien jo som en højst tvungen sag.

Historiens lange linjer er med, men bogens hovedfokus er udviklingen efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

I redaktørernes forord bliver vi mindet om, at Kaukasus altid har fascineret med al »sin skønhed og gru, sin vildskab og gæstfrihed« og om de internationale rejsende, som fra 1800-tallet skrev om området.

»Pusjkin og Lermontov, Ruslands to største romantiske digtere, var begge i perioder forvist til Kaukasus«, og var sammen med bl.a. Lev Tolstoj med til at give Kaukasus områdets »særlige plads i litteraturen«.


I dag har Kaukasus en særlig plads på den globale scene pga. krigene i Tjetjenien, men endnu mere på grund af store magters kamp om olien. Den norske professor, Øystein Noreng, skriver om olien og stormagterne efter 11. september, der gav Kaukasus en øget strategisk betydning, »som mulig transittområde for olje og gass fra Sentral-Asien« og fra Det Kaspiske Hav.

Ib Faurby, chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, konkluderer, at krigen imod terrorisme og »den nye, delvise russisk-amerikanske forståelse« har fået store konsekvenser for regionen, »især holdningen til krigen i Tjetjenien samt spørgsmålet om udvinding og transport af olien fra Det Kaspiske Hav til verdensmarkedet«.

Krigene i Tjetjenien, striden om Nagorno-Karabakh imellem de sydkaukasiske naboer Armenien og Aserbajdsjan, løsrivelsesområderne Abkhasien og Sydossetien i Georgien, Prigorodnij-konflikten i Nordossetien og andre konflikter, som er flimret forbi i mediebilledet, hænger sammen som blodige perler på en snor i bogen.


Søren Theisen skriver om de fællestræk, som flere af forfatterne er inde på gør Kaukasus til en særlig region, der trods alle forskelligheder, myriader af nationaliteter, sprog og religioner giver regionen en fælles identitet.

Når demokratiet ikke brød frem med Sovjetunionens sammenbrud, skyldes det »en hybrid version af den moderne nationalstat, udtrykt ved et vestligt institutionelt rammeværk, løseligt påklistret et essentielt ikkevestligt samfund«. Trods næsten 200 års russisk overherredømme deler Sydkaukasus en meget længere »forhistorie af politisk og kulturel integration i det geografisk tilgrænsende Mellemøsten«.

Det er klanstrukturer, der styrer, ikke nationalstater og ikke retsstater.

Det indebærer fokus på konkrete fællesskaber, »og at begreber som frihed og loyalitet derfor sjældent omfatter mere end en overskuelig enhed, bestående af nogle få tusinde. Altså det modsatte af den anonyme stat og den moderne europæiske nation«.


Dansen om »primærgruppens« interesser har vi netop set en blodig opvisning af ved præsidentvalget i Aserbajdsjan, som Alijev-klanen sørgede for at vinde. Klan-logikken har vi set et aktuelt eksempel af op til parlamentsvalg i Georgien 2. november.

Det er en social orden, som den fransk-georgiske historiker Georges Charachidze meget rammende kalder »dynastisk-feudal«.

Denne sociale orden overlevede også kommunismen, »kun nu under kontrol af partifunktionærer og kollektivbrugsformænd, der ofte rekrutteredes fra de selv samme lokalt indflydelsesrige familier, som førhen havde leveret landsbyoverhoveder«, skriver Theisen.

Lars Funch Hansen, programkoordinator for Dansk Flygtningehjælp, beskriver lignende karaktertræk i det russiske Nordkaukasus med to indbyrdes forbundne processer. »Dels har russerne i stort tal forladt regionen (som også i Sydkaukasus. red.), dels har de nordkaukasiske folkeslag oplevet en etnisk/national renæssance, der har styrket deres respektive identiteter som selvstændige folk«.

Forskellene mellem Rusland og nordkaukasiske folk bliver stadig større, selv om det de fleste steder går mere fredeligt til end i Tjetjenien, men det er generelt en tikkende bombe for Moskva.

Mange andre af bogens bolsjer kan fremhæves som beskrivelser af militære, religiøse og sproglige forhold, som danner en fin helhed. Det er en kilde til solid viden om et område, som der bliver stadig større grund til at beskæftige sig med.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement