»Naar jeg kommer Hjem om Aftenen efter en lille Spadseregang, eller fra mine Venner, eller fra Drejers Klub, saa har jeg altid gjerne en Times Tid mellem halv elleve og halv tolv, som er helliget Kjerligheds søde Sværmerie. Saa tager jeg mine Helligdomme, kysser dem, trykker dem til mit Bryst, med en Elskendes Varme. Drømmer; troer at sidde ved din Side i Frederiksberg Have eller paa Sofaen hos Hegers; o men jeg vaagner snart og offrer vor Kjerligheds lykkelige Øjeblik en vemodig Taare«. Vi læser over skulderen på 18-årige Christiane Heger, alt imens hun blussende fordøjer det hede kurmageri fra sin trolovede, purunge Adam Oehlenschläger. Enhver kan fornemme, at vi befinder os midt i hjertets anliggender - og akkurat som det højstemte brev stiller det unge pars emotionelle drama til skue, markerer det også, at en ny og sensibel tidsalder er på vej. Året er 1800, og vi står på tærsklen til den moderne epoke - mens samfundet udvikler sig eksplosivt og komplekst, fastholder periodens romantiske digtere en basal orden midt i det menneskeskabte tumult: Overalt i naturen hersker den guddommelige harmoni, og i de elskendes åndelige sammensmeltning aner man en flig af altings bagvedliggende enhed. 1+1=1, lyder romantikernes absurde matematik, og denne frapperende regnefejl skal i århundreder forfølge menneskeheden med smertepunkter og ustillelig eufori.
Kærlighedens lange arm
Lyt til artiklen
