Med jævne mellemrum møder man unge, som giver udtryk for en vis længsel og misundelse. Det er ofte den lidt kantede, utilpassede slags, drømmertyperne. De ville gerne have været unge i 1960'erne. De har et indtryk af, at det var dér, noget spændende begyndte. Det var dengang, man i flok gjorde oprør mod et samfund, bestående af sure autoriteter. Man stillede sig op mod en mur af gamle stivbenede bedsteborgere og grinede dem op i deres vrede ansigter. Oven i købet til tonerne af den nys udkomne Jimi Hendrix-plade, som man selvfølgelig var blandt de første, der fik fingre i. I dag føler disse unge, at de nærmest skal konkurrere med deres forældre om at være ungdommelige. De heldigste af dem. De mindre heldige forsøger at få rundsavene til at sidde godt fast på albuerne i konkurrencen om job, boliger og det hastige voksende bjerg af statussymboler. At være ung i 2003 kan godt virke, som om man blot er en del af en forbrugergruppe og ikke er fælles om en livsbekræftende sindstilstand. 1960'erne og store dele af 1970'erne var nogle store brudår, hvor autoriteter blev løbet over ende, samfundsformer ændrede sig og ... nu er der gået adskillige tiår, og det ser ud, som om vi næsten er tilbage ved udgangspunktet, det borgerlige, restriktive Danmark. Far, i form af statsministeren, skælder ud og formaner os om at tage os gevaldigt sammen og være artige og gøre, som der bliver sagt. Heldigvis er vi ikke alle sammen helt de samme som dengang, vi bevægede os bort fra det bedsteborgerlige artige årti, 50'erne. Vi er for evigt skadede, og hurra for det.